Langs Rhinen og rundt om Bodensee

Dette år var planen oprindelig at tage en kortere tur på blot ca. 250 km. rundt om Bodensee, men da vi under forberedelserne faldt over en hjemmeside fra et par, der havde cyklet langs Rhinen fra Basel til Bodensee, fik vi lyst til at prøve det også.

Altså planlagde vi at flyve til Basel, cykle derfra på lejede cykler de ca. 150 km. langs Rhinen og rundt om Bodensee. Hvorvidt vi så ville cykle tilbage eller tage toget fra Konstanz til Basel, lod vi stå hen i det uvisse foreløbig.

Vi fandt overnatning på hotel i Lorrach, hvor vi også fandt cykeludlejer, vi bookede de første overnatninger på ruten, og så var vi såmænd klar til at angribe både flod og sø…. Det eneste vi ikke havde kunnet planlægge på forhånd var vejudsigten, og den lovede ikke godt. Mens det her i Danmark på den tid var helt fantastisk sommer, kunne vi se, at der, hvor vi skulle hen, var det gråt og regnfuldt så langt øjet rakte, så vi var såmænd ved at tale om at udsætte turen, men så tog vi os sammen. Vi trykkede på ” Pyt ” knappen, forede taskerne med store plasticposer, lagde regntøjet øverst i bagagen, og så kunne regnen bare komme an.

6. juni. Efter en hurtig flyvetur flottede vi os med en taxa fra Basel lufthavn til Lorrach for at kunne nå at hente de lejede cykler. Erfaringen siger os, at der altid er et eller andet, der skal justeres, og da vi havde planlagt at starte på turen den følgende dag, var det vigtigt at få kørt en prøvetur med det samme.

Det hele klappede. Vi stillede vores bagage på Hotel Meyerhof, vandrede til cykeludlejer, prøvekørte, fik justeret og fik også tips om, hvordan vi kunne finde cykelruten den følgende dag, og så nød vi den lumre aften med lidt græsk mad på den nærmeste restaurant.

Om natten faldt regnen tungt, så vi var overbeviste om, at det var starten på 14 dages regnvejr.

Men det holdt heldigvis ikke stik.

7. juni. Hotel Meyerhof serverede et godt og solidt måltid, og så var det af sted. Vi havde i hastværket ikke lagt mærke til, at vi ikke havde fået den kilometertæller, som vi havde aftalt med cykeludlejningen, og så havde Per konstateret, at hans bagdæk var lidt for slidt til en tur på 6-700 km, så i første omgang var det efter morgenmaden tilbage til cykeludlejeren, der på godt en time fiksede begge dele, og da kl. var ca. 10 kunne vores 14 dages ” ridt ” begynde.

Idyl i Rhindalen

Vi startede i lidt finregn, og senere måtte regnjakken på, men mere blev det ikke til, det var lidt diset men lunt, så vi håbede på en god førstedag.

Det gik forholdsvis nemt at finde gennem byen de ca. 8 km. til cykelruten ved floden, hvor vi for første, men absolut ikke eneste gang, krydsede grænsen mellem Tyskland og Schweiz. Så var vi af sted gennem den smukke Rhindal omkranset af bjerge på begge sider – og så begyndt min cykel efter nogle kilometer at blive mistænkelig svær at træde rundt. Nå så da !

Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at når jeg havde brugt forbremsen, ville den ikke slippe af sig selv igen, så jeg kørte faktisk med forbremsen trukket hele tiden. Så tror da pokker, at det var lidt sejt.

Det kunne ikke løses lige på stedet, så jeg måtte vænne mig til kun at bruge bagbremsen, hvis jeg ellers huskede det. Og som om det ikke var nok, begyndte Pers bagbremse at lave de samme numre, så da vi kom til Rheinfelden, spurgte vi om vej til det nærmeste cykelværksted. En venlig og hjælpsom dame førte os igennem den halve by blot for at konstatere, at cykelværkstedet havde middagslukket indtil kl. 15, og da vi ikke havde tålmodighed til at vente, kørte vi videre og håbede at nå et værksted i Bad Sackingen, hvor vi også skulle overnatte.

Det var ellers en køn tur, men den blev lidt spoleret af, at vi dels skulle have lidt fart på, for at nå at finde et værksted, og dels skulle der jo bruges lidt flere kræfter end normalt, for at få hjulene til at dreje rundt.

I Bad Sackingen kastede vi os ind på det nærmeste turistkontor og fik forklaret vejen til et cykelværksted, der heldigvis – dog uden stor begejstring – påtog sig opgaven, som de mente, ville tage et par timer.

Vi fordrev ventetiden på den nærmeste cafe med kold cola og afslapning. Vi havde brugt 8 timer på at køre sølle 48 km .med lidt forkertkørsel og mindst 100 stop undervejs for at rette bremseklodserne ud,  så nu håbede vi at begyndervanskelighederne var overstået.

