Fra Prag til Wittenberge
Fra Odense til Kolding mens der endnu var plads.
Langs Moldau og Elben.
Elbe-radweg, som strækker sig helt fra Prag til Cuxhaven, er én af de mest benyttede cykelruter i Tyskland, så den skulle afprøves – dog ikke hele vejen. Vi er heldigvis ikke afhængige af at skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt, så vi planlagde at starte i Prag og tage toget hjem, når benene ikke kunne mere. Men da det gik op for os, at det ikke var så enkelt endda at få plads til cykler i toget, besluttede vi alligevel at sætte en slutdato på og bestilte returbillet fra Wittenberge.
I det hele taget overraskede det os en del, at det ikke var så enkelt, at få arrangeret rejse for to personer og to cykler – i hvert fald ikke på de datoer, vi havde udtænkt os. Vi forsøgte i første omgang, at lade DSB ordne alt med billetterne, men da det efter mange timers ihærdigt arbejde ikke lykkedes, vendte vi os til Deutche Bahn, og de ordnede det hele på under en time.
Afgang den 8. juni fra Odense, skift i Kolding og skift i Hamburg. Ret enkelt – sådan da !
For hvis man tror, at det er enkelt at få to toplæssede cykler bakset flere trin op i en togvogn, og hvis man tror, at man er alene om den ide at tage cyklen med toget, kan man godt tro om igen
Men det skal også nævnes, at det er helt naturligt, at cykelfolk hjælper hinanden med at få cykler og bagage på plads, og man får mange hyggelige snakke med de medrejsende, der er på vej enten til eller fra ”oplevelser på cykelstien” og mulighed for at modtage eller give gode erfaringer videre.
Endnu uden den viden tog vi så af sted fra Odense Banegård med første stop Kolding. Vi havde sørget for, at der var god tid til hvert togskift. Det er vigtigt ! Et par søde unge fyre på Odense Banegård blev udnævnt til ”bagskubbere”, der var god plads til cyklerne og os i toget, så der var absolut ingen panik på første etape.
Fra Kolding til Hamburg stiftede vi så bekendtskab med den overfyldte cykelkupe, så der opstod en anelse af panisk stemning, indtil cyklerne blev kantet på plads, og freden atter bredte sig.
I Hamburg mødte vi et par fra Skanderborg, der ligesom os skulle starte cykeltur fra Prag, så vi fordrev ventetiden med at udveksle cykelerfaringer. Toget til Hamburg var godt og vel fyldt op af cykler, så alle hjalp hinanden med hurtigt at afmontere bagagen og få cyklerne hængt op i de dertil indrettede kroge, mens toget slingrede ud af perronen.
Og så var der heldigvis en del timer med tid til den medbragte mad og drikke og ikke mindst tid til at nyde det landskab, vi susede forbi. Efterhånden som vi nærmede os Dresden og efterfølgende Prag, blev der mere og mere for os fra det flade Danmark at kigge på, og vi glædede os til at skulle sidde på cyklen og nyde naturen i langsomt og roligt tempo
Prag var endestationen for os og for toget, så vi have forholdsvis god tid til at få cykler og bagage ud på perronen, og der stod vi så, sammen med det par vi havde mødt i Hamburg, og skulle finde vej ud af en helt enorm stor og forvirrende banegård. Med lidt frem og tilbage og ved fælles hjælp fandt vi endelig en udgang, og der – stående lidt rådvilde på banegårdspladsen - blev vi mødt af den lune aftenluft og den tjekkiske hjælpsomhed i form af en ung mand, der ganske uopfordret tilbød sin hjælp. Det var en lidt underlig fornemmelse at komme trækkende med to toplæssede cykler igennem den pulserende og feststemt storby, men de knoppede brosten, trafikken og det tiltagende mørke afgjorde, at det var russisk roulette at stige på cyklen her.
Efter den unge fyrs anvisning fandt vi ”Deminka Palace”, hvor vi havde booket to overnatninger, og hvor hotellets receptionist hurtigt tog vore cykler og bar dem op på 1. sal, hvor de kom i stald, indtil de skulle ud på den lange tur.
Vi fik smidt bagagen ind på vores værelse og ilede ned til restauranten kun for at få at vide, at køkkenet var lukket for aftenen !! Den tjener, vi talte med, var ret bestemt og ufølsom, men da vi gik udenfor, kom en af servitricerne løbende efter os og sagde, at lidt længer oppe ad gaden var et åbent minimarked, som måske kunne stille vores sult. Og så traskede vi igen igennem den lumre aften, købte boller, lidt ost og lidt vin, som vi efterfølgende spiste på hotellet, og så var det også lige her i natten, at det gik op for os, at tjekkerne stadig har deres egen valuta – det anede vi faktisk ikke. Vi kunne godt betale i Euro men fik tilbage i koruna og det endda med en særdeles favorabel kurs for minimarkedets indehaver !! nå, pyt – vi skal jo alle leve.
Husfacader langs Moldau.
Moldau og Karlsbroen.
Afgang fra Deminka Palace – et fint gammelt ombygget palæ
9. juni.
Høj sol, varmt fra morgenstunden og tid til sightseeing. Vi havde mange planer, men vidste samtidig godt, at på blot en enkelt dag, kunne det kun blive ret overfladisk, og der var én ting, som skulle klares, og det var at finde vej ud af byens mylder til cykelruten næste dag. Så vi lagde ud med en frisk morgentur, fulgte vores indtegnede rute og fandt hurtigt og uden problemer ned til Moldau, hvis bredder skulle lede os ud af byen næste dag. Så var det på plads
For Goethe var Prag ” Den skønneste sten i verdens krone”, stod der i vores cykelbog. Om han havde ret, vil vi ikke dømme, men smukt, det var her. Vi gik over Karlsbroen, vi gik til borgen, vi forsøgte at komme ind at se kronjuvelerne, men køen var for lang, vi gik til den gamle bydel med de smukke husfacader, udsmykninger, palæer, torve og springvand og kom lige akkurat for sent til at se det berømte atronomiske ur slå hel-slag og vise sine figurer, og alt det gjorde vi sammen med en million andre turister – og vi besluttede, at vi ville komme tilbage en anden gang uden cykler og tage det hele og mere til i et roligere tempo.
