Langs Loire fra Orleans til Atlanterhavet

Morgensol over Loires grumsede vande.

Søndag den 8. juni tog vi toget fra Nyborg til Kastrup Lufthavn godt belæsset med fyldte cykeltasker og store forventninger.

Der var ellers en del, der godt kunne spænde ben for turen – dels var der strejke i Frankrig og mange strejkeramte togforbindelser, dels var der EM i fodbold og bange forventninger om terrorangreb, og dels havde vejrudsigten allieret sig med de strejkende og sendt meldinger om masser af sorte skyer og regn så langt frem øjet rakte !

Vi valgte at tage ja-hatten på og vores gode regntøj øverst i taskerne, og selv om SAS damen ved indtjekning brokkede sig fælt over vores bagage – to x to cykeltasker i hver sin store gennemsigtig plasticsæk – så kom vi godt af sted og landede i Paris godt to timer senere.

For ikke at risikere at blive hængende i Paris p.g.a. strejke, havde vi tilladt os den luksus at bestille en taxa til at køre os og bagagen helt til Orleans. Når vi talte op og lagde sammen – metro/ togudgifter mod taxaudgifter –var det en ekstra udgift på ca. 1200 kr. Mange penge -men godt givet ud, for i lufthavnen stod Muhammed og tog imod os og førte os behændigt og behageligt igennem en myldrende trafik til hotel Marguerite i Orleans, hvor vi havde booket for to nætter, og kl. 19.00 sad vi på et lille torv nedenfor hotellet og fik turens første – men absolut ikke eneste - skønne glas hvidvin.

Det var en dejlig lun aften, vi slentrede lidt rundt i byen, fik en gang salat og sluttede med at hilse på Loire, som skulle være vores trofaste følgesvend de næste fjorten dage.

Prøvetur ved Loire floden.

9.juni

Vi stod tidligt op til en varm og solrig dag. Nå, så havde meteorologerne alligevel taget fejl i deres vejrprofetier – troede vi !

Hjemmefra havde vi lejet cykler gennem firmaet Detoursdeloire og havde aftalt, at vi ville afhente kl. 9.30, så vi havde en god dag til at prøvecykle og få rettet evt. mangler eller fejl.

Værksted og udleveringssted havde vi spottet på bykortet, så det var en smal sag at finde derhen, hvor en flink ansat havde cyklerne parat til os.

Vi aftalte, at vi tog en prøvetur på cykelstien langs floden, for derefter at vende tilbage, betale slutbeløbet og udfylde diverse papirer.

Umiddelbart var førstehåndsindtrykket, at det var rigtig gode cykler, de løb let, og gearskiftet var til at håndtere – jeg var tilfreds, men Per var bekymret. Fra tidligere ture vidste han, at det var svært at svinge benet over , når cyklens bagagebærer var toplæsset med bagage, og han bestemte hurtigt, at en damecykel ville være løsningen. Så vi kørte tilbage til vores cykelmekaniker, der med et undertrykt smil og en lille smart sidebemærkning uden tøven byttede Pers herrecykel til en dame ditto med lav midterstang – så var det problem fejet af banen.

Vi tog en længere tur for at finde den vej, vi skulle forlade Orleans ad næste dag. Det var smukt og varmt, vi fulgte floden, så det var nemt at finde, og snart var vi ovre på den anden side og  ude af storbyen og befandt os på landet blandt gårde, køkkenhaver og græssende køer. Ved Le Loiret – en biflod til Loire – mødte vi et tysk par, som netop var startet på den samme tur til Atlanterhavet, som vi agtede os ud på næste dag, og da vi skiltes fra dem, var det med et ” vi ses”, for det var vi sikre på, at vi ville et eller andet sted på ruten.

Vi vendte tilbage til vores cykelmand, fordi de lejede cykelcomputere ikke fungerede efter hensigten, og da han havde fixet dem, faldt min kæde af – det fik han også ordnet, og så var det ellers slut med besøgene hos ham.

Cyklerne kom i stald på hotellet, og så var resten af eftermiddagen afsat til sightseeing. Der var to ting på dagsordenen: Jeanne D`Arc museet og Cathedral le Croix.

På Jeanne D`Arc museet vistes en film om hendes historiske bedrifter( Meget mere var der heller ikke ) men i Cathedralen med de fantastiske mosaikker og rundbuer stod en stor statue af hende.                         

Vi købte baguettes og vand og satte os på en bænk på Jeanne D `Arc torvet og nød folkelivet  omkring os. På hotellet fandt vi cykelbøger og kort og satte os på en bænk ved floden for at gennemgå morgendagens etape.    

I midtfrankrig havde det i længere tid været dårligt vejr med masser af regn. Seinen var gået over sine bredder og havde skabt store oversvømmelser i Paris, men hvad pressen ikke havde skrevet så meget om var, at det samme var tilfældet med Loire. Vandstanden var stadig meget højere end normalt, kunne vi se, vi kunne også se, hvor høj den havde været, og vi kunne se nogle små holme midt i floden, der stadig stod næsten under vand. Det brugte vi lang tid på at iagttage uvidende om, at dette kun var småting i forhold til, hvad vi senere skulle stifte bekendtskab med.

Efter en varm dag og en dejlig lun aften, var det tidligt til ro. Morgendagens etape – den første – var lang, så det var med at komme tidligt af sted.

10.juni.

Tidligt op – og præcis da kirkeuret slog otte slag, forlod vi hotel Marguerite og startede på vores lange rejse.

Jeg havde så travlt med at tage afgangsfoto fra hotellet, at jeg glemte at tage min cykelhjelm på, den lå på bag-bagagen, og da vi havde cyklet et par hundrede meter, faldt den selvfølgelig af med et stort bump midt i et lyskryds – så der fik jeg lige morgenens adrenalin indsprøjtning – fik vendt cyklen og reddet hjelmen – og en efterfølgende alvorlig snak med mig selv.

Afgang fra hotel Marguerites baggård.

Vejret var lunt, overskyet med enkelte kig til solen og ingen vind, så det var perfekt til en lang cykeldag. Vi kendte jo vejen ud af Orleans, så snart var vi ude i den fri natur og kørte på et dige med floden på den ene side og marker på den anden, og tusindvis af kvækkende frøer langs skråningen mod floden. Den koncert – viste det sig – skulle blive vores kendingsmelodi på det meste af turen, men ikke een eneste gang lykkedes det os at få øje på de små skabninger, der kunne lave en så øredøvende larm.

Så er vi på vej...

Det gik i rask fart, og snart havde vi nået første pejlemærke – Meung-sur-Loire - som vi kørte et smut ind i for at kaste et blik på turens første middelalderslot og finde en bager, der kunne sælge os en sandwich baguette med skinke til vores frokost.

