ViaRhona. Fra Lyon til Middelhavet.

Fra Lyon til Les Saintes-Maries de la mer.

For flere år siden læste vi, at cykelruten langs Rhonen fra Geneve til Middelhavet var under udarbejdelse med skiltning og beskrivelser, og da vi godt kan lide at følge floder på vores årlige cykelture, og da det nu var muligt at købe Bikelines rutebog – ”ViaRhona” - var vi ikke i tvivl om, at det skulle prøves dog med start i Lyon.

Frankrig er et dejligt cykelland, og ikke mindst Rhondalen er et eftertragtet rejsemål for mange mennesker, så det var med store forventninger, vi landede i Saint Exupery lufthavnen i Lyon den 26. maj kl. 23.00 og blev hentet punktligt af en flink ung taxachauffør, som bragte os til hotel Campanile, hvor vi havde booket de første to nætter.
Hotellet var valgt efter beliggenheden blot et par gader fra ”VeloStarda”, den cykeludlejning, som vi havde korresponderet meget med og lejet vores cykler hos, så det var ganske enkelt næste morgen som det første at få hentet de cykler, vi var ret spændte på at se.

27.maj

Scott Grignon, som er indehaver af VeloStrada, var meget hjælpsom og fik hurtigt klargjort vore cykler, gav os et kort over Lyons cykelstinet og anbefalede os at tage toget ud af Lyon næste dag de første ca. 15 min. til Givors, i stedet for at risikere liv og lemmer i den voldsomme trafik ud af byen.

Det var det - og så havde vi to rigtig gode solide cykler med fortaske på begge og cykelcomputer på den ene for en pris af omkring 2000 pr. cykel i 16 dage. Det var lidt dyrere, end vi var vant til, men det var til gengæld også de bedste cykler, vi nogensinde har lejet, så vi var fuldt tilfredse.

Og så kastede vi os ud i Lyons hektiske trafik for at finde banegården, hvor vi ville købe billet til den følgende dag. Damen i billetlugen måbede, da hun hørte vores alder og hvor langt vi ville cykle. Vi sagde ”pyt”, det er da ikke noget, men følte os alligevel en smule seje, da vi gik derfra med to billetter. Det seje varede dog ikke så længe, da vi efterfølgende skulle finde ud af, hvordan vi fandt den rette perron. Vi gik flere runder på den trafikerede banegård, og måtte til sidst have et uigennemskueligt system forklaret på fransk/engelsk af en særdeles tålmodig ung mand.
Scott, vores cykeludlejer, havde advaret os imod at tage cyklerne med på sightseeing, så vi vendte hjem til hotellet, fik sat cyklerne i stald og begav os til fods over én af de store broer over Rhonen ind mod den gamle bydel.

Cyklerne klargøres

Det meste af dagen var gået med cykel og billetter, så det var ikke så meget, vi kunne nå. Vi startede med at strejfe rundt i de smalle gader, beså resterne af et gammelt romersk amfiteater og tog kabelbanen op til den store Basilisk Notre-Dame de Fourviere. Nede igen krydsede vi en stor åben plads – Place Bellecour –gik igennem en rekreativ park, over Pont de la Guillotiere, og så var vi atter i ” vores” kvarter, hvor vi udmattede faldt om på sengen.
Desværre havde hotellet ingen restaurant, så vi måtte nødtvungent stable os op igen for at få noget at spise, inden dagen var slut.
Kvarteret omkring hotellet bød ikke på mange restauranter, så vi endte med at finde ind på en ekstravagant tapasrestaurant, hvor vi spiste alt for dyrt efter vores budget, og til gengæld heller ikke speciel godt … nå, sådan er der så meget, men nu var maven i hvert fald fyldt, så vi kunne få en god lang tiltrængt nattesøvn.

Første møde med Rhonen – vores rejsekammerat.

Venter på toget.

28.maj

Det tager altid lidt længere tid at pakke, den første dag, men vi kom af sted som planlagt, så vi kunne nå et tog kl. 10:24 fra Par Diux banegården.
Det havde regnet lidt om natten, men nu var det tørt, det var overskyet og blæste en pæn vind heldigvis fra nord, så vi kunne regne med at blive puffet pænt i ryggen.
Vi kom ikke med toget til den bestemte tid, for der gik slet ikke noget tog til vores destination, selv om det stod i køreplanen, så vi fik rigtig god tid til at opleve morgenmylderet på banegården.
En halv time senere kom der et tog, vi kunne bruge, og så var vi af sted. Der var fin plads til både os og cyklerne, så vi nød den lille morgentur, selv om vi måtte inkassere en mild irettesættelse for ikke at have stemplet vore billetter ind på perronen, som man åbenbart skulle. Senere så vi et opslag, hvorpå der stod, at det kostede en klækkelig bøde, hvis man glemte at stemple billetter. Nå, der var vi heldige, at vi havde mødt en venlig kontrollør.
Det første stop var Givors, og her skulle vi af og ud at finde cykelruten, hvilket lykkedes efter et par forsøg – og så var vi rigtigt i gang. Det var dejligt.
Efter de første 10 km. drejede vi væk fra ruten over en meget cyklistvenlig bro (og det understreges, da de fleste broer over Rhonen er halsbrækkende for cyklister) for at tage en rundtur i den velbevarede middelalderby, Vienne. Vi brugte for megen tid på at finde en omtalt pyramide, der i vores øjne var lidt opreklameret, men begejstredes derimod da vi fandt de velbevarede ruiner af et romersk tempel.
I Vienne fik vi stillet både nysgerrighed, sult og tørst og fortsatte på en aldeles smuk rute med vinmarker på alle skråninger mod Condrieu, som netop også er kendt for især sine hvidvine. Dem nåede vi nu ikke at smage på, for selv om vi havde lagt en kort dagsetape, havde vi stadig 15 km. til Saint Pierre de Bæuf, som var dagens endemål, og hvor vi havde bestilt overnatning.
Efter et lidt ensformigt stiforløb langs floden, forlod vi atter cykelruten for at finde ind til vores logi, som vi troede, var et lille hotel, men viste sig at være en privat B & B.
Vi fik et fint værelse med lidt for mange kniplerier, pyntepuder og blonde-duge, men der var kaffe og et meget sødt par (vel nok på vores egen alder,) der ringede og bestilte bord til os på byens nærmeste og eneste restaurant, og bød os på en drink, før vi skulle ud at spise.
En halv time før vi skulle gå, blev vi så budt ind i deres private hjem til et glas hjemmekrydret rødvin, lidt snacks og en hjertelig samtale med to interessante mennesker.
Vi fik en god velsmagende menu og en meget hyggelig snak med tjeneren, der var meget vidende om stedets historie og gerne ville give sin viden videre til to nysgerrige turister.
Dejlig dag, god aften, 50 km.