Efter en pause med fødderne oppe på hotellet fandt vi kylling i pebersovs og et par gode glas vin på et lille torv ved vores hotel, og så var det ellers tidligt til ro. Morgendagens første etape til Melnik var gennemgået, og vi glædede os til at komme af sted.
10. juni.
Sol og blå himmel. Afgang kl. 8,30 efter en god, lang søvn. Forventningerne helt i top. Vi startede med at trække gennem den søndagsstille by ad den rute, vi havde afprøvet den foregående dag, så snart var vi ved Moldaus bredder og kunne stige på ” hesten” med et sidste kig til den berømte ” Karlsbro”.
Det var ikke vanskeligt at finde ruten, for det gjaldt blot om at have Moldaus mudrede vande på vores venstre side, så det gik hurtigt derudaf på en stille sti flodsti med en blid vind imod os. Ved Troja ca. 10 km. udenfor Prag blev søndagsstilheden brudt, og vi blev tilskuere til en spændende raftingkonkurrence med deltagere, der væltede rundt på en forhindringsbane i de kunstige bølger i små kajakker og med højtalere, telte og massevis af mennesker, der opmærksomt fulgte med.
Humlemarker i ” Humleland ”
Efter endnu små 10 km. frarådede cykelbogen os at fortsætte ad cykelstien, der ville blive særdeles smal og stejl, og i stedet tage en omvej – en stejl omvej vel at bemærke – lidt væk fra floden til den nærmeste lille by, Klecany. Vi fulgte rådet, og det var op og op og sved og støn, og så stod vi i en lille by, hvor der også var festivitas med markedsboder, gamle veteranbiler, masser af mennesker og ikke mindst kaffe til os.
Ude af byen fandt vi atter vej ned til floden og til cykelruten. Vi mødte en cyklist, der kom fra den rute, vi var veget udenom, og han bekræftede os i, at det var en god beslutning, vi havde taget.
Morgenmaden var for længst ved at være brugt op, og meget belejligt, lige da vejen slog et knæk ved Chvaterruby, var der en cykelcafe med en meget stor( lidt for stor) bratwurst og kold cola og hyggelig underholdning af nogle lokale, bedagede spillemænd, der vist skulle holde en slags søndagskoncert, men vi nåede dog kun at overvære de indledende manøvrer, for vi skulle videre.
Ved Lobecek skulle vi krydse floden, cykle 5 km. på den venstre bred og krydse floden igen på en anden bro – men den bro så ud til at være spærret, så det tyggede vi lige lidt på. Mens vi tyggede, mødte vi atter den tjekkiske venlighed i form af en ung politimand, der uopfordret tilbød sin hjælp. Han sagde, at det var i orden at køre over broen og forklarede desuden, hvordan vi derefter kom videre.
Efter broen kørte vi gennem en stor park, Veltrusy, hvor vi delte cykelstien og den smukke natur med mange familier på søndagsudflugt og endda et nygift brudepar, vi kørte gennem små søvnige landsbyer, forbi kæmpestore humlemarker ( vi var jo i ” Humleland” ), krydsede under motorvejen og skulle så atter krydse floden, denne gang med en lille færge. Da vi kom til færgelejet, var færge og færgemand ovre på den anden side, men han ( færgemanden) signalerede ” 5 min.” til os, og snart så vi, at han løsnede færgen og bevægede sig over til os uden motorkraft men via et sindrigt system med kabler og vandkraft, som han sagde, var opfundet af Leonardo Da Vinci. Om det havde sin rigtighed, vides ikke, men smart og hurtigt var det i hvert fald og kostede ca. 50.kr.
Miljøvenlig færgefart over Moldau.
Spillemænd på torvet i Melnik.
Færgemanden anbefalede os en nylagt sti langs bredden, så det gik hurtigt på godt underlag mod Melnik, hvor vi havde bestilt overnatning, og hvor vi skulle have dagens sidste udfordring. Melnik knejser højt over floden med vinmarker på skråningerne, og cykelbogen havde to anvisninger på, hvorledes byen skulle angribes : den ene vej stejl men lidt kortere end den anden, der var lidt mindre stejl, men så til gengæld noget længere – vi valgte den lidt længere, men hvis den var mindre stejl, ville jeg nødigt have prøvet den anden. OP kom vi dog omsider med sved på panden og lige i favnen på en byfest med korsang og musik og folk i folkedragter og til vores hotel, U Cisare, der lå tæt på det menneskemyldrende torv.
Her mødes Moldau og Elben.
Afgang fra hotel U Cisare i Melnik.
Vi fik en fin modtagelse, vi fik et godt værelse, vi fik et bad og gik ud for at se på byen. Byfesten var ved at pakke sammen, så nu kunne vi, over et glas dejligt lokal hvidvin, sidde i fred og betragte det smukke torv omkranset af velholdte statelige bygninger, og fra byens kirkemur kunne vi nyde det maleriske syn af Moldau og Elbens sammensmeltning.
Vi spiste en ret i hotellets gårdhave, gik en lille aftentur og så var der ellers udsolgt for den dag.
65 km. Flot tur og flot vejr. Det havde været en god begyndelse.
11. juni.
Op til strålende solskin og en herlig morgentur nedad den stejle opkørsel, vi havde svedt over den foregående dag, over broen og ud på en dejlig fredelig sti med fuglefløjt, stille morgenstemning og floden på vores højre side.