Videre gik det langs floden, men nu på grusvej. Jeg trampede af sted, det bedste jeg havde lært, og kunne ikke forstå, at det pludselig var blevet så sejt at køre på grusvej. Da jeg træt og svedig ville skifte til shorts, fandt Per ud af, at forbremsens kabel havde forladt sin stilling, hvilket faktisk betød, at jeg nu næsten 10 km. havde kørt med forbremsen trukket – nåh, så var det jo til at forstå. Lidt paniske tanker slog ned i os begge. Foran os havde vi mange, mange kilometer til nærmeste cykelsmed, og lige nogle få hundrede meter bag os lå en zigøjnerlejr, 

Beaugency – turens første kaffepause.

som vi ikke havde ret megen lyst til at søge tilbage til. Men heldigvis er man da gift med en handy-mand, og på få minutter havde Per fixet kabelet, og åndedrættet blev normalt igen.

I Beaugency – kendt for sin bro med med de mange buer – kørte vi ind i byen og fandt en kop formiddagskaffe. De første 25 km. var tilbagelagt.

Efter Beaugency var det videre på grusvej langs floden indtil Muides-sur-Loire, hvor hele to broer skulle krydses og videre til Saint-Due`, hvor vi havde aftalt at forlade floden for at se  Chambord, det største af alle Loieresdalens  renæssanceslotte. Lige uden for Muiedes-sur-Loire fandt vi en stensætning, hvor vi kunne nyde vores baguette, mens flodens mudrede vande flød forbi vore øjne, og frøerne holdt deres evige koncert.

Vi kørte let opad gennem en tæt skov, og pludselig lå slottet foran os for enden af en lang alle.

Vi fik parkeret cyklerne, købt en billet og startede så med en god kop kaffe, mens vi læste op på slottets historie. Bygningen af slottet startede i 1519 og blev færdiggjort i 1547 – det var lang tid, men man forstår det, når man ser det. Imponerende. Sikken en rigdom. Sikken en ødsel. Planen til slottet blev i sin tid lavet i samarbejde Leonardo Da Vinci, og især en dobbelt vindeltrappe, som forbinder alle etager, er kommet fra hans tegnebræt. 440 værelser, 365 skorstene, 84 trapper og en kæmpe park omringet af en 35 km. lang mur - Det tog lidt tid at fordøje. Vi tog en tur på cykel rundt i parken og så var det af sted på de sidste 15-20 km. af dagens etape.

Chateau Chambord.

Vi cyklede på småveje langs vinmarker med en fantastisk god skiltning for cyklister, vibehøvede næsten ikke vores kort, og efter blot en lille forkertkørsel, som ikke kostede mere end et par kilometer, nåede vi Champanille, et stort lidt intetsigende hotel, hvor vi havde booket et rum for natten.

Cyklerne i stald, bad og dagbogsskrivning – fast rutine på en cykelferie, og så var det ellers mad og et godt glas vin. Det havde været en fin dag. Kilometertælleren sagde 78 km.

Mens vi spiste kom regnen med bulder, brag og torden ! Så havde meteorologerne alligevel ikke taget helt fejl.                                                                                             

11.juni

Vågnede op til en blytung himmel, og da vi pakkede cyklerne kom regnen. Regnjakke på og bagtasken i plastic, og snart efter afgang måtte også regnbukserne på. Godt vi havde foret vores cykeltasker indvendig med en solid plasticsæk.

Vi havde jo ventet det, så ingen piberi. Det eneste vi kunne pibe over var, at vi var lige ved at starte dagens etape på motorvejen !! Men vi fik da heldigvis i tide fornemmelsen af, at der var noget galt, og efter nogen frem og tilbagekørsel, fandt vi den rigtige vej mod Chenonceaux, som var vores næste mål. Vi ville have set lidt på Blois, der skulle være en dejlig middelalderby med et smukt slot, men det regnede simpelthen i stænger, så vi valgte at blive siddende på cyklen.

I Cande`-sur-Beuvron, hvor vi igen for en stund skulle forlade floden for at se slottet Chenonceaux, fandt vi et dyrt kaffested, købte en criossant hos den lokale bager, og satte os på en bænk i regnen og tog en slapper.

Så kom regnen – og på med regntøjet.

Vi kørte gennem et meget smukt skovstykke med enorme træer, som gav liv til kæmpe klaser af mistelten, krydsede den lille Bueveron flod og kunne se, hvor oversvømmelser næsten havde undermineret vejen og efterladt den med store huller, så det var med at holde tungen lige i munden.

Ude af skoven skulle vi krydse en lille landevej og følge en sti på den anden side, men da vi stod med næsen mod stien, bredte der sig et veritabelt hav foran os. Flinke mennesker havde sat et skilt op, der ledte os udenom oversvømmelsen – og tak for det.

I Chaumont-sur-Loire gjorde vi holdt ved slottet, der tronede på sin top højt over byen af samme navn. Vi fik cyklerne i en cykelstald og vandrere en lang og svedig tur til toppen for at se slot og især det meget berømte parkanlæg med gigantiske træer, og hvor forskellige kunstnere havde udfoldet deres fantasi i naturens materialer

Udenfor Chaumont-sur-Loire var der igen oversvømmelse, så vi måtte blive på hovedvejen, hvor vi fandt afkørselen til Chenonceaux, og begyndte opstigningen lige med det samme.

Det gik op, op, op og lidt ned engang imellem ad småveje ud på landet mellem vinmarker, kornmarker og græssende køer og ledsaget af en nagende slut. Klokken var efterhånden mange, og vi havde ikke i tide fået købt noget mad til turen – vand er altså ikke nok i længden.

Cykelstien pist væk…

Den sidste nedkørsel var kilometerlang, og vi glædede os over, at vi ikke skulle op ad den, når vi skulle videre, og så var vi pludselig i Chenonceaux, hvor vi styrtede direkte ind i en lille kiosk, der havde kaffe og chokoladekiks – det var så frokosten den dag.

Så kom blodsukkeret op igen, og vi brugte de sidste kræfter på at finde vores hotel, og efter flere gange frem og tilbage fandt vi ud af, at det lå lige for næsen af os. Vi fik en god modtagelse og et lille, bitte loftkammer med skrå vægge – to stjerner ikke mere.

Aftenens middag var så også kun til to stjerner, så på den måde passede pengene.

Atter en dejlig dag og endnu ca. 60 km. i tælleren.

12.juni.

Gråvejr men ingen regn – i hvert fald ikke fra morgenstunden.

Vi startede med at besigtige Chenonceaux slottet, der regnes for eet af de kønneste slotte omkring Loire, og som får næsten en mio. besøgende hvert år. Hele millionen var der nu ikke, men der var allerede rigtig mange, selv om kl. kun var 9, og der lige var blevet åbnet for publikum. Slottet kaldes også ” fruernes slot”, fordi berømte kvinder( Henrik II`s hustru Katarina de Medici og hans elskerinde)  udkæmpede deres rivaliserende kampe om netop det slot. Det var en stor oplevelse, men nu var slotskvoten også ved at være opbrugt, så vi købte drikkevarer til turen og fandt over floden Cher, hvor vi skulle fortsætte på en sti langs floden – men også her havde der været store oversvømmelser, så efter 100 meter vendte vi om og måtte nødtvunget tage hovedvejen med bilerne susende om ørerne på os.