Tempelruinen i Vienne.

Turens første fiskesuppe.

29. Maj.
Morgenmaden skulle vi indtage i værtsparrets private spisestue med ligeså megen nips og pynteduge, som på vores værelse, så det var om at holde tungen lige i munden for ikke at komme til at spilde eller vælte, men derudover var det et lækkert morgenbord med hjemmelavede marmelader, som husets herre beredvilligt videregav opskrifterne på.
Vi pakkede, tog en hjertelig afsked med det søde par og tog en tur rundt i byens snævre og stejle gader, før vi vendte næsen mod floden og cykelruten igen.
Vi krydsede floden og kørte de næste ca. 10 km. på østsiden af en stor ø, der delte floden i to løb, og vi var glade for, at den ret heftige vind var med os og ikke imod. Landskabet var ret åbent, grusvejen var ligeud og vi havde vinden lige bagi, så vi blæste af sted med 22 km. i timen.
Den næste by vi mødte, var Sablons, og her havde jeg fejlagtigt læst kortet, som om vi skulle over en bro for at fortsætte på den anden flodbred.
Broen lå ikke langt fra en motorvejsudfletning, og var åbenbart den flaskehals den tunge trafik skulle passere for at komme videre. Der var en voldsom trafik, så det var en irriterende og en unødvendig stressende oplevelse at køre forgæves over den bro frem og tilbage.
Sommetider er det en rigtig god ide at læse kortet grundigt !
Lettere rystet fortsatte vi langs floden på en dejligt nylagt cykelsti og bestemte, at når vi kom til den lille by, Andancette, ville vi holde en god kaffepause.

Kirsebærrene testes

Vi cyklede hele byen rundt, fandt én eneste butik – en slagter – som sagde, at hvis vi ville have kaffe, skulle vi krydse floden for at finde en cafe `i Andance på den anden side, men da vi så den smalle trafikerede bro, forsvandt trangen til kaffe pludselig, og vi fortsatte, til vi kom til Saint-Vallier, hvor vi efter nogen søgen fandt kaffe, kage og en lille vittig fyr, der insisterede på at ville bytte cykel med Per.
Fra Saint-Vallier gik turen videre på en grussti omkranset af enorme kirsebær-, blomme- og figenplantager kilometer efter kilometer næsten helt til Tournon-sur-Rhone, som var vores bestemmelsessted.
Det blæste stadig meget, men solen var kommet på himlen, så vi varmede os med lidt mad og drikke før vi begyndte at lede efter det hotel, vi havde bestilt.
Vi nåede at spørge rigtig mange før vi fandt hotellet, der, modsat hvad vi havde forventet, lå i udkanten af byen med ret lang gåafstand til den nærmeste restaurant. Det var vi lidt trætte af. Det blæste så kraftigt, at vi bestemt ikke havde brug for at skulle gå langt om aftenen, men hvis vi ville have mad, var der ingen vej udenom.

Vi brugte lidt tid til at finde ud af, hvad vi skulle næste dag. Vi havde læst, at man kunne komme med et veterantog ind i Deux-dalen til le Grand Pont, en berømt bro, der, da den blev bygget i 1400 tallet, var verdens længste bro med sine 51 meter. Man kunne tage cykler med og cykle tilbage ad en meget smuk rute. Det kunne vi godt tænke os, men da det viste sig, at alle afgange var optaget, besluttede vi at tage en lang etape næste dag og bookede et hotel i en lille by, Pouzin lige på ruten.
Så var det ud i blæsten igen kun for at finde ud af, at de fleste af de restauranter den hjælpsomme pige i receptionen havde udpeget for os, var lukkede, så da vi endelig fandt et spisested, der var åbent, tumlede vi ind og opdagede først, da vi havde fået et bord, at det var en hundedyr gourmetrestaurant.
Nå, så var det bare med at finde en grimasse, der kan passe, smile og betale.

God dag, blæsende dag, 53 km.

Vejarbejde ved Valance

30.maj.

Strålende sol og afgang kl. 9:00. Vi stoppede ved et supermarked, købte lidt brød, ost og pølse til frokost og fortsatte over broen til L´Hermitage dels for at se Valhrona chokoladefabrikken ( dog kun udefra) og for at køre de første 8-10 km. på den venstre Rhonebred. Det blæste stadig kraftigt , så vi blev næsten fejet af sted og forestillede os, at sådan måtte det være at køre på el-cykel.