Skiltningen var overalt meget fin, så det skulle ikke være muligt at køre forkert, men det lykkedes os alligevel. Vi skulle køre under banelinjen på et tidspunkt, men vi valgte det forkerte sted, og kom derfor til en anden lille by end den vi troede, det var. Hvis vi havde læst på byskiltet, havde vi fundet ud af, at vi ikke var, hvor vi troede, men det gjorde vi ikke, så vi fortsatte en meget lang opkørsel, som vi troede var en del af ruten, men det var den så ikke, så vi måtte ned igen … så det tog en rum tid og en del irritation, før vi fandt tilbage på sporet igen.
Skøn morgen.
Det var ikke ligefrem sådan, at cafeerne stod i trængsel langs cykelruten, så vi var glade, da vi fandt en lille kineserbutik i en lille by, Libotenice, så vi kunne få lidt frisk vand, en kold cola og en croissant, som altså måtte gøre det ud for frokosten indtil videre.
Vores mål var Theresienstadt med fangelejr, med jødiske ghetto, kirkegårde, henrettelsesplads og krematorium. En voldsom og forstemmende oplevelse, der kaldte på eftertænksomhed og undren over, at mennesker kan behandle hinanden så grusomt.
Det havde været en varm omgang, så vi var ved at være møre. Vi fik en sandwich og rigeligt med iskoldt vand, og så kastede vi os på cyklen de sidste 5 km. til Litomerice, hvor vi havde bestilt værelse på Apollon hotel, som vi fandt efter lidt søgen.
Det var hamrende varmt, og vi var godt trætte, så et bad og lidt rent tøj gjorde underværker, og så begav vi os ellers - efter hotelværtens anbefaling – til en lille hyggelig restaurant ” Dobra Basta ”, som lå smukt i gamle bygninger i grønne omgivelse, og som serverede turens vel nok bedste måltid for os. Vi fik langtidsbraisseret dyrekød med grønsager og kartoffelgratin og hver en skøn, skøn dessert, vi smagte rigeligt på den lokale vin, og kom af med hvad der svarer til 225 i danske kroner. Sådan !
Vi havde regnet ud, at dagens etape kun skulle være på 45 km., fordi vi skulle have god tid i Theresienstadt, men pga. vores kludren rundt, stod tælleren på 65, så denne aften blev heller ikke gammel, før vi lå i vore senge.
Aftenstemning i Litomerice.
Spejlblank morgenstemning ved Elben.
12. juni.
Stadig høj himmel og varmt, afgang kl. 9,00 og hurtigt ude på den grus og småstensbelagte cykelsti langs den spejlblanke flod. Efter 10-12 km. ved Cirkvice vidste vi, at vi skulle stejlt opad i to etaper, så vi indstillede os på atter en tur i svedekassen. Vi klarede den første etape, og vel oppe kunne vi se næste etape foran os, og den så endnu stejlere ud, så vi mosede på, det bedste vi havde lært. Og det var virkelig stejlt, ubehageligt stejlt, og vi undrede os faktisk over, hvem der havde fundet på, at cyklister skulle jages op ad sådan en stejl vej. Da vi kom helt op og så den lille grussti, der førte videre, var vi straks klar over, at vi igen var på vildspor. Vi lod cyklerne stå og vandrede nedad til vi fandt nogle, vi kunne spørge, og ganske rigtigt …så vi måtte atter opad for at hente cyklerne, trække ned og spørge os selv og hinanden, hvad der lige fik os til at forcere den stejle opstigning uden så meget som et blik på cykelkortet først
Vel nede med flad sti under hjulene kunne vi pludselig tænke klart og finde det skilt, vi havde overset i vores iver efter at få den stejle etape overstået. Lidt småbandende piskede vi os selv videre og klarede den ”rigtige” opstigning med oprejst pande.
Gamle velbevarede vaskepladser i Decin.
Ved Usti nad Labem , hvor vi stod lidt og ventede på hul i trafikken for at krydse en vej, dukkede pludselig det par op, som vi havde fulgtes med i toget til Prag. De tog nogle længere etaper end os, men vi fulgtes ad et lille stykke, og skiltes så atter – de for at spise deres medbragte leverpostejmad , og vi for at finde et cafe, hvor vi kunne få stillet sulten. En cafe fandt vi dog ikke, men vi fandt et lille supermarked, hvor de i slagterafdelingen smurte en dejlig sandwich til os. Vi fik en banan og frisk vand og efter lidt kørsel et fint cykelrastested med tag, hvor vi spiste vores frokost og igen blev overhalet af det danske par, som vi fandt ud af hed Amanda og Flemming.
Det var virkelig lummervarmt, vi kunne fornemme, at et eller andet var under opsejling, vi fik da også en lille byge, der varede lige så længe som det tog at finde regntøjet frem, men mere blev det ikke til.
I udkanten af Decin, hvor vi havde bestilt overnatning, gjorde vi holdt ved et kaffested, fik kaffe og medbragte kiks og hilste en sidste gang på Amanda og Flemming, der fortsatte, mens vi tog de sidste 5 km. til byen, hvor vi fandt vores hotel smukt placeret på torvet ikke langt fra cykelruten.
Efter bad og udpakning brugte vi lidt tid på at tilrettelægge de næste to etaper, således at vi kunne få lidt tid til sightseeing i Dresden. Det ville blive to forholdsvis korte ruter, men så måtte vi jo kompensere senere, for Dresden krævede sin tid.
Kiggede lidt på byen, spiste grillet kylling og en suppe på torvet ved hotellet, og det var så slut på endnu en dag fuld af indtryk – 55 km og en irriterende forkertkørsel !!
13. juni.
Afgang kl. 9,00. Dette var sidste overnatning i Tjekkiet og efter ca.12 km. kom bom og skilte, der markerede, at vi nu forlod Tjekkiet og bevægede os ind i Tyskland – det gamle DDR. Tjekkiet havde været et overraskende, behageligt bekendtskab, smuk natur, kønne byer og venlige mennesker, det gør vi gerne om en anden gang.