Franskmændene kører vildt.

Chateau Chenonceaux – det ville vi gerne have set i solskin.

Med livet som indsats nåede vi Blere`, hvor vi atter skulle krydse floden og begynde en opstigning, som efter kortet at dømme, ville blive hidsig – og det blev den, så efter en tid måtte jeg af nød og Per af solidaritet stå af cyklen og trække til toppen. Vel oppe kørte vi atter gennem store områder med vinmarker så langt øjer rakte – og så kom regnen, og det var en ordentlig sjasker. Vi har heldigvis noget fantastisk regntøj, som holder regnen ude fra kroppen, så vi vænnede os hurtigt til at cykle problemløst i regntøj.

Gennem et stort skovstykke med en dejlig nylagt sti, som bølgede let op og ned og sluttende med en skøn lang nedkørsel, blev vi atter genforenet med floden. Sulten drev os ind på noget, vi troede var en campingplads. Man kunne få mad, og selv om det så aldeles uhumsk ud, bestemte vi os for en panini og en cola bad og en stille bøn til, at han, som tilberedte maden, huskede at vaske hænder!!

Med mad i maven og forhåbentlig ikke alt for mange bakterier fra den uhumske cafe nærmede vi os Tours på en stille skovsti mellem floden og kolonihaver, og pludselig stod vi næsten midt i byen og med næsten foran hotel Val de Loire, hvor vi havde bestilt værelse for en nat.

Vi blev modtaget med smil af en ung pige, der sagde, at de havde opgraderet vores værelse . Om det var steget i graderne, kunne vi ikke afgøre, men op var det i hvert fald helt til 3. sal og det uden elevator. Det var en kende hårdt efter dagens etape og godt belæsset med bagage.

Muddersti……..

Efter et hurtigt bad havde vi lige en time til lidt sightseeing. Kunstmuseet kunne vi ikke nå, men vi kiggede ind i haven og så - tror jeg - verdens største cedertræ. Det var virkelig imponerende.
Den enorme og imponerende Saint-Gatien cathedral nåede vi også at få et indtryk af, før det var tid til at finde en stille cafe med et godt glas hvidvin og plads til dagbogsskrivning.
En hurtig salat på at velbesøgt torv og så var det godnat efter endnu en begivenhedsrig dag – atter små 60 km.

13.juni.
Overskyet men ingen regn.
Afgang kl. 9 ad Rue Nationale, som vi fandt efter lidt besvær. Efter at have krydset floden Cher ad en trafikeret bro, kørte vi gennem et stort, smukt rekreativt område, hvor vi delte cykelstien med mange løbere og vandrere. Efter at have krydset en hovedvej, fulgte vi Cher et langt stykke ad en sti, der var hårdt medtaget efter oversvømmelser. På begge sider af stien stod vandet stadig højt,  og man fik en tydelig fornemmelse af, at det her havde været alvorligt, ja faktisk var det stadig aldeles alvorligt for de mange landmænd, der kunne se årets afgrøde drukne i flodens mudrede vand.
Og så pludselig stod vi med næsen mod et skilt, der fortalte, at vejen frem var spærret. Åh, nu igen.

Et skilt vi traf rigtig mange gange.

Mens vi kiggede på kort og funderede, kom en mand cyklende og drejede ind på den spærrede sti. Vi råbte til ham, om han havde tænkt sig at køre der, og om det var sikkert, men han trak blot på skuldrene og råbte : ” Ved det ikke – vi får se ”.

Nå, når han vovede pelsen, turde vi også, så vi kørte efter ham med det resultat, at vi måtte forcere en kæmpe sø midt på vejen uden at vide, hvad der skjulte sig under overfladen og med vand langt op ad benene. 

Chateau Villandry.

Mine sandaler er – modsat Pers - ikke beregnet til undervandsbrug, så de sugede godt og grundigt af flodvandet, men det gik , og snart var vi ved Chers udmunding i Loire – og så begyndte min cykel at udstøde høje knirkelyde.

Vi lokaliserede støjen til den venstre pedal, tænkte at det skyldtes vandgangen tidligere, og regnede med,  at det ville forsvinde af sig selv – men det gjorde det ikke. Støjen tog langsomt til i styrke, så da vi kom til en lille by – Savonnieres – købte vi baguettes og vand og spurgte samtidig efter en cykelsmed. Nej, en cykelsmed kunne man ikke se i nærmeste omkreds, men i Villandry, hvor vi netop agtede os hen, var der et bilværksted, hvor de sikkert ville hjælpe os.

Det ville de nu ikke. De forstod ikke helt, hvad vores problem var, og i øvrigt havde de kun forstand på biler, sagde de lidt for ufølsomt, syntes vi.

Nå, et øjeblik måtte vi lægge pedalproblemet til side for at hellige os Chateau de Villandry, som vi var kommet for at se. Nej, ikke så meget slottet – i hvert fald kun udefra – men de berømte  haveanlæg anlagt efter hver deres tema i symmetrisk orden og alle afstemte farver. Der var ikke et strå eller et blomsterhoved der vendte den forkerte vej. Det var meget imponerende.

Hos cykelsmeden.

Efter en god kop kaffe og taskens sidste chokoladekiks, kørte vi videre mod Brehemont, hvor vi på vores cykelkort kunne se, at der befandt sig en cykeludlejning. Hvor der er en cykeludlejning, er der selvfølgelig også et værksted, tænkte vi, og det var der heldigvis, men da indehaveren – der i øvrigt var en vældig flink mand – så, at vi cyklede på cykler fra et konkurrerende firma, var han ikke meget for at gøre noget ved pedalen. Han forklarede, at de konkurrerende firmaer havde en intern aftale om ikke at røre ved hinandens cykler. Efter at have undersøgt cyklen, konstaterede hans mekaniker dog, at pedalen nok snart ville knække af, og overfor så voldsomme trusler, blev alle konkurrenceaftaler annulleret og pedalen blev udskiftet med en lettere brugt af slagsen. Så efter mange gange tak og 15 euro kunne vi køre videre.

I øvrigt forklarede den venlige cykeludlejer, at vi var særdeles heldige med, at vi ikke havde planlagt vores cykeltur tidligere, for det var blot en uge siden vandet havde trukket sig tilbage, og hele det område vi netop kørte i, havde været totalt spærret for omverdenen – ja, det kunne vi jo godt fornemme, vi kunne jo se af vandmærkerne, at floden somme steder havde været 4-5 meter over daglig vande.

Chateau D`Usse – ” Torneroseslottet ”.

Lidt udenfor Brehemont ville vi se slottet D`Usse, som i folkemunde blev kaldt ”Torneroseslottet”, men vi fik drejet af lidt for tidligt, så der måtte en del frem og tilbage og spørgen, før vi fandt, hvad vi var kørt efter. Nu var vores slotskvote imidlertid ved at være opbrugt, så vi nøjedes med at beundre det udefra og konstatere, at navnet ”Torneroseslot”  var ramt lige på sømmet.