Ved La Roche-de-Glun stødte vi på hovedruten igen og blæste videre mod Valance, hvor vi havde planlagt lidt sightseeing og en pause. Nu mødte vi imidlertid det, vi cyklister ikke bryder os om, nemlig et kæmpemæssigt vejarbejde, der gav en masse overophedet trafik og ødelagde vores oprindelige ide med en rundtur i byen.
Ind til bymidten fandt vi dog med lidt hjælp fra et andet mere stedkendt cykelpar. Den store sightseeing blev det imidlertid ikke til, men vi fik indsnuset lidt by-atmosfære, fik kaffe og hvil, kørte gennem en park – og forlod byen gennem en masse vejarbejde igen. Heldigvis kunne vi bane os vej ved at trække cyklerne over skærver og jordbunker, og heldigvis var det ikke så langt et stykke, og så var vi atter på ruten med næsen mod Soyons, et område med spændende arkæologiske udgravninger og et flere tusinde år gammelt grottesystem , som vi godt kunne tænke os at se.
Soyons var en hyggelig middelalderby, men desværre var grotterne lukket indtil midt på eftermiddagen, og det var for sent for os, da vi havde en lang tur foran os, så vi kørte ned til floden igen, hvor vi havde spottet en rasteplads med borde og bænke lige til vores frokostpause. Så i stedet for grottebesøg fik vi en hyggelig snak med et yngre par, som vi delte bænk med, fik lidt brød og en 50 grader varm ost i maven, og så var det ellers af sted igen.

Beauchastel`s snævre og charmerende gyder.

Næste stop var Beauchastel en meget charmerende gammel middelalderby med toppede brosten og smalle gyder. Franskmændene har et begreb de kalder"Villagede de Caractere" som er en betegnelse for middelalderlige seværdige småbyer, og denne var én af den kategori man som nordboer ikke kan få nok af.
Denne dag var ellers naturmæssigt til den lidt uspændende side, og samme betegnelse kunne man også bruge om den lille undseelige by Le-Pouzin, hvor vi havde bestilt hotel, og som vi arriverede ved 17 tiden blot for at finde en meget låst dør. Nå, den tyggede vi lidt på, prøvede en anden ligeså låst dør, og belavede os faktisk på at lede efter et andet hotel, da døren blev åbnet og værten stak hovedet ud. Det virkede som om han havde taget sig en god lang siesta, eller også havde han glemt, at han havde gæster på vej, for det var ikke den store entusiasme, vi blev modtaget med.
Vi havde ikke den store forventning til det hotelophold, for det var meget billigt, og pris og kvalitet hænger jo som regel sammen, men overraskende nok var det faktisk et udmærket værelse, og da vi hørte, at værten også var kokken, og at han serverede mad om aftenen, endte vi med at blive helt fornøjede.
Vi har intet ønske om gourmetmad , når vi er på cykeltur, og det var det så heller ikke, men en salat, en kæmpe steak og et vognlæs pommes, gjorde i hvert fald, at vi blev dejligt mætte uden at blive flået.
Atter en dejlig dag. 65 km. Planlagde næste overnatning i Montelimar og bestilte hotel.

Hotel Alizes i Le Pouzin – særdeles ydmygt.

31. maj.

Strålende sol. Vand og kirsebær i bagagen, og så af sted på en smuk vej, der skrånede ganske langsom opad med klippelandskab til den ene side og et storslået vue over det fladere landskab til den anden. Således cyklede vi ganske langsom opad, dagens første 5 kilometer, blot for at finde ud af, at det var totalt forkert.
Heldigvis kunne vi så glæde os over en ligeså lang blid nedkørsel, så fejlen var til at acceptere.
Vel tilbage igen opdagede vi selvfølgelig det skilt, vi havde overset, og fortsatte ad små, hyggelige snoede landeveje indtil den lille by, Baix, som vores cykelguide havde advaret os om. Der stod ” Gennemkørselen gennem Baix er noget kompliceret, idet ruten snor sig gennem de atmosfæriske gyder” frit oversat læste vi det som : ”Det er umuligt at beskrive, find selv ud af det” – og det gjorde vi også efter en del forsøg. Men charmerende var den.
Derefter fulgte en fredelig stikørsel langs med en landevej mod byen Cruas, hvor vi havde sat næsen op efter kaffe men blev overraskende mødt af et kæmpe atomkraftværk med 6 store reaktorer forsvarligt indpakket i flere lag pigtråd. Det virkede så voldsomt, at vi glemte alt om kaffebehov og kørte videre til Rochemaure, hvor vi gjorde et længere ophold, fik kaffe og beundrede borganlæg og rester af bymur fra det 12.årh.på toppen af den sorte klippekegle, som byen er klistret opad.
Vi købte sandwich til den videre tur og fortsatte over en fantastisk hængebro kun for gående og cyklister. Broen omtales som én af Frankrigs smukkeste bygget af en kendt arkitekt som en imitation af en afrikansk hængebro. Broen havde længe været forsømt, men er for nylig blevet restaureret i forbindelse med atablering af cykelruten ViaRhona. Det var en lidt speciel oplevelse at cykle over en gyngende hængebro, men over kom vi og fandt en stensætning lige ved floden, hvor vi spiste vores sandwich.
Efter en lang, varm stikørsel nåede vi Mornelimar og fandt ind på et lille skyggefuldt torv for at få noget koldt og kigge på kort, for at finde vores bestilte hotel ”Kyriad”– og så pludselig opdagede vi til vores store overraskelse, at vi havde booket til den 15. juni i stedet for den 31. maj – UPS !!!
Vi ringede til hotellet, der bekræftede at vi havde bestilt et værelse til den 15. juni og kunne meddele os, at alt pt. var optaget . Vi skyndte os at afbestille og indledte en ny søgning.

Fantastiske hængebro udenfor Rochemaure.