Vi nærmede os ”Die Sachsische Schweiz”, et 700 kvadratkilometer stort bjergområde mellem Decin og Pirna, som vi jo selvsagt kun kunne ane konturerne af fra vores cykelsti, men som gav anledning til mange beundrende stop. Det var et utrolig smukt sceneri med flodens blanke vand og de høje tinder som omkransede horisonten.
Grænsen mellem Tjekkiet og det gamle DDR.
Trængsel ombord på cykelfærgen.
På denne strækning af Elben var der gang i udflugtsfærgerne, og et langt stykke cyklede vi faktisk om kap med en færge fyldt med ivrigt vinkende børn. Det blev lidt anstrengende i længden, så det var godt, da færgen satte børnene af ved Schmilka , en lille grænseby på den anden side af floden, hvor vi kunne ane lidt grænsetivoli a la vores grænsehandel ved den tyske grænse.
Ved Bad Schandau kunne vi enten vælge at tage en færge over på den anden side, eller fortsætte og håbe, at en cykelsti under etablering, var blevet færdig – vi valgte det sidste for at undgå nogle kraftige stigninger på den anden side. Vi talte med et tysk par, der var ude at lede efter samme cykelsti, og sammen med dem kørte vi stejlt ned i noget, der viste sig nærmest at være en grusgrav og op igen, og sammen med dem tilbage ad vejen vi kom fra og op igen, for til sidst at finde ud af, at stien stadig var under etablering … så det !
Vi måtte altså over på den anden side og tage de stejle stigninger med et smil, hvilket vi så gjorde.
Ved Kønigstein gik cykelstien ikke længere, så vi skulle atter krydse floden og cykle lidt op og ned indtil næste færge kunne føre os over på højre bred, hvor vi, i udkanten af Pirna/Copitz, havde bestilt værelse for natten.
Ovre på den anden side, ved Kurort Rathen, befandt sig et åbenbart yndet mål for bjergvandrere, for der var et leben af folk – dog mest pensionister – med vandrestave og vandrestøvler og tilmed masser af - for vores vedkommende tiltrængte - kaffesteder, og således tilfredsstillede cyklede vi videre med floden på vores venstre side og på vores højre side pyntelige huse og have, der næsten ledte tankerne hen på østrigsk bjergidyl.
I Stadt Wehlen blev vi ledt lidt indenom byen, kun for at blive stoppet af en vejspærring. Vi talte med en vejarbejdsmand, og han sagde ret bestemt, at vi skulle tage båden over på den anden side – men nix -der kom vi jo lige fra – så han sagde noget med, at det så var på eget ansvar, og så hoppede vi ellers rundt mellem store vejmaskiner og med kogende asfalt under fødderne og håbede det bedste. Vi klarede ærterne, og få kilometer efter nåede vi til ”Elbparadies”, som var vores endemål. Og det var ret paradisisk med udendørs servering lige ned til floden. Desværre var det ikke rigtig ”sidde ude vejr”, så vi nøjedes med udsigten fra hotellets restaurant, og den var bestemt ikke dårlig. Det havde ikke været nogen lang etape – blot 45 km. – men vi havde brugt lang tid på at finde den cykelsti, som ikke var der, så dagen var brugt, og det var vi også.
Paradiset ved Elben.
Mens vi leder efter vores hotel…
14. juni.
Op til strålende sol og dejligt morgenbord. Afgang kl. 9 i lidt kølig morgenluft og pæn modvind.
Over broen fra Copitz til Pirna – fandt efter nogen søgen cykelstien – og så gik det hurtigt af sted. Det skulle være en kort cykeldag – blot 25 km. – så vi kunne nå at se noget at Dresden, og ret hurtigt viste omgivelserne os, at vi nærmede os storbyen. På den modsatte bred lå store palæer side om side afvekslende med skråninger med vinstokke og knejsende vinslotte ovenover, og i horisonten kunne vi – efterhånden som vi kom tættere på – se nogle af de berømte tårne og spir og bl.a. kunne vi nemt finde kuplen af Frauenkriche, som vi vidste, at vores logi lå i nærheden af.
Vores hotel – ja, det var faktisk en stor lejlighed – hed Munsgasse an der Frauenkirche – og lå faktisk 25 meter fra cykelruten. Man skulle blot krydse vejen og cykle under en viadukt, så var man der. Men det vidste vi ikke, så vi tog den første den bedste afkørsel til bymidten og brugte lang tid og spurgte mange mennesker, før vi fandt det.
Stor lejlighed på 1 sal. Kostede faktisk det samme som et almindeligt hotelværelse, cyklerne i stald i kældere og ud at se på Dresden. Vi boede lige i centrum af den gamle bydel med Frauenkirche midt på torvet, så her startede vi vores sightseeing, gik videre til Kreuzkirche, hvor vi sad en rum tid og lyttede til et orkester, der var ved at øve til en koncert senere på dagen. Vi havde jo kun kort tid, så de næste timer blev det også her til et virkelig varmt og overfladisk kig til en by, som vi også kunne tænke os at vende tilbage til.
Vi gjorde det, som man altid bliver advaret imod, vi valgte at spise på torvet nær ved vores logi og der, hvor alle andre turister spiser – og maden var også derefter : Dyr og dårlig !! Men det var en smuk og lun aften, så vi sagde pyt og lukkede ned for dagen og alle indtrykkene.
Sachsische vinbjerge.
15. juni.
Tidligt op, fyldigt og dyrt morgenmåltid, høj sol og afgang kl. 8,30 med blid medvind.
Nu havde vi jo fundet ud af, hvor tæt vi var på cykelruten, så vi var hurtigt af sted og kørte en smuk tur til Meissen, som vi havde besluttet at kigge lidt på. Byen er jo kendt for sit unikke porcelæn, men vi gav os nu ikke tid til at finde porcelænsmuseet trods alt, vi nøjedes med lidt frisk juice og en croissant på et hyggeligt torv, før vi begav os videre.
Meissen set fra flodsiden.
