SaarLorLux. 3 lande og 3 floder.

Forberedelserne til denne tur startede allerede ved juletid, da jeg forærede Per  " Veloroute SaarLorLux" i julegave - og efter at have studeret den omfattende kortbog, der var bestilt hos www.estebauer.com ,blev beslutningen taget.

Gennem tre lande (Tyskland, Frankrig og Luxemburg), langs tre floder - det lød spændende - det måtte prøves.

Da udgangspunktet var Trier, valgte vi at køre selv, og vi valgte endda at tage vore egne 7 gears cykler med. Vi vidste, at der især i Luxembourg, ville være mange bakker, så vi fik cykelhandleren til at geare begge cykler så meget ned, det kunne lade sig gøre, og så håbede vi det bedste.

Pakning til en to ugers cykeltur har vi efterhånden rutine i, men vejrudsigten lovede ikke for godt, så vi tog ekstra meget varmt tøj  med. Vi plejer kun at have regnjakke med, men denne gang kom også regnbukserne i bagagen, så vi var helgarderet, men fik  til gengæld en del at slæbe på.

Og så tog vi af sted onsdag den 4. juni.

Motorvejstrafikken var heftig, men bilen havde en god fører, og cyklerne hang godt fast i den nyindkøbte cykelholder, så humøret var i top mens vi åd den ene kilometer efter den anden. Vi overnattede i Wallenhorst nær Osnarbruck, og næste dag - den 5. juni ved 14 tiden ankom vi til Casa Chiara i Trier. Hotellet havde vi bookede hjemmefra ,fordi der var parkeringskælder, hvor bilen kunne stå godt beskyttet, mens vi cyklede, og fordi hotellet, skulle ligge meget centralt både for Moselfloden og for centrum - og alle dele stemte. 

Det var et meget fint lille hotel med en meget imødekommende vært, dejligt værelse, dejlige senge, lækker morgenmad, og så lå det blot et par skridt fra Porta Nigra, bag hvis tykke mure Triers gamle centrum befandt sig. Bedre kunne det ikke være.

Trier har en meget charmerende bykerne med statelige bygninger og et myldrende liv af både lokale og turister. Vi skaffede os et overblik over byen ved at følge en beskrevet turistrute gennem de snævre gader og over de imponerende torve, forbi mange imponerende kirker, hvoraf Konstantin Basilikaen nok var den, der imponerede mest i al sin unikke enkelthed.

Og derefter gemte vi resten til morgendagen, der også var sat af til sightseeing, og kastede os over tredje halvleg  -nemlig skøn Moselvin og mad med udsigt til Domkirken.

Aftenstemning i Trier

6. juni.

Trier er den by i Vesteuropa, der har de bedst bevarede romerske ruiner, så der er rigtig meget man skal se, når man er på de kanter. Vi havde forberedt os lidt hjemmefra, så det var blot at gå i gang.

Byens gamle port - Porta Nigra fra omkring år 100 e.kr. Porten er en velbevaret rest af den i sin tid mange kilometer lange bymur.

Fra byens tid som kejserresidens stammer de imponerende kejsertermer med sit netværk af underjordiske gange, som forbandt de forskellige badstuer og bassiner, og på Petrisberg overfor de velbevarede rester af et amfiteater med plads til 20000, og  hvor mangen en fange er blevet hejst op fra  kælderregionerne og serveret for de vilde dyr til stor underholdning for tilskuerne.

Den gamle Romerbrucke fra omkring år 150 e.Kr.som skiller sig markant ud fra de øvrige nyere broer,  den imponerende Mathias Basilika, og ikke mindst Karl Marx Haus, hvor der i hans fødehjem er indrettet et omfattende museum over hans liv og levned og tanker og skrifter - og således mættede var det tid til at sætte kursen mod vores hotel for at hente cyklerne til en lille prøvetur.

Bytrafikken var voldsom, det overrumplede os lidt, men det var godt at få øvet sig i bykørsel, før de helt store byer på turen. Vi var ikke langt fra Mosel, så vi fandt hurtigt ned til venstre flodbred, som skulle være udgangspunktet for morgenens start på cykelturen.

Her var smukt -med den gamle Romerbrucke i horisonten, højre flodbred med statelige bygninger og øverst oppe en imponerende kirke, længere ude skråningerne med velplejede vinstokke , og floden med livlig trafik af flodpramme og turbåde. Her var også særdeles livligt. Vejret var ret varmt, så der var mange solnydende på de grønne skrænter ned til floden, og på stien var der en lind strøm af cyklister, løbetrænere hundeluftere og folk, der blot slentrede en tur i det gode vejr.