Vi hentede cyklerne og startede opkørselen til hotel St. Fridolin, som lå stønnende højt over byen – og så konstaterede Per ret hurtigt, at den stadig var gal med bremserne på hans cykel.

Mens Per så kørte ned igen, fortsatte jeg til Fridolin for at indlogere os, og endelig ved 19 tiden var vi klar til bad og afslapning.

Der var ingen restaurant på hotellet, men hvis vi gav besked i receptionen, kunne vi få serveret lidt varm mad, og drikkevarer var selvbetjening. Det har vi ikke prøver før, men det var udmærket, og kort tid efter sad vi på en dejlig terasse og lyttede til fuglesang, mens vi spiste lammeragout med karrysovs og rødvin fra selvbetjeningen.

Og sådan endte også førstedagen godt.

8. juni.  lækker morgenmad, solen skinnede og vi var bare SÅ klar til en dag uden bremseproblemer.

Vores første mål var at indhente lidt af, hvad vi ikke nåede dagen før på grund af de genstridige bremser. Ved ankomsten til Bad Sackingen, havde vi kun cykelværksted i tankerne og fik slet ikke set noget af byen og slet ikke den berømte træbro, som siges at stamme i sin grundkonstruktion fra det 13. århundrede, og som også siges at være den længste træbro over Rhinen.                    

Rhinens ældste træbro

Bad Sackingens charmerende bymidte.

Det skulle der rådes bod på, så vi satte næsen mod byen og gennem byens smalle gader, fandt den smukke gamle træbro og fandt desuden uden besvær den videre cykelrute langs Rhinen,. Og så var det farvel Bad Sackingen og af sted på en meget smuk tur langs floden, hvor vi, mens vi stadig cyklede i Tyskland, hele tiden havde et fantastisk kig til Schweiz på den anden flodbred.                                                                

Kort efter Laufenburg skulle vi efter vores kort køre helt tæt på Rhinen i et delta mellem floden og en kunstig kanal, men det missede vi og kom i stedet til at følge en grussti langs jernbanen et godt stykke fra floden. Det var lidt irriterende og især da også, fordi der var en del stigninger på stien, så da vi nåede Waldshut, og skiltningen viste, at vi skulle ud på endnu en varm stigning, besluttede vi at køre efter Pers intuition. Det lykkedes ret hurtigt, vi fandt tilbage på cykelruten, og vi fandt det kaffested, som vi kunne mærke, at vi havde brug for, lige da det lå der.

Efter en god kaffepause under en skyggende parasol, var vi klar til den videre færd, og netop som vi talte om at finde noget til frokost, mødte vi et par salgsvogne på et lille torv i en lille by. Vi fik både et stort landbrød og en super god ost. Billigt var det bestemt ikke, men så havde ostemanden til gengæld de flotteste kulsorte negle, som bestemt ikke havde set en neglebørste i mands minde – nå, men vi er ikke sarte og tog da heller ikke skade på helbredet, da vi senere indtog dette herlige frokostmåltid på en bænk med vid udsigt over floden.

Indkøb til frokost i det grønne.

I en lille by, Gunzgen, krydsede vi grænsen og var nu i Szhweiz med ca. 10 km. igen til den lille by, Rafz, hvor vi havde bestilt logi for natten. Der var nogle kraftige stigninger indimellem, det var eddervarmt, så vi var ved at være møre, og i horisonten begyndte det at se faretruende sort ud, så vi indstillede os mentalt på at blive ikke alene trætte men også våde, inden vi nåede frem.                      

Netop da vi kunne øjne Rafz i det fjerne, overså vi et skilt og fortsatte ligeud på en meget stejl opkørsel, hvor vi absolut ikke havde noget ærinde. Det fandt vi så ud af ca. midtvejs, og da vi kørte ned igen, bremsede vi så kraftigt, at begge Pers bremser  totalt blokerede, så han ikke kunne drive cyklen en meter frem. Så mens det sorte nærmede sig faretruende, baksede Per videre med cyklen og pludselig fandt han ud af, at når han fjernede fortasken, fungerede forbremsen, og når han fjernede bagtaskerne fungerede bagbremsen også – nå !!! så skyldtes alle bremseproblemerne måske, at vore tasker klemte på bremsekablerne  Vi kunne måske  have sparet os selv for gårdadagens ” bøvl”, hvis vi havde tænkt over det lidt før. – Nå, never mind nu kunne vi i hvert fald komme videre, og vi havde travlt, for nu kom regnen. Vi nåede lige at blive lidt våde og finde vores hotel, da sluserne for alvor åbnede sig og sendte kaskader af vand ned over byen, men heldigvis ikke over os, som kunne nøjes med at opleve det fra vinduet i vores ”værelse”, som viste sig at være en stor luksuriøs lejlighed, som man sagtens kunne have tilbragt en lang sommerferie i, hvis det da ikke lige var for prisen, som var ret så Schweizisk.