Cykelruten sendte os over broen til højre flodbred, hvor det var tydeligt, at vi befandt os på den Sachsische vinrute, for ud over små vinslotte og lidt større vinmarker havde alle familieboliger næsten uden undtagelse en lille parcel med vinstokke. En meget smuk rute men ind imellem også noget af en prøvelse for dæk og bagdel, for dagen bød på et varieret udvalg af underlag: Skærver, grus, sand, fliser, brosten og endda kampesten, som vi dog måtte kapitulere overfor og trække et par kilometer.
Ved Promnitz tog vi atter en lille færge, da vi havde bestilt overnatning på Gastehaus Am Nixstein , en privat B & B nær byen Strehla på venstre flodbred. Da vi drejede af i Strehla by, befandt vi os atter på en prøvelse af en sti med brosten – ujævn som en hullet ost – og vi overvejede faktisk at vende, fordi vi troede, at det var forkert – og så pludselig i en lysning lå det der – gasthaus Nixstein – med stråtag og udendørs servering. MEN der er altså forskel på Gastehaus og Gasthaus – og dette hørte til den sidste kategori, hvor man kun kan spise, fik vi at vide. Vores endemål lå endnu nogle hundrede meter videre ad den ujævne og hullede sti – nå, men servere kaffe og æbletærte kunne de, så det nød vi, inden vi tog det sidste stykke til Gastehaus Am Nixstein.
Fint værelse , flink værtinde, men ingen wifi til bestilling af næste overnatning – til gengæld fik vi lejlighed til at tage stien endnu en gang retur, for her var kun morgenmad. På gasthaus Nixstein fandt vi så endnu engang lidt kylling, denne gang camoufleret i en ordentlig omgang ost !! – men mætte blev vi, og så kom natten med lyn og tordenvejr.
Brosten !!!!!
16.juni.
Strålende sol fra morgenstunden, dejlig morgenmad på terassen og afgang kl. 8,30.
Det gik let af sted gennem småbyer og på diger med græssende får og rovfugle over hovedet – og så begyndte mørke skyer at trække op i horisonten, og det gik hurtigt, for vi nåede lige at få regnjakken på da det brød løs – og det var ikke en stille og blid sommerregn – det var kaskader af vand og vindstød, der fik blade og grene til at blæse af træerne, så i løbet at nul komme fem var vi gennemblødte fra taljen og nedad – hvorfor havde vi nu ikke lige givet os tid til at tage regnbukser på også ?
Vi fandt et læskur, som vi så delte med et cykelpar fra Bayern den næste times tid. Vi rodede lidt varmere tøj frem, fik regnbukser på, og da det stilnede lidt af tog vi afsked og fortsatte i småregn og stærk vind gennem Belgen til Torgau. Vi overvejede at finde logi i Torgau, men nu var vejret atter blevet bedre, så vi fortsatte til Dommitzsch, hvor vi var overbeviste om, at der var et sted for os at sove – men det var der absolut ikke – så efter at have ledt og spurgt ringede vi til næste by – Pretzsch – hvor de på Parkhotel lige akkurat havde eet eneste værelse tilbage ! Vi forlod Dommitzsch og tog de sidste 15 kilometer i øsregn og vindstød af stormstyrke, så vi ankom dryppende til hotellet, hvor vi fik værelse helt oppe under taget. Bortset fra de mange trapper var det et dejligt værelse og skønt at komme i tørvejr – og efter en god aspargessuppe og en godt og grundigt tørstegt snitzel var det godnat efter en lidt hård dag og76 km.
Masser af storke.
Porten hvor Luthers teset blev slået op.
17.juni.
Blæst og tunge skyer og en lidt træt krop efter gårsdagens strabadser. Vi startede dagen med at lede efter overnatning, og da det blæste ”en halv pelikan”, besluttede vi at tage en lidt kortere rute og overnatte i Lutherstadt Wittenberg.
Afgang kl. 9,30 og direkte til færgen, der fragtede os over til højre bred, hvor vi kørte på diger og over store uopdyrkede græs – og engarealer med storke i mosehuller og rovfugle på udkig over vore hoveder. Det var smukt, men modvinden var stiv, så vi begyndte at misunde dem, der tog turen den modsatte vej og nu kunne sidde på cyklen og blive puffet af sted af vinden.
Vi ankom til Wittenberg ved 14 tiden, og fandt hurtigt ud af, at det var vi ikke alene om – byen vrimlede med turister i anledning af, at det netop var 500 år siden Luther slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg og startede reformationen
Vi fandt ”Am Alten Anker”, hvor vi havde bestilt overnatning og fik et overraskende fint nyistandsat værelse i et ellers lidt snusket og godt brugt hotel. Efter et hurtigt bad tog vi cyklerne tilbage til byen, hvor vi ventede alt for længe på at få serveret et stykke pizza, besøgte Luthers hus, kirken og borgmestergården inden vi vendte næsen mod hotellet for at skrive dagbog, bestille næste overnatning og være de næsten eneste, der spiste i hotellets krostue. Fin dag – trods modvind – og 45 km – og så blev himmelen atter helt blå og vinden lagde sig !!
Luthers hus i Wittenberg. Luthers hustru i baggrunden
Færgen skal passes og blomsterne vandes.
18. juni.
Atter dejligt vejr og afgang kl. 9,00 på den forkerte vej!! Men det opdagede vi heldigvis efter få kilometer og nåede at vende om, før vi ærgrede os for meget.