OG så begyndte det virkelig at øse ned, så da vi nåede Avoine, hvor vi havde bestilt overnatning på et mini-catheau, skyndte vi os dyngvåde og dryppende ind på en cafe, hvor vi fik kaffe og tærte og spurgte om vej til vores overnatning, som vi vidste skulle ligge lige udenfor byen. – Nå, lige udenfor var nok en underdrivelse, for der var faktisk et pænt stykke og det endda langs en voldsomt trafikeret hovedvej, som vi var nødt til at følge. Vi slap med livet i behold og fandt efter lidt søgning ” Manoir de la Girandiere” og fik en venlig og imødekommende modtagelse.

Vi fik et spændende og charmerende værelse i gårdsplanet – tak for det, knæene bryder sig ikke om for mange trapper som afslutning på dagen.

Der findes ikke noget bedre efter en lang dag på cyklen.

Vi fik cyklerne i stald og et godt bad, og mens vi sad placeret i store bløde lænestole, og mens husets ejer trakterede os med den skønneste lokale vin, fik vi bestilt morgendagens overnatning i Saumur og fyldt endnu et antal dagbogsblade.

Middagen var som vor mor laver den. Der var kun den ene menu, som man kunne vælge fra. Til forret valgte vi hvide asparges pakket ind i en butterdejsskal og varm orangesauce , og hovedretten var and i balsamicosauce eller kylling med svampe, og vi tog én af hver. Det var absolut turens bedste måltid indtil videre.

Fantastisk hvad man kan opleve på blot én dag og 65 km.

14. juni.

Det var et skønt sted, vi var havnet, og hvis solen havde skinnet, kunne vi godt have overvejet at tage en hviledag her – men det gjorde den ikke, så det var op på jernhesten og af sted.

Cykelruten mod Saumur startede lige udenfor slottets port, så vi var hurtigt på vej. Den første del af turen gik gennem små søvnige landsbyer, gennem vinmarker og gennem skovstrækninger, hvor mudderet fra oversvømmelsen lå tykt på stien og omgivelserne.

I Candes-Saint-Martin, hvor floden Vienne møder Loire, kiggede vi ind i en kirke fra 1100 tallet, hvor det meste stod som det oprindeligt var opført, og ifølge historien på stedet, hvor den hellige Saint Martin i sin tid var død.

Her boede og spiste vi godt – skønt sted.

Vi tog en kaffepause på en cafe med næsen lige mod Chateau Montsoreau, og før en gigantisk opstigning, der krævede både støn og pust og suk for at nå toppen. Vel oppe igen kunne vi konstatere, at vi virkelig var kommet til vinland -  vinmarker og små vinslotte så langt øjet rakte. Det var ret betagende.

Ruten gik skiftevis op i baglandet og ned mod kysten, og på et sted skilte den sig, så man kunne vælge enten at blive i højlandet med vinmarker, eller køre ned til den spektakulære by, Souzay, og følge kysten videre derfra. Vi valgt at opleve Souzay og havde en fantastisk dejlig lang  nedkørsel og håbede samtidig  på, at stien langs kysten var farbar, så vi ikke skulle hele vejen op igen.

Souzay

Souzay – vejen førte lige gennem klippen.

I Souzays smalle gader.

Vejen gennem Souzay var et netværk af tufstenshuler, som i sin tid havde været handelsboder og underjordiske småveje, som var blevet hugget ud i klippen i det 11. århundrede.  Efter sigende skulle mange have været benyttet helt til i de 20. århundrede. Det var ret fascinerende, så vi fortrød ikke, at vi havde valgt den rute ( men det kom vi så desværre til senere) Fordi:

Selv om stien langs floden viste sig  ikke at være spærret, så var den så mudret efter oversvømmelsen, at det var som sæbe at køre i, hjulene skred rundt i mudderet, og pludselig væltede først Per og dernæst jeg ned i mudderet – men det værste var, at Per slog sig så voldsomt, at han måtte ligge en stund før han fik luft nok til at rejse sig. Oppe i mit hoved sagde det :

  1. Slut på cykeltur.
  2. Hvordan får vi en ambulance herind.
  3. Hvordan klarer jeg to cykler med bagage alene.

Så galt gik det heldigvis ikke, men det tog nogen tid før vi holdt op med at ryste, og så trak vi ellers de næste kilometer indtil asfaltvej igen. Cyklerne var fuldstændig smurt ind i mudderet, der næsten virkede som fiskelim, så det tog lang tid at rense hjul og skærme, så hjulene kunne dreje rundt og bremserne kunne fungere – men det værste var, at Per havde slået sig slemt, og ret hurtigt var vi klar over, at han sikkert havde bøjet eller brækket de nederste ribben – og midt i al bekymringen kom der så en ordentlig skylle, som vi håbede i det mindste kunne gøre lidt gavn ved at rense cyklerne.

Pløre og ælte – her brækkede Per sine ribben.

I Saumur kørte vi i silende regn over broen til øen midt i floden, hvor vi havde bestilt værelse på Best Western Hotel. Våde, dryppende og sølet til i mudder stillede vi os i receptionen, hvor vi efterlod os smattede mudderaftryk på det renvaskede gulv, fik cyklerne i stald og et dejligt værelse med udsigt til Loire. Men det var nu ikke det, vi tænkte mest på lige i øjeblikket. Ud over at tøj, sko og vi selv skulle renses, skulle vi også overveje, om Per var i stand til at fuldføre cykelturen med de ribben ?

Vi bestilte overnatning i Angers den følgende dag, og var enige om, at det måtte komme an på en prøve, så Per fik nogle Panodiler, det stærkeste vores nødhjælpskasse indeholdt, og så gik vi ud for at få noget at styrke os på. Det var i højeste grad nødvendigt. Vi faldt i snak med en ung fyr, der først måtte lægge øre til dagens hændelser, og som derefter kunne fortælle, at han aldrig havde 

oplevet magen til oversvømmelser og at folk fortalte, at det kun var sket to gange på de seneste hundrede år.

Han anbefalede en restaurant på den anden side af gaden, og der fik vi ” bedstefar-salat” med kylling, tynde skiver af æble og ristede nødder. Det smagte faktisk rigtig dejligt.

Vi havde kun kørt sølle 40 kilometer – men hvilke !!

Der var ellers smukt i Saumur.

Afgang fra hotel Adagio i Saumur – og nu med solskin og brækkede ribben !!

15. juni.

Det blev en hård nat for Per. Det gjorde ondt at ligge, men om morgenen erklærede han tappert, at han var klar til at cykle videre, så han fik piller og blev iført min soltop, som vi håbede kunne støtte lidt omkring brystkassen. Det gjorde den, og han blev så glad for min ”bodystocking”, som han kaldte den, at han ikke tog den af, før vi kom hjem.