Til akkompagnement af torden, lynild og regn indtog vi restaurantens velsmagende aspargessuppe med tilhørende lokal vin. Vi havde køre 63 varme km. med mange stigninger og kunne glæde os over, at morgendagen efter kortet i hvert fald ville give os mulighed for at hvile benene på vej mod Schaffhausen og Bodensøen.

Regnvejr i Schweiz

9. juni.  Regnen var hørt op, luften dampede af fugt og vejrudsigten var god – sådan valgte vi i hvert fald at tolke den - og kl. 8.30 cyklede vi ud af den morgenstille by.

I starten gik det en smule opad, men derefter var der en lang og blid nedkørsel de ca. 12 km. mod Schaffhausen , så  det gik af sted næsten uden at rør pedalerne, og snart var vi ved Europas største vandfald. Det var imponerende og tiltrak selvfølgelig en masse turister, hvoraf en del japanere og kinesere, der uafladelig tog billeder af vandfaldet, sig selv og hinanden.

Vi tog nu også en del billeder og købte en kop kaffe, som vi indtog på en bænk med næsen mod de 600 kubikmeter vand, der efter bogens oplysning styrter ned hvert sekund. Det var et flot sceneri. Vandet brusede ned over klipperne, som stak sine takker op hist og her mellem vandkaskaderne, og ovenover det hele kunne man ane en bro, hvor toget fra tid til anden passerede, som om det kørte på toppen af vandfaldet. Mens vi sad der og mediterede, brød solen frem og var med til at intensivere skuet.

Schaffhausen vandfaldet – Europas største.

-og Vejen op fra vandfaldet.

Blishønerede med egen badebro.

Vi havde begge ment, at Schaffhausen befandt sig i Tyskland, men da vi købte kaffe, gik det op for os, at vi faktisk befandt os i Schweiz, så der var lidt rod i geografien. Det var nu også lidt nemmere at holde rede på i gamle dage, hvor man skulle passere en grænse med grænsevagter og det hele, for at komme til et andet land. På denne tur krydsede vi grænsen mellem Tyskland og Schweiz med jævne mellemrum, og den eneste måde vi opdagede det på var, når mobilen sendte en velkommen til…sms.

For at komme til vandfaldet havde vi måttet køre endda meget stejlt nedad det sidste stykke, så vi vidste, at det omvendte var tilfældet, når vi skulle videre, men en ung fyr fortalte os, at der faktisk var en elevator i to afsnit, der ligeså fint og uden anstrengelse, kunne bringe os op på gadeplan igen.

Vi fandt elevatoren, og i løbet af ingen tid befandt vi os langt ovenover vandfaldet og begyndte på de sidste små 17 km. til vores endemål, Stein Am Rhein. Det var ikke nogen lang tur, men med en del op og ned kørsel i starten, med en del grus- og skovvej, og med temperaturen, der efterhånden havde sneget sig over 30 grader, var det faktisk helt i orden, at dagsmarchen ikke var længere, og efter en dejlig lang nedkørsel de sidste kilometer, rullede vi ligeså stille ind i Stein Am Rhein allerede kl. 13.30.

Vi fandt efter kort søgning vores garnihotel Muhlenbach, men her var middagslukket indtil kl. 14:00, så vi vendte cyklerne, og tog en hurtig rundtur i den meget spektakulære bymidte. Ved floden fandt vi både kaffe, rabarberkage og massiv underholdning af svømmere, surfere, småbåde og blishønemor med unger.

Tilbage til indtjekning og bekræftelse på det, vi i forvejen havde læst om stedet. Meget, meget ydmygt værelse, hvor man skulle sno sig, for ikke at støde ind i væg, seng eller hinanden, og lidt pudsigt at konstatere, at vi her skulle give akkurat det samme, som vi gav for den store smarte lejlighed, vi havde overnattet i aftenen i forvejen – Tja !

Nå, men det skulle der nu ikke funderes mere over, vi tog et hurtigt bad og gjorde os klar til sightseeing . Stein Am Rhein ligger netop der, hvor Rhinen forlader Bodensøen, og er, med sin velbevarede byport og sin bymidte med freskoudsmykkede huse, nok én af Schweiz`s mest velbevarede middelalder småbyer – og selvfølgelig var både turiststrømmen og priserne derefter.

Vi gennemtrawlede byen og fandt et hyggeligt spisested, hvor Per fik sin lam i karry og jeg en lækker salat – men vi betalte også for det.

Stein am Rhein`s smukke bymidte.

Dagens frokost : Jordbær, kanalbrød og vand !

10. Juni. Det blev en hed nat i det lille værelse, så vi var glade for at kunne pakke, spise morgenmad og komme ud på cyklerne i den friske luft – der dog ikke var så frisk endda, for det var allerede fra morgenstunden smeltende varmt.

I dag skulle turen gå rundt om Untersee, som er den lille sø, som står i forbindelse med Bodensøen ved Konstanz, hvor vi også havde bestemt at overnatte.