VI kørte gennem et dejligt område med uberørte enge og store græsarealer med græssende køer. I Coswig kørte vi lige ombord på den færge, der skulle fragte os til den venstre flodbred, og så kørte vi ellers gennem skov – skov – skov – og midt i skoven et dejligt rastested, der havde en pølse, cola og kaffe, alt hvad vi behøvede. Videre gennem mere skov og langs dæmning til Ziebigk, hvor vi var nødt til at spørge om vej. Vi skulle have en færge igen over til en lille by, Bambach, fordi den færge, vi havde regnet med at bruge, var midlertidig lukket. Det par vi spurgte rådede os til at cykle langs floden på en sti, der ellers på vores kort var markeret med ” ret ufremkommelig ”, men som de forsikrede os om var god nok, så vi satsede på, at de havde ret. Og så var det ellers igen skov og grusvej – ret ensformigt - indtil vi mødte parret igen. De stod faktisk og ventede på os, for at vise os, hvor færgestedet var og tak for det, for ellers var vi kørt lige forbi.
På den anden side kørte vi på fin, stille landevej til Steutz, en lille søvnig by med en bænk og skygge til et hvil, lidt vand og et par kiks, og kl. 15,30 kørte vi ind i Steckby og fandt vores logi – Zum Biber – et charmerende sted for cykelfolk – hvor det var godt og billigt. Vi fik et dejligt værelse med en lille balkon, så vi kunne vaske og tørre lidt tøj, nettet fungerede, så vi kunne bestille hotel i Magdeburg og maden var dejlig og smagte godt i den lune aften i den hyggelige gårdhave – atter en fin dag – 60 km. og varmt.
Speakers corner i Steckby.
Slingrende digekørsel på skæve fliser – nix !
19. juni.
Fuld sol og varmt allerede fra morgenstunden. Morgenmad og en hyggelig sludder med 2 damer fra Schweiz der skulle den modsatte vej og var glade for at få oplysning om den færge, der ikke fungerede.
Afgang kl. 8,45 ad humplende og skrumplende veje – og derefter atter de næste 15 km. gennem skov, men denne gang på flisebelagte stier, så det gik ensformigt men kvikt. Til gengæld var de næste mange kilometer noget af en prøvelse. Vi kørte i et område med mange højvandssikrende diger, og på toppen af de diger, havde nogen åbenbart ment, at det var formålstjenligt at anlægge cykelstier, så vi balancerede og slingrede af sted på smalle flisebelagte spor med vores tungtlæssede cykler med konstant fare for at komme til at trille ned ad skråningen. Da vi endelig var færdige med digekørselen, kunne vi næsten ikke strække armene ud, så meget havde vi spændt i forsøget på at holde cyklen på sporet.
I en lille flække – Pretzien – fandt vi en købmand med kaffe, croisant og en sludder med en ældre fyr der stammede fra Prag. Da han hørte, at vi var cyklet fra Prag, mente han, at vi måtte være tovlige, det var ikke noget for ham, sagde han, for han var for gammel, han var nemlig lige blevet 76 år !!! ( Det samme som Per )
Indkørsel til Magdeburg.
Hundertwassers spektakulære bygning.
Ved indkørselen til Magdeburg stoppede vi ved en restaurant og fik en dejlig salat i skyggen, før vi kørte en flot tur ind mod storbyen over imponerende broer og gennem grønne rekreative områder. Da vi kom ind i bymidten tog vi et kig på St. Mauritius und Katharina Dom, en gammel gotisk domkirke fra 1200 med ornamenter og kunst fra de sidste 800 år men overraskende enkel og uden al den forgyldte pynt, som katolske kirker er kendt for, før vi fandt vores ”Intercity Hotel” lige ved banegården.
Vi startede med at lede efter næste dags overnatning og fandt ud af, at der på morgendagens rute var meget få muligheder for at finde logi, så vi besluttede at følge cykelbogens alternative rute på højre bred og fik bestilt et værelse – endda på en flodbåd – i nærheden af Parey.
Det havde været en lummervarm dag – 32 grader i skyggen – og vejrudsigten lovede os en ordentlig omgang regn og torden, så vi talte om at tage toget næste dag, hvis det viste sig at holde stik. Cykle i regn er ikke det store problem, men torden bryder vi os ikke om, så vi tog en helgardering.
Men foreløbig nød vi den lune aften. Vi vandrede lidt formålsløst rundt og befandt os pludselig overfor ”De grune Zitadelle”, Hundertwassers berømte bygning, som straks ledte tankerne hen på Barcelonas Gaudi, og vi sluttede aftenen med at spise italiensk til begges store tilfredshed.
20. juni.
Sol og skyer og tilsyneladende ikke udsigt til torden, så vores helgardering med tog var heldigvis ikke aktuel. Det tager altid lidt tid at finde ud af en storby, og det gjorde det også her, men efter nogen omkringkørsel fandt vi den rigtige bro over Elben, og så var det af sted på en lidt flad og ensformig cykelsti med pæn modvind mod første pejlemærke , Hohenwarthe.
Fra Hohenwarthe skulle vi atter køre det irriterende ”dæmningsræs” de næste 10-15 km, men måske slappede vi mere af nu, eller også var belægningen lidt bedre, for det gik forholdsvis let og hurtigt, og snart stod vi ved det sted, hvor den alternative rute skilte sig ud fra cykelruten …. Og så stod vi med næsen mod en afspærring og en besked om, at end ikke cyklister måtte forcere afspærringen !!
Nå, så blev vi alligevel nødt til at tage færgen over på den anden side og følge den rigtige rute, hvilket så ville betyde, at vi, for at finde det logi, vi havde bestilt, skulle cykle over en bro længere fremme og så cykle 10-15 km. tilbage i igen – det forekom os lidt vel molboagtigt – så vi afbestilte hotellet i Parey og fandt noget andet i Tangermunde vel vidende, at det ville blive en ekstra lang dag.
Efter denne omrokering og efter noget koldt at drikke på den nærmeste cafe bed vi tænderne sammen og fortsatte med kurs mod Tangermunde. Det var en lang, lige og lidt ensformig rute, så vi var glade, da vi i en lille flække, Buch, cyklede forbi et lille egnsmuseum, og vi betalte med glæde de to euro i entre for at få en kop kaffe og dejligt hjemmebag.