Nå, heldigvis havde det næste hotel, vi ringede til, plads til os, så skaden blev hurtigt udbedret og natten var reddet.
Det tog lang tid og mange fejlkørsler, før vi fandt frem til hotel Beausoleil, hvor vi blev overstrømmende modtaget af Katja, der egenhændigt bar begge cykler i stald, omhyggeligt fik os installeret på et dejligt værelse med udsigt hotellets lille fredfyldte oase midt i storbyen – og gav os hver et stykke nougat som det sig hør og bør, når man er i nougatbyen Montelimar.
Det viste sig, at vi boede lige midt i hjertet af byen omgivet af restauranter, så det var ikke svært at finde mad og drikke ovenpå en strabadserende dag.
Vi sluttede dagen med at spise en crepe de sucre – og det fortrød vi, for den var så voldsom og oversukret, at den blev ved med at rumstere rundt i maven på os længe efter, at vi havde lagt os.
Men bortset fra pandekagen havde det atter været en skøn dag. Ca. 50 km. og bestilt værelse i Pont Saint Esprit til den næste overnatning.

Her var ingen kaffe

Rochemaure med borganlægget på toppen

Næsten en kilometer over broen til Pont-Saint-Esprit

1.juni.

Strålende sol og afgang kl. ca. 9:00
Den lidt for hjælpsomme Katja, havde forklaret os en smutvej ud af byen til cykelruten, som hun bedyrede, var meget, meget nemmere end den cykelguiden anbefalede – men efter de første minutter i hektisk trafik, var vi klar over, at Katja bestemt ikke kunne være cyklist, for det var ikke en vej for cyklister – så vi vendte om og fandt vores rute, som stille og fredfyldt førte os til floden Roubion, som efter nogle kilometer forenedes med Rhonen, og så var vi atter på rette vej.
I Viviers krydsede vi floden og fortsatte på en halvdårlig grusvej med udsigt til floden og masser af entusiastiske lystfiskere med telte, grill, specialkonstruerede fiskestole med holdere til fiskestænger i alle længder og farver.

I Bourg- Saint-Andreol krydsede vi atter floden, tog et kaffehvil på en lille cafe ved flodbredden, købte en sandwich til at tage med og fortsatte ad smalle snoede landeveje gennem et frugtbart landbrugsområde med store vinplantager vekslende med andre afgrøder bl.a. kartofler, bønner, salater, som vi fredeligt kunne studere og beundre fra cykelsadlen.
Vi ledte forgæves efter en skyggefuld bænk til vores lidt sene frokost, men fandt ingen, så vi endte midt i solen på en stensætning ved en lille å, hvor vi spiste vores efterhånden næsten totalt nedsmeltede sandwich.
Efter endnu en times kørsel forlod vi atter cykelruten for at køre til Pont-saint-Esprit, hvor vi havde bestilt overnatning på hotel du Commers.
For at komme til byen, skulle vi krydse floden på den bro, der er byens vartegn og har givet navn til byen, og er den længste Rhonebro med sine 853 meter og 19 brobuer – og med en aldeles heftig trafik, som vi ikke turde kaste os ud i, så vi valgte at trække over på et meget smalt fortov langs den ene side med trafikken drønende om ørerne.
Over kom vi og fandt vores lille familiehotel Commeres beliggende på 2. og 3. sal i en høj, smal ejendom lige midt i byen. Det var der ikke megen ”commers” over, ej heller værelset, der næsten ikke kunne være mindre og mere ydmygt.

Pont-Saint-Esprit med sine 19 brobuer.

Hotel du Commerce i Pont-Saint-Esprit

Nå, et hurtigt bad og så lidt sightseeing i kringlede og smalle gader i en by, der kunne have været meget charmerende, hvis ikke den virkede så uplejet, forladt, forstemt og forfalden – selv kirken, som vi ville have aflagt et besøg, havde givet op var lukket.
Men lige ved siden af vores hotel var der heldigvis en dejlig restaurant, som serverede dejlig mad, så nu var balancen atter genoprettet.
De første dage var vi blevet puffet af sted med mistralen i ryggen, men nu var vinden gået i syd, og vi havde for første gang haft lidt modvind, der dog ikke betød særlig meget med de gode cykler, vi havde.
Bestilte overnatning i Orange
Varm nat, God søvn.

2.juni.
Dejlig morgenmad i noget der lignede en hyggelig privat stue, tidligt af sted, varmt og stille, alt tydede godt og så pludselig kørte jeg lige frontalt ind i en stander, som stod midt på cykelstien for at spærre for bilkørsel – BUM !
Standeren var heldigvis af træ, cyklen var heldigvis stærk, og jeg slog mig heldigvis kun lidt helt uden blod og andre grimme ting, så bortset fra forskrækkelsen og lærestregen om ikke at se på kort og køre samtidig, var det nådigt sluppet.

Søvnig søndagsstemning i Carderousse

Efter det lille intermezzo fortsatte vi på en skøn tur på landet langs vinmarker, figenmarker, mandelplantager, æble-pære-og kirsebærplantager, smukke kulørte marker med lavendel, morgenfruer, asparges og majs – en frodighed uden lige.
Ruten fortsatte på en grussti langs –tror vi - Frankrigs største solfangeranlæg, som strakte sig kilometer efter kilometer efter kilometer, noget var i gang , meget var under etablering. Et fantastisk syn i disse klimabekymringstider.
Ved Caderousse kørte vi ind i den hyggelige by til et torv med familier i søndagsstemning og kaffe under skyggefulde platantræer. I udkanten af byen kørte vi gennem et stort søndagsmarked, og så kunne vi pludselig ikke finde ruten mere. Det var som om den bare stoppede, hvilket den selvfølgelig ikke gjorde, det var bare os, der var holdt op med at tænke klart.
Mens vi stod og drøftede sagen med et tysk par, der også var i tvivl, kom et ungt par spurtende, og de så så tilpas stedkendte ud, at vi hurtigt kastede os efter deres baghjul og det hjalp, og snart var vi ude af byen.
Efter ca. 5 km. forlod vi ruten for at køre mod Orange for at se på byen og især Amfiteateret og havde bestilt værelse for natten.
Da vi planlagde turen, havde vi studeret kortet og ruten til Orange meget nøje. Vi kunne se, at der var et indviklet netværk af motorveje og hovedveje omkring byen, så vi havde forventet en ret barsk indkørsel til byen, og så viste de sig, at vi kom til at køre på små hyggelige landeveje næsten lige ind i centrum af Orange. Fantastisk.
Efter en pause med sandwich og iskold cola fandt vi vores hotel l`Heberge DÒrange, kun for at møde et skilt på døren, der fortalte, at hotellet først åbnede kl. 3. Vi vidste godt at værelset ikke var klar, men havde regnet med at kunne sætte bagage og cykler fra os før sightseeing. Det var lidt øv, for vi havde netop lagt en kort rute for at kunne bruge lidt tid på byen uden cykler og bagage.