Vi var på cyklerne ved ni tiden og de første 10-12 km. var der en del stigninger, så vi kom til at køre højt i landskabet med smukt kig til søen og til den anden søbred. Det var ganske tydeligt, at vi befandt os i det velhavende Schweiz. Husene, haverne, bilerne – alt var større, dyrere end på den tyske side, og alt var - til irritation grænsende - sirligt og ordentligt.

Da vi begyndte at tænke på frokost, dukkede meget belejligt en vejbod op, hvor man kunne købe frisk frugt og brød. Så et halvt kanelbrød og en bakke jordbær blev altså denne dags frokost, som vi nød på en bænk ved en stor lystbådehavn i Radolfzell og delte med nogle aldeles nærgående gråspurve.

Den gule St. George kirke på Reihenau.

Efter Allensbach stoppede vi ved afkørselen til halvøen Reichenau for at drøfte, om vi skulle tage en afstikker og se halvøen elle ej – og det blev så en lokal dame, der afgjorde den sag. Hun spurgte, om vi behøvede hjælp, og hun afgjorde sagen ved at anbefale en tur derud og desuden fortalte hun, at man kunne sejle fra en lille havn på vestsiden af halvøen til Konstanz – det lød spændende, så vi fortsatte den 3 km. lange dæmning til halvøen.

Konstanz med springvand og majstang.

Det blev dog kun til et kort besøg, idet vi, efter nogen spørgen frem og tilbage, fandt ud af, at damen havde løbet med en halv vind. Der var absolut ingen færgeforbindelse til Konstanz, så efter en kop kaffe og et kig på den specielle gule St. George kirke, vendte vi atter næsen mod fastlandet og fortsatte mod Konstanz.

I konstanz spærrede et stort kræmmermarked for vores cykelrute, men  et par unge piger gelejdede os behændigt over broen og ind i byen, og uden stort besvær fandt vi vores hotel – Hotel Centro – tæt på banegården og på byens centrum.

Vi brugte lidt tid på at finde næste overnatning i Uberlingen, og så var det ud til et kig på byen og lidt forfriskninger. Tarcoskaller og guacamole på et hyggeligt torv og en dele pizza på en nærliggende restaurant, og så var det ellers Hotel Centros bløde seng efter 57 km. i 30 graders varme.

11. Juni. På cyklerne kl. 8:30. Vi fandt hurtigt ud af byen, men så hørte heldet op, så vi brugte en rum tid på forkertkørsel og spurgte en del mennesker, før vi var på rette kurs igen.

Fra Staad, hvor der i øvrigt gik færge direkte til Uberlingen, gik det af sted på cykelsti så hurtigt, at vi missede afkørselen til øen Mainau, som vi ellers havde bestemt at aflægge et besøg. Vi opdagede det først efter 4-5 km., og da vi havde kørt en del ansterengende opad, orkede vi ikke at skulle gøre det igen, så vi blev enige om, at vi måtte undvære Mainau og gemme kræfterne til et langt kuperet stykke, som vi ville møde efter yderligere 6-7 km.

Udsigt til Ludvigshafen på den modsatte søbred.

Det var stadig lummervarmt, og der var, som cykelbogen lovede, mange bakker, så da vi kom til Liggeringen, valgte vi en kortere alternativ rute med en flere kilometer lang og 8 % stejl nedkørsel., hvor benene kunne hvile, men hvor hænderne på bremserne fik nok at arbejde med – men ned kom vi og fandt vores cykelrute lige til Bodman, hvor vi også fandt en cafe med mad og drikke og udsigt til Ludwigshafen på den anden side af søen.                                                                                                                                                                

Så er det bare et godt greb i håndbremserne.

Og så var det ellers på med regntøjet. Det havde luret længe, men nu var det alvor. Cykle i regn har vi gjort så mange gange før, så det generer os såmænd ikke, og det var ikke koldt, så vi fortsatte gennem store områder med kæmpemæssige frugtplantager og boder der tilbød jordbær og kirsebær i kilovis, og da vi efter 51 km. fandt vores hotel i Uberlingen, og netop havde fået bagage og cykler i stald, begyndte det virkelig at regne, tordne og lyne. Hvor heldig kan man være.

Efter bad og efter at regnvejret var hørt op, nåede vi lige lidt sightseeing – bymidte, kirke og havn, og da det begyndte at blive køligt og blæsende, søgte vi ind på et rigtig stiligt badehotel, hvor vi kunne se, at gæsterne havde faste pladser, og som passede i stilen til den snitzel, vi fik.

Interessant brosystem.

Meget speciel vandkunst på havnen i Uberlingen.

Den magiske søjle i Meersburg.

12. Juni. Vejrudsigten så ikke så godt ud, men morgenen var klar og blå, og efter en super lækker morgenbuffet kørte vi optimistiske af sted. Vi kunne ikke beslutte os for, hvor langt vi ville cykle, så vi valgte at tage en dag uden forhåndsbestilling, og se hvad der bød sig.