Per havde det efter omstændighederne forbavsende godt , når han sad på cyklen, men jeg skulle lige vænne mig til de indianerhyl han udstødte, hver gang han kørte over en ujævnhed.

Det hele er smukkere i solskin.

Ude af Saumur skulle vi atter følge floden, men denne sti var totalt spærret på grund af oversvømmelse, så vi måtte nødtvunget tage hovedvejen, hvilket faktisk viste sig at være en aldeles cyklistvenlig én af slagsen med fin afgrænsning til cykler, så det var helt fint, og snart var vi i Gennes, hvor vi havde sat næsen op efter formiddagskaffe – men cykelruten ledte os udenom byen, så snart var vi på landet igen og nul kaffe.

Vi kørte nu en lang tid i et område, hvor oversvømmelserne virkelig havde sat deres spor. Totalt druknede marker med ubrugelig afgrøde, et kæmpe golfbaneanlæg, der lå hen med rådnende græstotter og flodsslam overalt og en ubehagelig sur lugt fra alt den rådnende vegetation langs floden og på markerne. De eneste, der tilsyneladende nød alt det våde, var frøerne, hvis øredøvende kvækken forfulgte os hele vejen.

Vi nåede tørskoede til Saint-Remy-la-varenne – en lille by der havde kaffe og en bager med baguettes og croisanter – og så var frokosten reddet. Efter at have krydset floden, kørte vi venstre, højre, venstre, højre ad små fredelige landeveje, og fandt en bænk i en søvnig lille landsby, La Bohalle, hvor vi spiste den indkøbte frokost.

Boulanger – Patissier = mad til os.

I Daguenier skulle vi dreje væk fra Loire og vende næsen mod Angers og mod en færge over floden Authion. Vi fandt flodlejet og stillede os til at vente på færgen, der lå på den anden side af floden. Vi ventede og ventede, men der skete ikke noget, så begyndte vi at pifte i håbet om at tilkalde færgemanden, men det gav heller ikke resultat. Efter nogen tid dukkede et andet cyklistpar op, og så var vi fire til at pifte og undre os over, hvor den færgemand blev af, indtil vi opdagede, at det var en selvtrukket færge !! Ved at hive i en kæde, der lå på flodbredden, kunne man trække færgen til sig, sætte cyklerne på det lille dæk og hive modsat, så var man ovre. Det var smart.

Hvor bliver færgemande af ?

Nåh – på den måde !!

Efter færgeoverfarten cyklede vi et langt stykke på en rimelig god grusvej og nærmede os ganske langsomt Angers. Skiltningen ind til byen var fin, og snart var vi så langt, at vi kunne begynde at spørge om vej til Rue D`Alsace, hvor vi havde booked hotel – og så kom der atter en ordentlig byge, der sørgede for, at vi også denne dag kom dyngvåde til vores hotel.

Vores hotel - Saint Julien – lå lige midt på et meget hyggeligt torv omkranset af høje middelalderlige bygninger med masser af cafeliv og med et kig til katedralen Saint Maurice i baggrunden. Og heldigvis nåede vi at se Chatedralen, før sult og tørst overmandede os.

Vi spiste på en cafe lige nedenfor vores hotel og tog efter anbefaling en lokal salat med andebryst og – viste det sig – alt for megen skinke og bacon. Det var så ikke nogen stor oplevelse.

Vi havde cyklet små 60 km., og Per havde ondt i sine ribben, så der blev ikke set fodbold den aften, selv om Frankrig spillede, og der var storskærm på torvet.

Torvet i Angers – dejlig udsigt fra vores hotel Saint Julien.

!6. juni.

Per havde besluttet, at han godt kunne cykle videre, hvis vi et par dage tog lidt korte etaper. Derfor sov længe og spiste først morgenmad ved 9 tiden, og derefter fandt vi det nærmeste apotek, for at få noget stærkere til ribbens-smerterne. Vi fik stærkere tabletter og elastikbind til at vikle om kroppen, og kiggede lidt mere på byen, der i øvrigt var rigtig flot og charmerende.

Det regnede allerede, hvilket damen i receptionen beklagede og sagde : ” I har virkelig ikke været ret heldige med vejret på jeres cykeltur ”, og det kunne vi kun give hende ret i, men egentlig generede det os ikke så meget, det var ikke koldt, og det blæste ikke, hvilket var en stor fordel.

Vi fandt let ud af byen, og var lidt spændte på, hvad der ventede os, for ifølge kortet, skulle vi igen til at køre på veje og stier langs først floden Maine og senere Loire – og det blev, som vi havde frygtet. Mudrede og fedtede stier. Indimellem kunne vi cykle, og indimellem måtte vi trække igennem sølet, og hjul og skærme og ikke mindst vores sandaler blev atter fyldt med mudder, så vi måtte lave mange pauser for at rense. Nu var det ved at være nok med alt det mudderhalløj.

Vi glædede os til at komme til Bouchemaine, for ifølge vores kort skulle der her være en cykelvaskestation – men ak, den var ude af funktion, så der var ikke andet at gøre, end at fortsætte - mudder eller ej.

Så er der igen lagt op til mudderbad.

Da vi omsider kom ud på ren og tør landevej, mødte vi det tyske par, som vi havde talt med i Orleans. Han havde vendt sin cykel på hovedet og var i færd med at rense kæde og hjul for mudder. Efter endnu et stykke med muddersti, gjorde vi holdt ved en lille cafe, og der sad atter det tyske par, som vi fik en lille sludder med. De var også på vej til St-Brevin ved Atlanterhavet, og de var også ved at være godt trætte af muddersølet.

Vores trofaste og aldrig svigtende følgesvend.

Efter mudderstierne kom vi atter på god landevej, og nu gik det over stok og sten til Ingrandes, hvor vi havde bestilt værelse på hotel Lion D´or. Vi blev venligt modtaget af en sød fyr, der hjalp os med bagagen og anviste os et dejligt luftigt værelse med et godt badeværelse, hvad vi bestemt også trængte til. Kilometertælleren viste ca. 50 km. men det føltes, som det dobbelte.

Efter badet brugte vi to glas hvidvin hver og en god times tid med at planlægge og bestille til de sidste overnatninger til St- Brevin.

Vi tog menuen med en hovedret bestående af fuldstændig uspiseligt kød, udefinerbar sauce og stendøde pommes. 12,50 euro og bestemt heller ikke mere værd.

Så renses der cykler igen…..

17. juni.

Vi sov længe, havde ikke nogen lang tur foran os – troede vi.

Vi startede med at finde et supermarked, fik købt et par nødvendige ting og var af sted kl. 10,30. De første 10 km. var på en lang lige , lidt kedelig landevej, men den var da i det mindste tør, hvilket vi lærte at sætte pris på efterfølgende.