De sidste 6-7 km. til Tangermunde blev klaret, og snart sad vi på hotellets fortovscafe midt i byen og fik en skøn, kold og velfortjent fadøl – og således styrkede var vi klar til dagens helt store overraskelse : Dronning Louises værelse !!
Da vi åbnede til vores hotelværelse, troede vi ikke vore egne øjne. Det var som at træde ind på et historisk museum. Alt i værelset var skabt til en tysk dronning, Dronning Louise, med forgyldt himmelseng, silkepuder, silketæpper, rokokkomøbler, nipsfigurer og pynt og midt i det hele
Dronning Louises værelse.
Hotellets hyggelige bartender.
tronede et stort badekar på forgyldte løvefødder !! Det viste sig, at vi var havnet på et meget specielt hotel, hvor alle 16 værelser havde deres helt eget tema. Og vores var altså en for os ganske ukendt dronning Louise. Det var meget besynderligt. Vi var dog glade for, at vi ikke skulle tilbringe en længere ferie der, for det var bestemt ikke et værelse til store armbevægelser – og heller ikke til cykeludstyr for den sags skyld.
Efter et bad – dog ikke i det store badekar – spiste vi mørbrad og bagt kartoffel med et tæppe over benene på en lille cafe overfor vores spektakulære hotel. En lang dag – 80 km. og øm bag.
Barndommens gade
21. juni.
Sol og blå himmel.
Vi ringede til Havelberg og fik et værelse på ” Am Hafen”, og så var det farvel til Tangermunde og vores meget specielle Dronning Louises værelse. Lige ved byens udkant skulle vi finde en sti under er kæmpestor trafikeret bro, men vi missede stien og befandt os pludselig ikke under men på broen. Det var ikke sådan ligetil at vende om, så vi bestemte os for at fortsætte, hvor vi var, ad cykelbogens alternative rute på højre flodbred, da vi alligevel skulle bo på den side.
Ovre på den anden side af broen så vi på et skilt, at vejen til Havelberg var spærret !! Vi fortsatte dog lidt, til vi mødte en ung fyr, der kunne fortælle, at det var et større vejarbejde i byen Hohengøhren , der var årsag til spærringen, men at vi kunne slippe udenom ved at lave en lille omkørsel. Han forklarede nøje omkørselen, og vi fulgte hans forklaring minutiøst og slap fint uden om vejarbejdet. Vi sendte mange venlige tanker til den unge fyr.
Bortset fra en lille smutvej gennem en idylliske landsby, som ledte tankerne hen på vores barndom i 50 erne, var dagens cykelrute faktisk lidt kedelig og ensformig. Vi kørte næsten hele vejen på en cykelsti lang en ret befærdet hovedvej, det havde vi ikke lige gennemskuet, da vi besluttede os for at tage cykelbogens alternative rute. Nå, men pyt, vi havde set så megen smuk natur, at en enkelt dag uden de store oplevelser var til at klare, og da dagen etape var på blot 45 km. , var vi snart i Havelberg og fandt vores hotel, som ganske rigtigt lå, som navnet antydede – ved havnen.
Det var hamrende varmt, så vi fik en lille øl på terrassen og nød synet af floden og bådelivet.
Vejrudsigten sagde, at morgendagen ville byde på regn og lyn og torden, så vi begyndte at overveje, om vi skulle cykle de resterende 40-50 km. næste dag, eller vi skulle cykle 10 km. til den nærmeste banegård og tage toget til Wittenberge, som var turens endestation. Vi forhørte os om togtider på turistkontoret, fik kaffe og kage på en lille cafe, gik så tilbage til hotellet for at finde turens sidste overnatning i Wittenberge, og sluttede dagen med dejlig mad i lun solnedgang med udsigt til Elben. Kunne ikke være bedre.
Før vi gik i seng, tjekkede vi vejeudsigten en sidste gang, og nu så det ud som om det alligevel ikke ville blive så slemt, så vi håbede på en god sidste cykeldag.
Havelberg
22. Juni.
Som det første tjekkede vi atter vejrudsigten og nu blinkede advarselslampen – der stod, at det ville blive ekstremt vejr med masser af vand, vind og torden – så nu var sagen afgjort, vi ville cykle til en lille by, Glonen, hvorfra vi på 10 min. kunne komme sikkert til Wittenberge med tog.
Og så var der bare afgang til de sidste 10 km. – og dog, for hvor var Pers hjelm ?? Sporløst forsvundet. Vi ledte højt og lavt, spurgte personalet men nej – ingen hjelm, så Per måtte tage den allersidste del uden.
Turen startede med en stejl opkørsel midt i Havelberg, men derudover var der ikke meget at bemærke og efter en kort cykeltur, stod vi ved banegården i Gloven. Det var der til gengæld ikke andre, der gjorde. Ingen billetluge, ingen mennesker – men efter lidt søgen fandt vi en billetautomat, der dog var helt uforståelig for os. Nå, heldigvis dukkede der en hjælpsom mand op, han ville gerne men kunne ikke løse automatens mysterier. Så kom der en ung pige, hun ville også rigtig gerne, men heller ikke hun kunne, så vi bestemte at stå på toget og regne med, at det gik an at købe billet, mens vi kørte. Og det gjorde det. Det var ikke noget problem, og efter 10 min. kunne vi trække cyklerne ud på banegården i Wittenberge.
Vi havde bestilt værelse på hotel ” Zum Elbaue”, og det sted begyndt vi så at lede efter. Det var en lidt underlig by, lange, lige gader uden en egentlig bymidte, det var den sidste by i det tidligere DDR, og det syntes som om tiden var stået stille, og udviklingen var gået udenom. Vi fandt vores hotel i udkanten af byen i et lidt nedslidt kvarter, det så ikke særlig imødekommende ud, så vi valgte at ringe afbud og lede efter noget andet. Mange hoteller var her ikke, men efter lidt søgning fandt vi Hotel Germania, som havde værelse til os, hvis vi vendte tilbage ved 14 tiden. Så vi satte os igen på sadlen og fandt en meget charmerende cafe lige ned til floden, hvor vi kunne fordrive ventetiden. Vi fik kaffe og en snak med et par cyklister ved nabobordet, alt mens de sorte skyer nærmede sig faretruende.