Det var en meget smuk tur gennem et frodigt landskab med store frugtplantager og kilometer lange vinmarker, små idylliske vinslotte og hyggelige småbyer. Vi gjorde et længere stop på havnen i Meersburg, hvor vi morede os over den fantastiske ” Magiske Søjle”, som var lavet af en lokal kunstner, og som humoristisk og satirisk portrætterede nogle fremtrædende og markante lokale personligheder.

Den hyggelige havn i Meersburg.

Meersburg har færgeforbindelse til mange byer langs Bodensøen, og er desuden udgangspunkt for en rundturssejlads søen rundt, så der var masser af turister og hektisk aktivitet på havnen, som vi iagttog sammen med den dejlige iskolde cola.

Vi kørte hele dagen med udsigt til en kulsort himmel mod syd, og af og til buldrede det også i det fjerne, men vi fik ikke en dråbe regn. Vi havde egentlig besluttet at overnatte i Kressbronn, men vi havde ” gode ben”, så vi bestemte os for at køre lidt længere. Lidt derfra – i Nonnenhorn - spurgte vi på et værelse, men da de ville have 158 euro, mente vi, at vi sagtens kunne køre videre.

Efter 4-5 km. kom vi til en lille flække , Wasserburg”, og her fandt en kro og et værelse til en mere human pris - endda med både altan og morgenmad, og da klokken nærmede sig 16:00, var vi enige om, at nu måtte cykeldagen være slut– og som på bestilling kom uvejret med regn og bulder og brag netop da vi var kommet inden døre.

Alle byer med respekt for sig selv har en majstang.

Og mens det buldrede og bragede udenfor, brugte vi nogen tid på at finde logi til den følgende dag, hvor vi atter skulle overnatte i Schweiz ( til Schweiziske priser), og til at studere vejrudsigten som lovede, at den regn, som nu var startet, ville vare ved hele næste dag.
Fin dag – 57 km.

13. juni – heldagsregn.

13. Juni. Regn ! Nu holdt vejrudsigten, hvad den havde lovet – eller rettere sagt truet med, for det piskede ned, og vi forberedte os på en våd dag.

Heldigvis har vi godt regntøj, som blev prøvet grundigt af for to år siden, da vi cyklede 14 dage i regnvejr langs Loirefloden, så vi pakkede os godt ind og begav os af sted mod Lindau, hvor vi egentlig havde bestemt at tage en afstikker til den lille Lindau ø, men det regnede simpelthen for meget til, at det kunne blive interessant.

Dette minder os cykelturen langs Loirefloden.

Efter at have kørt lidt frem og tilbage i Lindau, hvor vi havde lidt kludder med at finde cykelstien, begyndte vi at blive lidt kolde og søgte ind på en dejlig cafe, hvor vi kunne få kaffe og varme os lidt. Sagen var nemlig den, at vi kun havde sandaler med til at cykle i, og dumme som vi var, havde vi ikke engang pakket tæerne ind i en plasticpose – endsige medbragt de cykelovertrækssokker, vi har til netop det formål, så da temperaturen sammen med regnen var dalet betydeligt, var vores tæer som is.

Per gik ombord i sin bagage og fandt to par sokker, som kunne varme os en stund (indtil de også var gennemblødte), og så fortsatte vi over den Østrigske grænse, gennem Bregenz, hvor vi havde glædet os til den smukke natur og måske et kig til sneklædte toppe – men fik i stedet lavt hængende skyer og regn. Det var ærgerligt.

Rhinens udløb i Bodensee.

Det var i det hele taget ærgerligt at sigtbarheden var så dårlig, for de næste mange kilometer skulle vi gennem et kæmpe naturområde ved Rhindeltaet – hvor vi først krydsede en anlagt Rhin kanal, og senere Alte Rhein, der tog et ordentligt sving gennem Rheineck , og derefter lod sine mudrede vande blande sig med Bodensøens. Det var et meget spændende område, som vi desværre ikke fik så meget ud af, da det var holdt op med at regne stille – det styrtede faktisk ned, og da det tilmed var begyndt at blæse op, var vi glade, da vi på det mest øde sted ved flodens udløb, fandt en cafe ved en lille campingplads og varm kaffe.

Efter lidt aftørring fortsatte vi gennem Rorschach, hvor vi egentlig ville have overnattet men intet ledigt kunne finde, til den lille flække Horn, hvor vi havde fundet et dyrt værelse på hotel Schifs  - en suite hed det – med udsigt til vandet. Da vi ankom var der næsten halvanden time til hotellet åbnede kl. 17, så vi enterde en skøn, varm cafe, hvor sokkerne blev vredet, sandalerne tørret og maven fyldt op.

Kl. 17:00 præcis kunne vi indtage vores ”suite”, ja, ja det kan dække over mange ting, men lidt valuta var der da for pengene, da vi så badeværelset med en stor jacussi og masser af dejlig varmt vand.