Amfiteateret i Orange.

I billetlugen på amfiteateret forhørte vi os om evt. bagageopbevaring, men det var negativt, så vi satte os på en skyggefuld bænk og funderede lidt, og pludselig kom en hjertelig sjæl fra billetkontoret og havde alligevel fundet en løsning på cykler og bagage, som blev sikret bag kæder og hegn – og så kunne vi med sindsro bese det fantastiske flere tusinde år gamle antikteater, som siges at være Europas bedst bevarede.. Vi havde set det før for mange, mange år siden, men det blev det ikke mindre spændende af, og eet er i hvert fald sikkert, vi havde aldrig forestillet os, at vi ville komme cyklende for at se det.

Charmerende L´Herbier i Orange – morgenmad på fortovet.

Efter en rum tid blandt gamle antikke sten, fik vi vores værelse på – stønnende – tredje sal, men et dejligt værelse med en fantastisk udsigt over byens tage og amfiteateret i baggrunden.
Efter bad og afslapning tog vi på byvandring i de smalle, charmerende gyder og små-torve, beså kirken, og endte med at spise en aldeles sej and på en ellers særdeles hyggelig cafe på en særdeles mild aften, der sluttede med en særdeles god italiensk is – nu da vi var i Frankrig-Hø!
Atter en god dag. Bestilte hotel i Avignon. 40 km.

Så er vi ikke i tvivl om, hvor vi er.

3.Juni.
Foran vores charmerende byhotel lå et lille torv, hvor vi kunne spise vores morgenmad med biler, cykler og morgenvandrere om ørerne, det var fransk, når det er bedst.
Vi var tidligt oppe og på cyklerne allerede kl. 8:30. Vi havde ikke lagt nogen lang dagsrute, men der var meget, vi ville opleve i Avignon, og ruten var ret kuperet, så det var bare med at komme af sted.
Hurtigt ude af byen og tilbage på ruten, kørte vi de første 15-20 km. op og ned og op og ned mellem enorme områder med vinmarker, vinmarker og atter vinmarker og store vingårde/vinslotte, det var helt tydeligt, at vi nærmede os det kendte vinområde, Charteauneuf–du-Pape, med den lille by af samme navn, med resterne af pavens sommerresidens tronende på toppen.

Charteauneuf-du-Pape med ruinerne af pavens sommerslot på toppen.

På vinmarkerne var der travl aktivitet. Der blev stynet vinstokke, klippet topskud, der blev renset mellem rækkerne og der blev - nå, ja, det hører vel også med – sprøjtet godt og grundigt. Der var meget at se på, og der var meget at undre sig over.
Vi nærmede os Avignon, vejene var hullede og stenede og skiltningen meget mangelfuld, så vi blev mere og mere usikre på, om vi overhovedet var på rette vej. Vi havde på fornemmelsen, at vi i stedet for at nærme os kom længere og længere væk fra byen, og da vi forhørte os hos en mand ved et supermarked, kunne han bekræfte, at Avignon befandt sig hele 8 km. væk. Han himlede med øjnene og begyndte at forklare, hvordan vi skulle vende om og finde ind til byen. Vi var lige ved at følge hans anvisning, da der heldigvis kom et par cyklister, som vi forenede vores usikkerhed med, og som vi omsider fandt den rigtige, meget trafikerede vej sammen med. Det var noget mere besværligt og trafikeret at komme til Avignon end til Orange dagen forinden, men frem kom vi, og da vi endelig stod ved den gamle, tykke bymur, kunne vi ånde lettet op.

Bymuren rundt om Avignon.

Efter endnu nogen søgning fandt vi Rue de la Republic og Hotel Regina, som var bestilt p.g.a. sin beliggenhed i nærheden af Pavepaladset, som var eet af målene for vores besøg.
Vi blev overstrømmende modtaget af en særdeles venlig receptionist, fik cyklerne i stald og et dejligt værelse på 4. sal med kaffe, adgang til tagterasse og ( heldigvis) elevator.
Efter et hurtigt bad kunne vi bruge resten af dagen til en rundtur i pavepaladset, hvor paverne havde levet et komfortabelt liv tilbage i 13.-14.årh, et besøg i den tilhørende kirke og en afslappende stund i pavapaladsets have, hvorfra vi 40 år tidligere var blevet bortvist af en opsynsmand, fordi vi havde lejret os i græsset med frokostkurv og børn. Det måtte man bestemt ikke.
I 2019 var der kommet både kaffe og cafe`, som vi kunne nyde godt af. På den store plads foran pavepaladset var der et mylder af folk og en jazz-spillende trompetist, som vi sad lidt og lyttede til, hvorefter vi hentede lidt varmere tøj, fandt en salat Nicoise, og så var der ellers dømt godnat efter en dag med mange oplevelser. 43.km.

Pavepaladset i Avignon.

Hotel de le Musee – en oase midt i storbyen.

4.Juni.