Vi ilede tilbage til hotellet, og da Per skruede bissen på, kunne det alligevel godt lade sig gøre at få et værelse med det samme – og godt for det. Vi nåede lige at få cykler, bagage og os selv i sikkerhed, før det hele brød løs, og vi følte os meget heldige, for det blev virkelig et vildt uvejr med blæst, der næsten lagde træerne ned, regn i kaskader og lyn og torden. Vi sad ved vinduet i første parket og fulgte med i uvejrets rasen, og så – efter et par timer – stoppede det lige så brat, som det var startet, og solen brød atter frem.
Vi slentrede rundt i byen, fandt kaffe på en lille cafe og ledte efter et sted at spise aftensmaden, men det gav intet resultat. Der var et par restauranter, men de var begge lukkede og mennesketomme, så det blev hotellets restaurant, der måtte servere turens absolut sidste kyllingeret – denne gang lækkert tilberedt med ovnstegte tomater og masser af rosmarin, og så var det ellers godnat efter sidste dag på denne fantastiske cykeltur. Næste dag stod på togrejse – og hvilken – det vidste vi heldigvis ikke, da vi tørnede til sengs.
Så læsses cyklerne til allersidste etape.
Farvel Wittenberge – farvel Elben – farvel Moldau...
23. juni.
Godt solidt morgenmåltid og så er det hjem med toget kl. 10 – troede vi, for da vi ville forhøre os om, fra hvilken perron toget afgik, fikvi at vide, at vores tog var blevet ramt af torden og lynild i går og var ude af drift – det gik simpelthen ikke !!!
Hvis det kun havde været os to, ville det ikke betyde så meget at finde andre billetter, men nu stod vi altså der med to læssede cykler, og det var jo en helt anden sag. Ihukommende hvor svært det var, at finde plads til cyklerne herned, så vi allerede i øjnene, at vi ikke sådan slap af sted fra Wittenberge lige med det samme – men der havde vi forregnet os. Billetdamen forstod hurtigt
hvad hendes opgave var, og på en lille time, med en støt voksende kø bag os, fandt hun en alternativ rejseplan :
Afgang fra Wittenberge ved 11 tiden. Første skift Schwerin med halvanden times ventetid, næste skift Hamburg med en times ventetid, tredje skift Flensburg med halvanden times ventetid, og sidste hurtige skift i Kolding til Odense, hvortil vi skulle ankomme fire timer senere end planlagt.
Det er jo den slags hændelser, man må tage i stiv arm, så vi var bare glade for, at det overhovedet lykkedes. Vi sendte undervejs mange varme tanker til den kvikke billetdame i Wittenberge,
Toget til Schwerin var en del forsinket, så vi var glade for, at der var så meget elastik i rejseplanen, at det ikke gav anledning til sved på panden, og så nød vi at perronkant og tog flugtede, så vi kunne fortage en stille og rolig påstigning lige ind i togvognen.
Det var til gengæld ikke tilfældet, da toget til Hamburg skulle påstiges. Vi havde svært ved at finde vores togvogn, og da vi endelig fandt den, maste vi os op ad trapperne i sidste øjeblik, kun for at finde ud af, at vi var steget på i den forkerte ende. Vognafsnittet med plads til cykler befandt sig på den anden side af passagerafsnittet, så vi måtte mase cykler og bagage ned mellem sæderækkerne og de måbende passagerer. Bøvle, bøvle men omsider blev bagagen afmontere og cyklerne hængt op i stativerne, og vi fandt en plads og lod pulsen blive normal igen. Vi fik en sludder med et ældre par fra Cuxhafen, der ligesom os havde været på langfart, og der ligesom os, havde det lidt svært med af- og påstigningens kaos.
I Hamburg holdt toget på perronen lang tid før afgang, så der havde vi rigtig god tid til at finde på plads, men i Flensborg var der igen vildt kaos. Der var så mange med toplæssede cykler, at togpersonalet til sidst måtte sige stop, og en familie på tre blev efterladt på perronen.
Vi faldt i snak med en ung student, som skulle til Odense for at besøge sine bedsteforældre, og han tilbød straks at hjælpe med at få cyklerne af og på toget ved næste stop. Han nærmest bar min cykel ud og ind af toget, det var en sand fryd, for i Kolding var der atter trængsel. Fire unge fyre, der var på vej til Roskildefest med højtalere, rygsække og en stor madpakke ( sækkevogn med ølkartoner ) havde åbenbart troet, at de kunne disponere over hele området, så de fik travlt med at stable alle varerne sammen, så vi alle kunne være der. Der kom et par unge gutter fra Hannover med to fuldt læssede cykler, den ene endda med en lang cykeltrailer, der næsten fyldte cykelafsnittet op. De skulle til Sverige i 5 uger, og det var deres første rejsedag, de var lidt slukørede, for alt var gået galt. Forkerte billetter og togforsinkelser så meget, at de ikke nåede Sverige som bestemt, og så skulle de endda stå model til en overhaling fra den kvindelige kontrollør, der påpegede, at det var ulovligt at tage så lang en trailer med på toget. Vi forsøgte at mildne hende, og hun lod dem meget modstræbende køre med.
Vi havde fra starten bestemt, at vi ville cykle de sidste 20 km. hjem fra banegården, og det holdt vi fast i, selv om vi jo var fire timer senere fremme, og tusmørket var ved at sænke sig. Men det blæste en frisk vind fra vest, så vi skød en god fart, og på en time, med god vind i ryggen og et dejligt syn af alle Skt. Hansbålene langs fjorden, nåede vi hjem, netop da kirkeuret slog ti slag.
Det blev atter en uforglemmelig rejse.