Der var ikke mange restauranter at vælge mellem, men vi fandt da et rimelig hyggeligt baglokale i en restaurant, hvor forlokalet var forbeholdt lokale højtråbende fodboldentusiaster. Regnen var holdt op, vi havde tilbagelagt 68 våde km. så der var ikke langt til ”suitens” bløde madras.

Hotel Schiff – og så skinner solen igen.

Udsigt til Artbon`s smukke spir.

14. Juni. Vågnede op til sol og lette skyer og en dejligt udsigt over vandet. Noget af en kontrast til den foregående dag, så det tegnede godt.

Vi cyklede tæt på søens bredder, gennem Arbon, en meget smuk og tiltalende by, videre langs jernbanen på en lidt ensformig sti langs sommerhuse og områder for fastliggende campingvogne. Ved en lille stationsbygning var det lavet en interimistisk udendørs cafe, som indbød til pause, kaffe og sludder med den unge cafeejer, der rigtig gerne ville snakke. Modsat os var hun glad for gårsdagens regnvejr, og det kunne man jo ikke fortænke hende i, da hun jo ikke skulle cykle men kun se sine kål og blomster blive vandet.

Den eneste bevogtede grænseovergang.

Og så var vi tilbage i Konstanz, hvor vi midt i byen krydsede grænsen endnu en gang, og denne gang var det ikke blot et ”pling” på mobilen, det var en rigtig grænse med bom og vagter.

Cykelbogen ledte os bag om Konstanz, men da vi gerne ville cykle gennem byen og langs vandet måtte vi lidt frem og tilbage, før vejen var fundet. Vi købte en sandwich og fandt en bænk med udsigt til den anden bred og trafikken på vandet, som man aldrig bliver træt af at falde i staver over.

Et sidste kig til Konstanz.

Dagens belønning.

Udenfor Konstanz krydsede vi igen grænsen til Schweiz og fulgte en lang grusvej omkranset af salatmarker, æbleplantager og vinmarker. I Steckborn kørte vi forbi Benina fabrikken, hvor den i Danmark nok så bekendte Benina symaskine fremstilles, videre på en øde, men skøn nyasfalteret cykelsti langs landevej og jernbane med rovdyrene kredsene over hovedet på os og lige ind i Mammen, en lille flække, hvor vi havde fundet kro for natten.

Det var en rigtig gammel landevejskro fuld af gamle krukker, havenisser, hæklede duge og broderede puder i plyssofaerne, lidt vel meget for os, men hvis vi ikke havde for store armbevægelser, regnede vi med at komme igennem natten uden at vælte noget.

Der var én åben restaurant i byen, og vores krovært anbefalede os at bestille bord, hvilket vi gjorde, fik en kold øl og lidt tid til dagbogsskrivning på en lille cafe overfor kroen, kiggede lidt på byen – hvilket var hurtigt overstået - tog et bad og fik turens skønneste kylling i restaurantens hyggelige gårdhave.

65 km. Atter en fin dag.

Atter frokostpause med fantastisk udsigt.

15. Juni. Fin morgen, god søvn, dejlig morgenmad med friske jordbær og yoghurt og afgang kl. 9:15 mod Stein am Rhein, hvor vi ville prøve at hæve euro, men hvor vi dog ikke skulle overnatte denne gang.

Vi havde fra starten lavet os forskellige alternativer. Enten kunne vi her slutte turen og tage toget tilbage til Basel, vi kunne cykle tilbage langs Rhinen på den sydlige bred, eller vi kunne tage den nordlige bred, som vi havde fulgt på udturen.

Vi havde stadig meget lyst til at cykle, så toget var hurtigt forkastet. Ved nærmere studier ville den sydlige rute betyde, at vi skulle cykle i Schweiz hele vejen (og til Schweiziske priser), og desuden syntes – især jeg – at der var lige lidt for mange bakker på den sydlige rute, og så var det såmænd afgjort. Vi tog den samme rute, som vi havde fulgt på udturen, blot baglæns.

I Stein am Rhein kunne man kun hæve Schweizerfranc, så vi fortsatte på nogenlunde kendte stier ( selv om alt ser anderledes ud, når man ser det fra den modsatte side) til Schaffhausen, hvor vi denne gang ikke fandt elevatoren, men måtte trække det virkelig stejle stykke ned til vandfaldet. På banegården i Schaffhausen havde vi købt en dejlig sandwich, ved vandfaldet købte vi en kold cola, og så tog vi os et længere mediterende hvil på en bænk atter en gang med udsigt til livet ved og omkring vandfaldet.

Zum Goldener Kreutz hvor vi var de eneste overnattende gæster.

Fra Schaffhausen ville det gå meget opad. Det kunne vi huske og var forberedte på, derfor havde vi også planlagt en forholdsvis kort dagsmarch. – Og det gik opad - nogle gange lettere og nogle gang så stejlt, at vi måtte trække. Men det var smukt, jo højere vi kom op med udsigt over Rhinen og livet på floden.