Høj sol og afgang kl. 8.30. På den anden side af bymuren kørte vi over en trafikeret bro, fortsatte langs floden på en ret befærdet hovedvej og fik så hurtigt på fornemmelsen, at vi var på vildspor. Vi vendte om og talte med et ungt par, der fandt ruten på mobilen, men vi måtte alligevel forvilde os lidt mere rundt, før vi atter var på rette vej. Det gik der så lige en times tid med.
De næste ca. 10 km. kørte vi roligt af sted på en varm grusvej med meterhøje gyvelbuske på begge sider til den lille by, Aramon, hvor vi kørte lige ind på torvet til skygge og kaffe. Fandt en lille bager, hvor vi købte vand og quiche til forplejning på resten af turen.
Efter Amaron gik ruten væk fra floden ad småveje ind i landet langs vinmarker, fersken- og abrikos plantager og olivenlunde, en frodighed uden lige – men en bænk til frokostpause fandt vi ikke, så vi endte med at stå ret op og ned i skyggen på et lille torv i en lille by ( Theziers ) og stille sulten med den ene quiche.

Restaurant Van Gogh – her har han efter sigende tilbragt mange timer.

Da vi imidlertid kom lidt udenfor byen og kørte på en fuldstændig nylagt cykelsti, fandt vi masser af borde og bænke til den sidste quiche og lidt hvilepause.
Herfra fortsatte ruten langs en lang, lidt ensformig cykelsti med helt pæn modvind til Beaucaire, hvor vi tog endnu et hvil før de sidste små 20 km. til Arles, hvor vi havde booket to overnatninger.
Fra Beaucaire gik ruten atter bort fra floden og ind i landet ad småveje, der snoede sig til højre og venstre igennem landskabet med en ganske pæn vind imod. Der var mange muligheder for at køre forkert, og da vi netop stod og var meget i tvivl, kom et ægtepar som meget beredvilligt fortalte os, hvordan vi klarede den sidste del ind til byen.
I forstaden Fourques passerede vi en meget flot hængebro, fulgte rutebogens alternative vejvisning og fandt broen til centrum. Det første det bedste sted, hvor der var en cafe, tog vi et hvil med kaffe og croisant , googlede hotellet og fandt det hurtigt.
”Hotel de le Musee” viste sig at være et aldeles charmerende byhotel med en helt fantastisk idyllisk gårdhave med slyngplanter, blomsterkrukker og plads til gæsternes morgenmadsspisning.
Vi fik en venlig modtagelse, cyklerne i stald, fint lille værelse, bad og vasketøj ordnet, og så var vi ellers klar til at indtage Arles og finde noget mad.

Denne trappe har Van Gogh efter sigende vandret op ad mange gange til sit elskede billardbord

Bevæbnet med et bykort begyndte vi så søgning efter én af de restauranter vores hotelvært havde udpeget. Og godt for kortet, for Arles er i sandhed en labyrint af små gyder, der snor sig ind imellem hinanden, og som for turister som os indbyder til at forvilde sig i.
Van Gogh har jo tilbragt en del år i Arles, og en del af hans kendte motiver stammer herfra, så det var naturligt for os at dumpe ind på Restaurant Van Gogh, der lå på et lille torv side om side med en masse andre restauranter. Vi var godt tilfredse med valget og også rigtig godt tilfredse med den halve kylling med salat, som vi valgte fra menukortet.
Vi spurgte tjeneren, om det nu også var det gule hus, som Van Gogh i sin tid havde tilbragt mange timer i, og det fik vi bekræftet og blev opfordret til at gå op på første sal, hvor det billardbord, han havde spillet mange fighter på, stadig stod.

Skøn dag. Godt møre 65 km og hviledag næste dag.

5. Juni.

Folketingsvalg i Danmark. Rød blok står til sejr. Spændende.
Sov lidt længere end vi plejede og spiste skøn, skøn morgenmad i den idylliske gårdhave.
Vi havde tre ” to do” ting på programmet før den egentlige sightseeing.

turistkontoret for at få kort over Camarguen og rute til Saint Maries de la mer.
Hoteloversigt i Saint Maries de la mer.
Finde banegården og købe billet til hjemturen til Lyon.Vores Bikeline-cykelbog fortsatte lige ned til Rhonens udmunding, men da vi gerne ville køre gennem det store deltaområde Camarguen, måtte vi have et andet kort til den sidste del af turen.På turistkontoret hjalp de os med kort (dog ikke decideret cykelkort med detaljer, men vi regnede med at det gik) og forklarede os, hvordan vi fandt den rette vej ud af byen.

Vi fik også en tyk, tyk tryksag med hoteloversigt, som vi kunne gå hjem og studere bagefter.
Da det var gjort, begav vi os gennem byen til banegården, hvor vi købte billet til Lyon den følgende mandag kl. 12 uden skift. Så var det klaret, og vi kunne kaste os over Arles`s herligheder.
Der er utrolig mange velbevarede romerske bygninger i Arles, og vi tog dem på stribe. Det romerske antik teater, der er eet af byens ældste byggerier, det fantastiske velbevarede Amfiteater og resterne at et stort thermanlæg.

Det velbevarede amfiteater i Arles

Hyggelige småtorve overalt.

Derefter tog vi hul på Van Gogh og bevægede os til ”Fondation Vincent Van Gogh”, som vi fejlagtigt troede var et Van Gogh museum med masser af hans kunst – men det var det så ikke. Der var 5 små billeder og ellers flere etager med en kunstner fra Georgien plus et par stykker for os ligeså ukendte malere. Det var ret skuffende, og da vi senere talte med indehaveren af en cafe, gav han os ret i, at det der med Arles og Van Gogh var lidt vel opreklameret.
Nu var dagen ved at være brugt, så vi dryssede langs floden tilbage til hotellet, hvor vi fandt overnatning i Saintes Maries de la mer for de næste tre nætter. Hotel Mirage for 700 pr. nat. Det var noget af det billigste, vi kunne finde i det område.
Og så var det ved at være tid til turens første pastice, som vi havde glædet os til og et godt måltid på restaurant Van Gogh.
Sluttede dagen med at konstatere, at det havde været et godt valg i Danmark. Så bliver det spændende at se, om Mette Frederiksen kan klare at styre landet for den næste periode.