I Saint-Florent-le-Vieil, fandt vi en bank og kaffe og minsandten også en bager med baguettes til vores frokost, og så startede løjerne igen. Vi havde efterhånden lært, at stierne langs floden skulle vi så vidt muligt holde os lang fra, så vi valgte en alternativ lidt trafikeret men tør landevej ud af byen. Efter endnu 10 km. kom der et uundgåeligt mudret stistykke langs en sø, vi vovede pelsen, og det gik også godt nok, men da vi kom ud på landevej igen, stod vi pludselig med næsen mod en kæmpe oversvømmelse. Per forsøgte med sine ” vandsandaler” at trave et stykke i vandmasserne, men da han ikke kunne se, hvor langt oversvømmelsen rakte, måtte vi så igen finde alternativer.

Da vi senere ville finde ind på ruten igen, blev vi råbt an af et hollandsk par, der sagde, at det var umuligt – og så var der kun en meget befærdet hovedvej til Ancenis. Heldigvis var det ikke så mange kilometer, for det var særdeles ubehageligt.

Vand forneden – og vand foroven.

Fra Ancenis kørte vi igen ad en stille landevej, og da vi nærmede os Oudon, hvor vi skulle krydse floden, blev himmelen pludselig kulsort, så vi tog en hurtig beslutning om, at vi trængte til kaffe og fandt ind på den nærmeste cafe, hvor vi så tilbragte den næste times tid med at vente på, at regnen skulle stoppe – hvilket den ikke gjorde. Vi var ikke så langt fra vores logi for natten, så vi tog atter regntøjet på og kørte over broen til Champtoceaux, hvor vi skulle op, op, op for at komme til hotellet (det havde vi ikke lige gennemskuet, da vi bestilte) Jeg måtte hurtigt af og trække, og var ved at være godt mør, så lettelsen var stor, da vi uden problemer fandt Logis le Champalud på toppen.

Billedet taler for sig selv……

Værelset var helt fint, og der var restaurant på hotellet, og det oven i købet en god én af slagsen, så vi tog den helt store menu, hvilket vi syntes, vi fortjente. Først fik vi en laksemousse i små vandbakkelser, dernæst svinekødsroulade med basilikum, og sluttede med lækre dessert.

50 km. - mudder og regn - denne dag havde været hård.

Morgensol over Loire.

Hotel Champalud – i solskin.

18. juni

Solen gav den fuld skrue fra morgenstunden, det lovede godt, men holdt ikke helt. Dog – det blev en hel dag uden regnvejr trods alt .

Per havde konstateret, at begge bremseklodser på hans forbremser var slidt næsten i bund, og min ene pedal, den jeg havde fået skiftet, var begyndt at sige lyde igen, så vi besluttede at køre ind til Nantes på vejen for at besøge Detoursdeloire, som vi havde lejet cyklerne af. Vi havde bestilt overnatning i Coueron, en forstad til Nantes, så det ville ikke være en større omvej.

Vi skulle starte med at køre den lange vej ned, som vi havde stridt os op ad den foregående dag. Egentlig var vi enige om at trække ned pga. Pers dårlige bremser, men af én eller anden grund kørte vi alligevel. Det gik da også godt, men det var - set i bagklogskabens klare lys - ikke særlig gennemtænkt. Men det var en meget smuk tur med et flot udsyn over floden endda i solskin, det var vi ikke forvænt med.

Vejen til Nantes var som overalt godt mærket, og stierne var tørre, så det gik hurtigt af sted, og der var meget at se på, for vi var rigtig kommet til grønsagsland, hvor mark efter mark var tilsået med lange lige rækker af alskens grønsager og krydderplanter. Det var ret underholdende at se på, 

så de første 25 km. var hurtigt kørt, og snart stod vi ved hovedbanegården og spurgte om vej til busholdepladsen, hvor Detoursdeloire havde sit værksted. Men værkstedet var lukket, og på en seddel i døren stod der: ” Kommer kl. 15,30”, og klokken var kun 11, så det kunne vi ikke vente på. Per ringede til hovedkontoret i Tours, og de lovede, at præcis kl. 13 ville der komme en og hjælpe os.

Detoursdeloire – vi får byttet cykler.

Vi fordrev ventetiden med kaffe og lækker æbletærte, og præcis kl. 13 stod vi ved værkstedet, der dog stadig var lukket. Nå, sagde vi, mon det nu også kommer til at holde med ”en mand kl. 13” – men det gjorde det – næsten -, for et kvarter senere kom hjælpen kørende i form af en sød ung fyr der hurtigt inspicerede cyklerne og erklærede, at vi begge skulle have nogle andre, og i løbet af en halv time havde han indrettet to andre cykler, flyttet kilometertæller og rettet saddel, og så var vi på farten igen.

En hel dag uden regntøj.

Vi troede faktisk, at vi havde fundet logi ret tæt på byen, men det viste sig, at der var ret meget længere end forventet, så vi cyklede og cyklede og cyklede – og gjorde holdt ved noget, der viste sig at være et øl-udsalg, hvor man kunne få tappet øl på flaske, og hvor man kunne købe alverdens forskellige øl. Ejeren viste os endda, at han havde et dansk ølmærke også – men vi skulle nu ikke have øl, men blot en cola og lidt hjælp til vejen videre frem. Og begge dele fik vi. Så vi cyklede og cyklede og cyklede igen, det var som om vejen ingen ende ville tage, men frem kom vi da omsider, og så viste det sig, at det var en privat B & B, vi havde booket.

Vi blev venligt modtaget og gennet op ad en smal, snoet trappe til 3. sal under bjælkerne. Det var hårdt for de gamle knæ, men til gengæld var værelset en behagelig overraskelse, det var meget stort og rummeligt og med lækkert nyindrettet badeværelse, så der var ikke noget at klage over – bortset fra alle de mange trin op.

Vi blev installeret, og værtinden foreslog os, at hun bestilte bord til os på den nærmeste restaurant, og det viste sig at være et rigtig godt forslag. Jeg fik super skønne og møre svinekæber med gemyse, og Per spiste – lidt misundelig på mit valg – en steak, som også var mør og velsmagende.

Og så var det ellers op ad de mange trin og en god nats søvn efter en lang dag og godt 50 km.

Farvel til B&B La Vigie og værtinde.

19. juni.

Vejret var fint, tynde skyer og indimellem lidt kig til solen og næsen vendte mod det store Atlanterhav. Vi fik dejlig morgenmad med hjemmelavet syltetøj og smørstegt brød i værtindens køkken, tog en hurtig rundtur i Couron, som viste sig at være en meget charmerende lille by, købte ind til frokost, og så gik det af sted på ruten, som heldigvis gik lige udenfor vores logi.

Denne gang behøvede vi ikke at pifte efter færgemanden.

Efter 5-6 km. skulle vi med en lille færge - og denne var ikke selvbetjent – til Le Pellerin på den anden side af floden. Færgen sejlede hver halve time, og den var gratis for cyklister, så det var bare at stille sig op og vente.

Langs kanalen i solskin.

Ovre på den anden side fulgte vi først et charmerende stisystem og senere en lang lige dæmning langs en bred kanal. Vi har før prøvet at køre kilometer efter kilometer langs en kanal, så vi havde indstillet os på et lidt kedsommeligt stykke, men det var det absolut ikke. Dels var naturen frodig og smuk, og dels var der løbere, cyklister og ikke mindst lystfiskere overalt, og ca. midtvejs et stort fritidscenter med roere på kanalen og kaffe til os. 