I Jestetten , hvor vi igen havde krydset grænsen og var i Tyskland, forsøgte vi atter at hæve euro, og denne gang lykkedes det, og vi fik desuden en sludder med selveste bankdirektøren, der var interesseret i vores cykeltur og som fortalte, mens han klappede sig på sin anseelige mave, at han selv var i gang med at træne sig op til en tur omkring Bodensøen. Vi ønskede ham held og lykke og tilføjede for os selv, at han da vist får noget at kæmpe med.

Fra Banken var det videre mod den smukke landsby, Rafs, hvor vi havde overnattet på udturen. Denne gang havde vi fundet værelse på Zum Goldener Kreutz, en fin velbevaret kro med bindingsværk og flot, gammelt interiør med mørke paneler og solide møbler.

Efter en svalende øl i haven, bestilte vi turens sidste overnatning i Laufenburg, og ringede til Hotel Meyerhof i Loerrach, for at høre, om de havde plads til os en dag tidligere end beregnet – og med begge ting i orden spiste vi asparges og skinke og fik en sludder med en ung tjener, der fortalte os, at han var på vej til Danmark, hvor han skulle følge sit lands ishockeyhold. Han kunne også med beklagelse fortælle os, at vi faktisk var de eneste overnattende på hotellet, og at der derfor ikke var morgenmad den følgende dag, men at vi nemt kunne købe os noget mad i en bagerbutik i byen. Han bad os blot lade nøglen sidde i døren, når vi tog af sted !! – nå, det har vi da aldrig prøvet før, at være de eneste på et helt hotel. Det er godt at man ikke ser for mange krimier.

45 km. og dejlig blød madras.

Morgenmad på byens torv.

16. Juni. Fuld skrue på solen og helt alene på et stort, gammelt særdeles morgenstille hotel. De må have haft tiltro til os, men på den anden side, er der jo grænser for, hvad man kan bortføre på en cykel.
Næsten nabo til hotellet var et lille supermarked, det var dog ingen bager, som den unge tjener havde sagt, men her fandt vi juice og damen i slagterafdelingen smurte et par rundstykker til os, og så var morgenmaden klaret. Mens vi ledte efter en bænk, hvor vi kunne spise vores mad, passerede vi den omtalte bager, hvor vi havde kunnet få det hele serveret på små borde udenfor. Nå, pyt, vi cyklede et par kilometer og fandt en hyggelig bænk i et lille landsbymiljø, og her spiste vi vores morgenmad, mens landsbybeboerne nikkede venligt god morgen til os, når de passerede.

Laufenburg i sigte.

Smuk aften med smuk udsigt til Rhinen

På udturen mod Rafs havde vi cyklet opad det meste af tiden, og nu kunne vi så til gengæld nyde en blid nedkørsel i det smukkeste vejr og med den smukkeste natur, som vi rigtig havde tid til at nyde afslappede på cykelsadlen.

Det er ikke altid, at der lige er mad og kaffe, når vi trænger til det, så vi måtte helt til Waldshut, før vi fandt begge dele, og fandt ud af, at her havde vi faktisk også slukket tørsten på udturen. Det er i grunden slet ikke nogen dårlig ide at cykle den samme rute fra hver sin retning. For det første ser det hele meget anderledes ud, når man ser det fra den anden side, og for det andet er det faktisk ret hyggeligt at gense noget af det, som man passerede på udturen.

Laufenburg – en smuk gammel by.

Fra Waldshut var der ca. 16 km. mest på grussti langs Rhinen til Laufenburg. På udturen var vi kørt forkert og havde ikke fundet det sted, hvor man kører så at sige lige midt i floden, men den rute fandt vi nu. Vi passerede et stort rensningsanlæg og fortsatte de næste 5 – 6 km. på en dæmning lige midt i floddeltaet med vand til begge sider. På kortet så det ret spændende ud, men faktisk var det tilgroet og ensformigt, så det var ret befriende at komme ud i lyset og på asfalt igen.

Vi entrede Laufenburg via en grønt område med et stort friluftsbad, og fandt efter lidt søgning Hotel Alte Post. Receptionen åbnede først kl. 16, så vi fandt om på bagsiden af hotellet, hvor der lå den hyggeligste cafe lige ned til Rhinen. Så kan man godt holde ud at vente.

Hotellet så meget ydmygt ud, så vi blev behørigt overraskede, da vi åbnede til et kæmpestort værelse med sofakrog og lækkert badeværelse. Der er ikke noget så godt som store værelser, hvor man kan drysse sine ting rundt uden at falde over dem.

Sluttede dagens 53 km. med en smuk aften på cafeen ved Rhinen med udsigt til Schweiz på den anden side af floden.