Den ene af Camarguens tre ” must se” de sorte tyre.

6.juni.

Sol og let vind – fra syd – hvilket betød modvind.
Afgang kl. 9:00 over broen og til en rundkørsel, ganske som de havde forklaret os på turistkontoret. Til Saintes Maries de la mer går der en befærdet hovedvej og et par mindre veje, og kunsten var jo at undgå hovedvejen, men pludselig befandt vi os alligevel på hovedvejen, hvor vi konsulterede en kommunalarbejder, der gik og slog græs i grøftekanten. Han var meget imødekommende, ville rigtig gerne hjælpe os, men han talte udelukkende fransk, og da vi ikke forstod det hele, kørte vi blot tilbage den vej han pegede og håbede det bedste.
Som næsten altid var vi heldige at møde et tysk par, der havde bedre kort end os, og så lagde vi os i deres baghjul og kom næsten udenom hovedvejen.

Den anden af Camarguens tre ” must se” – de vilde, hvide heste.

Det er ikke nemt uden et ordentligt kort, måtte vi hermed konstatere.
Herefter gik det ad smalle hullede næsten øde småveje, hvor det efterhånden var tydeligt at vi nærmede os det sumpede deltaområde Camarguen. Langs grøfterne groede der siv og vandet i grøfterne stod næsten i vejplan, og frøerne levede deres ubekymrede liv i grøfternes mudrede vande og mindede os endnu en gang om vores våde cykeltur langs Loire for et par år siden.
Camarguen har tre ” must se”: Hvide, vilde heste, sorte tyre og flamingoer. Vi begyndte allerede nu at spejde, og da vi stødte på et udsigtstårn, besteg vi det sammen med en vognfuld turister og fik her det første glimt af en flok hvide heste.

Den tredje – endda i overflod – de lyserøde famimgoer.

Endnu kørte vi på fin asfaltvej, men det skulle ændre sig.
Efter ”Domaine de Majanes” et stort ferieresort med masser af hvide – ikke særlig vilde – heste til udlejning, og hvor man også kunne få kaffe og lidt at spise, mødte vi den grusvej, som vi skulle følge de næste fortvivlende 15 km. ” Fortvivlende, fordi den var rædselsfuld at køre på. Store skærver, huller, løst grus - der var alt i en for cyklister uskøn blanding, så vi skrumplede af sted og håbede inderligt at dækkende holdt, så vi ikke skulle til at reparere cykler med myg og andet svirrende om hovedet midt på en støvet vej uden mindste skygge for solen.
Efter nogle få kilometer ad grusvejen kunne vi så sætte flueben ved næste ” must se” nemlig en kæmpe flok sorte tyre, der heldigvis var afskærmet fra os med forsvarligt pigtrådshegn . Hvide heste så vi flere flokke af, og flamingoerne troede vi, at vi fik øje på, hver gang vi kunne spotte noget hvidt i horisonten. Det kan da nok være, at det har været flamingoer, men den helt store oplevelse fik vi, da vi omsider var kommet ud fra grusvejen et par kilometer fra Saintes Maries de la mer og mødte et stort vådområde med hundredevis af flamingoer, der under forskellige gurglelyde gik og skovlede spiseligt i det lave vand. Et fantastisk skue, som vi næsten ikke kunne løsrive os fra. Så var grusvejens besværligheder( næsten) glemt.

Saintes Maries de la mer – hurra!

Saintes Maries er en rigtig ferieby, en forholdsvis ny by med lav, gul bebyggelse, masser af cafeer, restauranter, turistbutikker og hoteller, og en fantastisk skøn strand hele vejen langs byen – en strand helt uden parasoller og liggestole, som man ellers finder dem sydpå. Det var meget befriende.
Vi skyndte os at finde vores dejlige værelse på Hotel Mirage, købte en sandwich og tog en time i strandens varme sand for at glemme grusvejens genvordigheder.
Om aftenen var vi heldige at dumpe ind på byens –tror vi – bedste og hyggeligste restaurant, hvor vi fik turens indtil videre bedste måltid : Lækre små tapasretter og god lokal vin til og endda til turens bedste pris.

Den sorte madonna i Saintes Maries de la mer.

7.juni.

Vejrudsigten havde fortalt os, at det ville blive maga blæst, og det var ikke overdrevet. Vi havde ventet det, og havde det i tankerne, da vi bookede hotel med have, hvor vi kunne opholde os selv om det stormede.

Men første skulle vi på sightseeing.

Kirken er kendt for sin sorte madonna. Hvert år i begyndelsen af sommeren valfarter sigøjnere i tusindvis til byen for at fejre den sorte madonna, og den fejring havde netop fundet sted, så hun var pyntet med mange lag spraglede kapper, hårpynt og smykker og stod i krypten omgivet af blafrende stearinlys, kunstige blomsterarrangementer og masser af håndskrevne hilsener med billeder af afsenderne. Et mærkeligt skue.

Saintes Maries de la mer bød også på en tyrefægter arena, hvor man heldigvis efter sigende ikke dræber tyrene og på et stort fødevaremarked med alskens lækkerier, som man absolut intet kan købe med hjem af, når man er på cykel. Så vi nøjedes med smagsprøver og med at beundre.

Resten af dagen tilbragte vi med hver vores bog i en liggestol i hotellets have. Det var heller ikke dårligt.