Ikke langt igen.

Frokost i fredelige omgivelser.

Vi nød rigtigt at cykle i godt vejr på en tør vej, og da vi senere sad på en kirkemur i en lille by og spiste vores frokost, skinnede solen endda hedt på os. Det var vi absolut ikke forvænt med.

Efter kanalvejen kørte vi igennem Paimbæuf, zig-zaggede gennem en masse små landsbyer og pludselig havde vi den gigantiske bro ”Pont de Saint-Nazaire”, som forbinder Loires sydbred og nordbred, foran os. Et kæmpe bygningsværk. Vi frydede os over, at vi ikke havde bestemt os til at krydse den bro. At begive sig over på cykel, skulle efter sigende være det rene russiske roulette, og  vores cykelbog anbefaler da også, at man bestiller plads i en krydsende bus, hvis man ønsker at komme til Saint-Naizare .                          

Nå, men det var ikke der, vi skulle. Vi havde besluttet os for St-Brevin og havde flottet os med et værelse i tre dage på et stort badehotel. Ved ankomsten til St- Brevin tog vi en kaffepause og lidt tid til at orientere os, og så fandt vi ud af, at der er noget, der hedder St- Brevin les Pins og noget andet, der hedder St-Brevin L` Ocean. Det var det sidste sted, vi skulle hen, så der var et pænt stykke vej endnu til Spa Hotel Du Beryl, der som ventet var et stort, uinteressant byggeri lidt i den dyre ende men lige overfor havet, som viste sig fra den smukkeste side.

Bag hotellet var der en lille by med musik på torvet og en ganske dejlig crepe, som skulle holde den værste sult væk indtil aften. Og så vendte vi næsen mod hotellet, hvor cyklerne kom i kælder og vi kom på vores 3. sals værelse med elevator og havudsigt – ikke stort men helt ok.

Efter alt det praktiske søgte vi igen mod byens torv, hvor vi fik hvidvin og mere torvemusik, og fandt en lille restaurant, hvor vi spiste billigt men til gengæld ikke særlig godt – alt kan jo ikke være 1. klasse.

Og så i seng vel vidende at vejrudsigten for det kommende døgn så virkelig slem ud

Så er vi ved Atlanterhavet !!

20. Juni.

Og det holdt stik.

Om natten blæste det op. Det ruskede, peb og knagede i hele hotellet, som var det orkan, og vi håbede blot på, at det var bedre end det lød – men det var det ikke, og da det senere på dagen tog til at øsregne, var der ligesom ikke andet et gøre, end at blive inden døre – og det gjorde vi så det meste af dagen.

Hotellets morgenbuffet var lige i overkanten for vores økonomi, men med det vejr, var der ikke rigtig andet at gøre end at bide det i os og nyde alle lækkerierne.

Nu havde vi selvfølgelig stukket næsen op efter en dejlig solskinsdag ved Atlanterhavet, og indtil for to dage siden, havde vejrudsigten været god, men sådan skulle det altså ikke være, så vi besluttede at give os god tid til at finde et logi til de sidste to dage i Nantes – og det var godt, at vi havde god tid, for det var slet ikke så nemt, når man tog beliggenhed og pris i betragtning.

Vi brugte nogle timer uden resultat, hvorefter vi trængte til luft, og gik ud for at finde et apotek, købe flere smertestillende piller og mere elastikbind til Pers ribben og et par baguettes til de sultne maver.

Da Per ringede til et hotel i Nantes og svaret stadig var negativt, blev han henvist til Nantes turistkontor, og her var endelig hjælp at hente. En sød og hjælpsom dame fandt et studio til os til en lidt for pæn pris men tæt på centrum, så vi var glade til – og så tog vi regntøj på og gik ud for at se på regn og rusk og få en kop kaffe.

Om aftenen spiste vi hotellets menu til 27 euro for en spændende forret med østers og havsnegle, en ordinær kødret og en gigantisk dessert med is og karamel. Efter maden lod vi os lokke ind på hotellets casino, hvor spillefuglene sad tæt ved spillemaskinerne som efterårets svaleflokke på en elledning. Vi hev to 10 euro sedler op af lommen, og da de forsvandt næsten ligeså hurtigt, som de var kommet op, stoppede vi klogelig og sluttede dagen.

Alt godt fra havet.

21. Juni.

Stormen havde lagt sig, og selv om vejret stadig var lidt grumset, var vi ved at få abstinenser og tog cyklerne frem for at se lidt på omgivelserne. Vi besøgte det nærmeste turistkontor og fik et kort over området, købte baguettes og vand og vendte næserne mod syd.

Vi kørte ca. 30 km. langs kysten gennem sommerhusområder, gennem skov og ud på landet - en rigtig dejlig tur. Da cyklerne var kommet i stald, gik vi en barfodstur i det bløde sand langs med havet, vadede ud i det forbavsende lune hav og iagttog, hvor hurtigt vandstanden skiftede fra ebbe til flod.

Det var sidste aften ved Atlanterhavet, og det skulle markeres med en drink i baren før middagen.

Vi bestilte glad en gin tonic og drak den med stort velbehag uden at tænke på prisen – men det fik vi så til gengæld lov til, da vi skulle betale. 17 euro pr. stk.!!! Men så tog vi også kun en enkelt ret til aften.

22. juni

Denne cykelferies sidste cykeldag. Tilbage til Nantes. En pæn lang tur –og  vejrudsigten havde spået høj sol og 25 grader !!! 

Hotel Spa du Beryl – lidt for dyrt og lidt forordinært – men Havde solen skinnet var beliggenheden perfekt for en dukkert

Men da vi stod op, var det ret tåget, og da vi stod og pakkede cyklerne begyndte det at tordne og himmelens sluser åbnede sig igen, igen, igen.  Vi havde været jubeloptimister og  pakket regntøjet langt væk, men den gik ikke – så på med regntøjet igen og ud i regnen som alle de andre dage.

Vi fandt hurtigt ud af St- Brevin, og kørte ad småveje tilbage til Paimbæuf, hvor det var tid til kaffe og en og sludder med en mand, der kom fra Bretagne og stolt berettede, at han havde cyklet 500 km. Vi kunne så kvittere med næsten 800 km. – ja, man har da lov at prale lidt engang imellem.

Søuhyret ved Saint Brevin.

Fra Paimbæuf gik det hurtigt ad den lange digevej langs kanalen, og selv om vi hele tiden måtte tage regntøj af og regntøj på, gik det hurtigt, og allerede kl. 12,30 var vi tilbage ved Le Pellerin, hvor vi skulle have en færge over på den anden side af floden.