17. juni. Sidste dag på ruten og af sted kl. 8.30 langs Rhinen mod Bad Sæckingen, hvor vi havde overnattet på udturen og fået repareret bremserne, som der åbenbart alligevel ikke havde været noget i vejen med. Vi kørte langs floden i en bue udenom byen og kom igen forbi den berømte træbro. Lige udenfor byen blev vi tilskuere til en form for dystløb, hvor mænd med store overarmsmuskler konkurrerede om at ro mod strømmen igennem afmærkede porte i floden.  Der skulle virkelig lægges kræfter i for at bugsere de langstrakte flodbåde gennem portene, og det skortede ikke på kommentarer og tilråb fra mængden ved flodbredden.

Vi forlod cykelruten med retning mod banegården i Loerrach, og retningen var i starten god nok, men hurtigt fik vi forvildet os rundt i gadenettet og kom helt af sporet. Vi anede simpelthen ikke, hvor vi var, så det kom til at koste en del køren frem og tilbage og spørgen en del mennesker, før vi atter var på rette kurs.

Det var EM tider, og netop denne aften skulle Tyskland møde Mexico, så hele bymidten var i euforisk stemning. Såvel voksne som børn var malede i de tyske farver, mange var klædt i de tyske farver, overalt på torve og udenfor cafeer var der stillet storskærme op, og folk var så småt begyndt at tage forskud på den kamp alle håbede at vinde.

Vel fremme ved Hotel Meyerhof fik vi stillet cyklerne i garage, indtog vores gamle værelse og vaskede dagens strabadser af os.

Hele vejen gennem byen havde det myldret med feststemte mennesker, og byen virkede lidt overophedet, så vi valgte at slutte dagen på en italiensk restaurant i en stille sidegade, og det var vist en god ide, for allerede ved 1. halvleg var Tyskland bagud med et mål.

59 svedige kilometer og sidste dag på tur.

18. Juni. Absolut sidste dag og sightseeing i Basel. Vi havde egentlig ikke regnet med at få tid til at kigge på Basel, men vi var en dag forud for vores tidsplan, så vi glædede os til en dag på cyklen uden tung bagage.

På turistkontoret fandt vi kort med cykelruter i og omkring Basel, og fulgte skiltningen direkte mod floden, kørte over Wetterstein broen og parkerede cyklerne lige udenfor kunstmuseet. Det er jo grænser for, hvor meget man kan nå at se på cykel rundt i så stor en by, men kunstmuseet var et af de steder, vi havde sat kryds ved, desværre kun for at konstatere, at det var mandag og lukkedag for museer. Det var øv, men der var ikke noget at gøre ved det, så vi slentrede rund i kvarteret omkring museet, beså den smukke Munsterkirke , og fandt en meget spændende torveplads med en helt unik rådhusbygning fra 1500 tallet med fresko udsmykning og forgyldninger.

Vi sad lidt og fordøjede storbyindtrykkene med en kop kaffe, købte en god sandwich til frokost og blev enige om, at det vist var for stort et projekt, at bevæge os mere rundt i Basel og i stedet køre langs Wiesefloden tilbage til Loerrach, og det var en rigtig god beslutning.

Storke i traktorens hjulspor.

Ved Schwoerstadt fandt vi kaffe og muffins ved et søbad, hvor vi fik ubændig lyst til at hoppe i, men vi havde endnu en del kilometer tilbage, og vi havde en forudanelse om, at det godt kunne koste lidt arbejde at finde tilbage til vores hotel i Loerrach, så fornuften fik overtaget.

Og det var vist meget godt, for i både Rheinfelden og senere den lille by Herten, klumrede vi rundt i det og skulle bruge nogen tid på at finde ruten igen.

Ved indkørselen til Basel mødte vi igen det store vejarbejde med afspærringer, hvor det ikke var sjovt at være cyklist, men vi slap nogenlunde heldigt igennem og mente, at resten ville blive den rene leg. Men helt så let gik det nu ikke

Det historiske rådhus i Basel.

Vi kørte atter over Wettersteinbroen og fandt ned til højre flodbred, hvor vi fulgte Rhinen med smukke husrækker på den ene side og en grøn sti langs vandet på den anden side, og slet ingen fornemmelse af, at vi faktisk befandt os i en pulserende storby.

Vi indtog vores sandwich på en fredelig bænk med udsigt til flotte gamle husrækker på den anden flodbred og med flodlivet frit udfoldet for fødderne af os.

Da husrækkerne begyndte at tynde ud og omgivelserne blev præget af industri, mødte vi Weisefloden, som havde sit løb gennem store rekreative områder og skovstrækninger, og ikke var dybere end man somme steder kunne vade med vand til anklerne. Det var en meget smuk og fredfyldt tur og en dejlig afslutning på 14 skønne dage.

Tilbage på hotellets grund afmonterede Per stativerne til fortaskerne, og så cyklede vi til cykeludlejeren og tog afsked med vore to super cykler, som havde båret os 640 km. gennem det smukkeste Rhinlandskab.

Atter en dejlig tur at tænke tilbage på.

Atter en smuk og vellykket tur……….