8.juni.

Vågnede op til sol og atter stille vejr.
Vi håbede på en dejlig stranddag, men tog først en cykeltur ud til begge ender af byen for at rekognoscere lidt med henblik på morgendagen tilbagetur til Arles . Vi havde absolut ikke lyst til at gense grusvejen, så vi overvejede alternativer.
Og så var der ellers dømt havbad og varmt sand. Og vi fik begge dele kun afbrudt af en lille frokostpause med lidt købte salater i hotellets have.
Det var pinse, og der var rigtig mange badende strandgæster, men der var plads til alle og vandet var friskt og rigtig dejligt, så vi fik svømmet adskillige gange og fik skyllet vejstøvet grundigt af.
Den dejlige dag sluttede på ”vores” restaurant med flere smagsprøver på lækre tapasretter

Tilbage i Arles – så er turen ved at være slut.

9. Juni.

Så var det farvel til havet og tilbage til Arles. MEN HVORDAN ?

Vi havde tre muligheder:

1- tage grusvejen tilbage – øv!

2 -tage hovedvejen tilbage – øv !

3- tage den lokale bus sammen med cyklerne, hvis der ellers var plads - øv !

Vi diskuterede frem og tilbage, frem og tilbage og endte med at håbe på, at der på hovedvejen var et spor i vejsiden til cyklister – og så faldt afgørelsen på hovedvejen.
Vi spiste hurtig morgenmad og kom tidligt af sted. De første 10 km. var på almindelig landevej, derefter kom ca. 15.km på den hovedvej, vi havde frygtet, men som faktisk viste sig ikke at være så slem endda. Vi havde prøvet det, der var værre. Dels var der et helt pænt spor til cykler, og dels var det søndag, så der var ingen tung trafik og heller ikke voldsomt mange bilister, der var stået tidligt op, så vi bed tænderne sammen og fik det hurtigt overstået selv om der var en pæn modvind.
I nærheden af byen Albaron kunne vi dreje fra og fortsætte på den landevej, vi kendte fra nedturen, og som førte os hen til Domaine de Majanes, hvor vi vidste, at vi kunne få kaffe og hvil. Vi havde købt et kort i en boghandel i Saintes Maries, og med det i hånden var det ikke vanskeligt at klare de sidste 15-20 km. uden at køre forkert, og efter 5 timer og 52 km. kørte vi over broen til Arles og vores dejlige Hotel Le Musees, hvor værelse 4 stod og ventede på os.
Vi vaskede vejstøvet af os, spiste en salat på et lunt hjørne i byen, tog en runde på et kloster fra år 300 og fik et køligt glas overfor amfiteateret, mens vi endnu en gang undrede os over, hvad man kunne bygge for mere end 2000 år siden.
Efter endnu et besøg på restaurant Van Gogh sluttede dagen og desværre også cykelturen for denne gang. Morgendagens cykeltur skulle jo kun gå til banegården. Det var helt vemodigt.

Vi venter på toget – og aner heldigvis ikke, hvad der venter……

10. Juni.

Vi havde god tid til morgenmaden, for toget skulle først gå kl. 12.
Vejret var skiftet, det var lidt gråt og køligt, og vejrudsigten lovede regn, når vi kom til Lyon.
Endnu en gang må vi glæde os over, hvor heldigt vi har været med vejret.
Vi var i god tid på banegården og sad og så den ene toplæssede cykel efter den anden entre perronen, så vi begyndte at ane, at der kunne blive trængsel i toget – men hvad der ventede os, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os.

Der var vel plads til 7-8 cykler i cykelvognen, og vi var vel fra start det dobbelte. Næste stop ligeså mange cyklister med toplæssede cykler – og næste stop ligeså. Til sidst var kupeen så proppet, at cyklerne måtte stå i flere lag, selv toilettet var fyldt op af cykler og bagage, og ingen kunne drømme om at få en siddeplads, man skulle endda være glad til, hvis man overhovedet kunne finde plads til fødderne på gulvet.

Trængsel!

Det var voldsomt. Men man må sige, at folk tog det med gevaldigt godt humør, ingen vrissede og alle hjalp hinanden med at komme på plads, så dørene i det mindste kunne lukke, når toget satte sig i gang.
Efterhånden begyndte det heldigvis at tynde lidt ud når folk skulle af.
I Valance steg en stor flok af, og da Per ville hen for at gøre sig hjælpsom, så han sin egen cykel plus den ene cykeltaske stå alene på perronen. Den var lige kommet med ud i al tumulten. Det er næsten ikke til at tænke på, hvad konsekvensen ville have været, hvis han ikke havde opdaget det.
Nogen gange kan man være helt urimelig heldig !
Toget var noget forsinket, så først kl. 16 kunne vi godt sultne tjekke ind på Hotel Campanile, hvor vi jo havde boet, da vi startede.
Det var helligdag og mange cafeer var lukket, så vi fandt et supermarked, hvor vi købte sandwich og vand, og så begyndte det at øse, så den rundtur i Lyon, som vi havde håbet på, kunne vi godt aflyse. Ingen af os havde lyst til at slutte af med at blive gennemblødte.
Da det blev tid til det afsluttende cykelturs-måltid , valgte vi at lede efter en restaurant i d parken på den anden side af flode. Derfor krydsede vi endnu en gang Rhonen på Pont de la Guillotiere og vi fik et rigtig dejligt måltid, mens vi talte om, og glædede os over, at være så heldige at kunne cykle og opleve uden uheld og med alle sanser åbne.

Da vi den følgende dag sad i hotellets sofaområde og ventede på en taxa, der skulle køre os til lufthavnen, snakkede vi med den unge receptionist, der undrede sig over, som han sagde, at to så gamle mennesker kunne cykle helt til Middelhavet – Ha !