Ovre på den anden side kom vi igennem Coueron, hvor vi havde boet nogle dage tidligere, og tog en kaffepause på den cafe, hvor vi også havde siddet nogle dage tidligere, vi var i sandhed ved at være på kendte stier – og så gik det ellers uden fejl gennem trafikken lige ind i Nantes centrum.

Vi havde googlet veje og gader og hotellets beliggenhed, så det var en trafikeret  men ret enkel sag at finde vores hotel, der lå lidt puttet væk i en sidegade som en oase midt i storbyen.

Vi fik en stor, lidt ucharmerende lejlighed midt i et hyggeligt gårdmiljø, så vi var tilfredse og gik lidt rundt i kvarteret for at finde kaffe og lidt at spise og sunde os ovenpå turens sidste 75 km.

Da vi senere fik et glas hvidvin på det nærmeste torv og spurgte om et godt sted at spise, blev vi dirigeret hen i en lille sidegade, hvor der lå en restaurant, man kun kunne få øje på, fordi man vidste at den skulle ligge der – men hvad den ikke havde i synlighed udadtil havde den indadtil på menukortet. Vi fik en kold aspargessuppe med pocheret æg, ristede mandler og krydret med sar – det var så englene sang. Derefter fik vi lammeskank, der havde simret i 7 timer og var blevet helt karamelliseret. Det var guf.

Kold hvid aspargessuppe med pocheret æg og ristede mandler – guf !!

23. Juni.

Vi skulle tage afsked med de cykler, der havde båret os næsten 800 km. gennem regn og mudder, det var næsten som at sige farvel til en nær ven, derefter skulle vi lege turister på gå-ben – og nu -da vores cykelferie snart var slut - strålede solen selvfølgelig fra en azurblå himmel.

Det var nu også dejligt med lidt godt vejr til vores by-tur, så vi kastede os for sidste gang ud i Nantes hektiske morgentrafik, og fandt hurtigt Detoudeloires kontor, hvor vi jo havde været for få dage siden – og så var det farvel til cyklerne, og resten af dagen var på flade fusser.

I første omgang gjaldt det nu banegården for at købe togbillet til den følgende dag. Vi fik en super betjening af en dame, som gik virkelig meget op i at få os godt af sted, og som fandt en togafgang kl. 9,20 der - hvis den gik planmæssigt - ville give os god tid i Charles de Gaulle lufthavnen.

Den flinke billetdame fik vores mobilnr., så hun kunne kontakte os, hvis noget skulle ske. Der var stadig gang i strejken blandt bl.a. det franske togpersonale, og vi krydsede alt, hvad vi kunne krydse for at de ikke lige ville slå ned på vores togafgang.

Det tog lang tid på banegården så efter en god kop kaffe – for første gang på turen i nødvendig skygge fra en parasol – var klokken blevet henad 12, og vi måtte prioritere, hvad vi kunne nå at se.

Vi slentrede rundt om det imponerende Chateau des Ducs de Bretagne med de tykke mure, voldgrav og en meget anderledes og smuk gårdside. Derefter var det Cathedralen Saint-Pierre-et-Saint-Paul ( der har nok ikke været enighed om, hvad den skulle hedde) – et fantastisk bygningsværk, som nok kunne konkurrere med Spanske Gaudi, og med kæmpe mosaikruder hele vejen rundt i det gigantiske kirkerum.

Chateau des Ducs de Bretagne.

Middagshvil og mæt af indtryk.

Vi var faktisk ved at være mætte, kunne vi mærke, så vi dryssede rundt i den charmerende bymidte, hvilede sammen med det halve af Nantes indbyggere ved et stort springvand midt på et torv, snakkede med en flok strejkende der stod med bannere og delte flyers ud, købte hæfteplaster til de ømme tæer, spiste en rulle med spicy chicken, fik undervisning af en sød og hjælpsom fyr i hvordan man skulle købe billet til letbanen, hvis det skulle blive nødvendigt, og så begav vi os lidt trætte mod vores hotel for at tage en slapper.

På hjemvejen nær vores logi fandt vi en lille interessant restaurant, som vi besluttede at besøge om aftenen, det var så ikke nødvendigt at begive sig med letbanen ind til byen, og det viste sig desuden at være et rigtig godt valg.

Aftenen var lun, så turens sidste måltid blev indtaget i restaurantens hyggelige gårdhave, hvor vi fik en meget sød og hjertelig betjening af en ung pige, der kom fra Fransk Polynesien. Hun serverede først en lille appetizer med hilsen fra kokken, dernæst fik vi spansk sortssvin og en lækker dessert med æble, sød kage og karamel. Det var en super lækker og lidt ” pebret ” finale på vores cykeltur.

Farvel til Loire floden

24. Juni

Sol over hele den franske himmel – og nu skulle vi så hjem.

Vi startede med at høre nyheder, da England dagen før havde afholdt sin såkaldte  Brexit afstemning, og det overraskede og rystede os lidt at høre, at England nu ville forlade Unionen.

Vi skulle – knap så dramatisk – forlade Frankrig og fik en taxa til banegården, hvor skarpt bevæbnede soldater sørgede for ro og orden. Det kan godt være, at de gik der for at skabe tryghed blandt folk, men umiddelbart virkede det lige modsat. Stillet overfor soldater med fingeren klar på aftrækkeren, kan det nok være, at man passer på ikke at foretage sig noget overilet.  Det er trist, at det det er nødvendigt.

De strejkende havde heldigvis holdt fingrene fra vores tog, der rullede af sted lige til tiden, og vi fik en meget behagelig togrejse der mere eller mindre fulgte vores cykelrute det første stykke til Orleans.  I Montparnasse fandt vi en taxa, der førte os sikkert gennem den massive bytrafik forbi Eiffeltårnet og Triumfbuen – så fik vi også lige det med – til CDG Lufthavnenen.

Den lufthavn er sandelig for viderekomne. Uoverskuelig uden ordentlig forklarende information, så vi var glade for, at vi havde så forholdsvis god tid til at chek-in,  komme af med bagagen og finde den rette gate. Med lidt hjælp fra en flink lufthavnsmedarbejder lykkedes det hele, og vi nåede oven i købet at få kaffe, en sludder med et norsk ægtepar og lyttet til tre Islandske gutter, der havde været til fodbold EM og fejret Islands sejre godt og grundigt i flere dage – sådan lød de i hvert fald – og så var det farvel til Frankrig.

Og mens flyet bragte os sikkert tilbage til Danmark, sad vi og forsøgte at fordøje indtrykkene fra 16 dage og næsten 800 km. på cykel.

VI var enige om, at det havde været en fantastisk rejse, bestemt ikke uden strabadser og meget anderledes end ved planlægningsbordet derhjemme, for i planlægningsfasen var der ingen oversvømmelser og mudrede stier, og solen skinnede hver dag, men vi havde lært, at det ikke betyder så meget med vejret, når blot man har godt regntøj.

Vi kunne sagtens have cyklet mere, vi havde hovedet fuld af indtryk, som skulle bearbejdes, og mens vi fløj mod Danmark var vi allerede igang med at diskutere næste års cykeludfordringer.