Vi cyklede nogle kilometer til den ene side og lidt til den anden, spiste en sen frokostsalat med udsigt til livet på floden og vendte hjem for at pakke sammen, spise og komme tidligt i seng.

Vi glædede os til at få gang i pedalerne for alvor.

Afgang fra Casa Chiara

7. juni.

Vi tog afsked med vores bil, der stod trygt parkeret i hotellets kælder, vi tog afsked med vores venlige vært og aftalte med ham, at vi ville ringe, når vi nærmede os Trier igen, så vi kunne sikre os et værelse - og så var der afgang.

Solen skinnede fra en skyfri himmel , og det så ud til at blive en rigtig varm dag. Pudsigt - få dage før vi skulle af sted hjemmefra, var vi lige ved at aflyse p.g.a. en elendig vejrudsigt, men vi klagede bestemt ikke over, hvordan det hele havde vendt.

Vi har mange erfaringer med at være "stifindere" og vi har mange  erindringer om forkertkørsel, men denne gang  var vi helt overbeviste om, at når vi skulle følge en flod, gav vejen helt sig selv. Hvor svært kunne det vel være ?

Men det var faktisk lidt svært allerede da vi efter ca. 8 km. nåede til Konz ,hvor Saarfloden skilte sig ud fra Mosel, og hvor vi skulle slå nogle sving over et par broer og under et par jernbaneviadukter, og det lykkedes os at tumle så meget rundt, at vi var nødt til at spørge om vej for at få næsen i den rigtige retning.

Hvis vi havde været lidt mere vågne, ville vi straks have set, at vejen faktisk var skiltet, så det var turens første lektion i at holde øjnene åbne - og så gik det ellers lystigt og lige ud mod Saarburg.

Efter 5-6 km. fik vi øje på et skilt, der fortalte om kaffe og kage, så vore cykler drejede næsten af sig selv ind mod en lille idyllisk campingplads, hvor en flink "kaffemutter" serverede et ordentligt stykke ostelagkage og to kopper kaffe, selv om hun endnu ikke havde åbnet for dagens salg.

I Saarburg er det et must at se det store vandfald midt i byen og det ældgamle system af vandmøller, så nået så vidt satte vi cyklerne og vandrede stejlt op til den gamle bydel.

Ud af Saarburg skulle vi stejlt op, krydse floden og finde en videregående sti på den anden - pærelet -skulle man da tro, men da vores cykelbog og byens skiltning ikke var enige, og vi nok ikke tænkte helt logisk, brugte vi en del tid frem og tilbage, før vi fulgte i hælene på et par cyklister, og omsider kunne fortsætte ad den efterhånden godt ophedede  flodsti.

Og brødflove var vi efterhånden også. Fra vores cykelture i Italien var vi vant til, at så snart maven begyndte at rumle, var der næsten altid en cafe i nærheden, men sådan var det ikke her, så maven måtte rumle en tid endnu.

Efter Saarburg slog Saar mange sving, og ved Taben-Rodt skulle vi atter krydse floden, for derefter at tage først en stejl opkørsel og så en stejl nedkørsel på grusvej. Nedkørselen  på grusvej var så stejl, at vi valgte at trække, og heldigvis for det, for så fik vi tid til at opdage en pudsigt  lille "tag selv" cafe bestående af info-skilt, en gammel kaffekande til penge ,et fyldt køleskab og endda to plastic stole af ældre dato til at nyde et par colaer i - lige hvad vi behøvede på det givne tidspunkt.

Således " vederkvægede" fulgte vi grusstien videre, og så gik det opad, opad med Lutwinus Kapellet og en fantastisk udsigt over Saar. Efter at have beundret udsigten gik det nedad, nedad mod Mettlach og en kro, som vi spottede i det fjerne. Kroen var desværre lukket, så vi måtte lede videre  på den anden side af floden for at få stoppet den tiltagende maverumlen. Her fandt vi , hvad vi søgte , en god pizza og en stor flaske iskold vand - og så var der fornyede kræfter til de sidste 15 km.

Vinmarker på skråningerne langs Saarfloden

Vinmarker på skråningerne langs Saarfloden.

Fra Mettlach cyklede vi dels på grussti og dels på landevej, krydsede floden endnu et par gange og nåede Merzig kl. 18. Selv om vi havde orienteret os på et bykort, tog det alligevel en rum tid - og en del irritation på os selv - før vi fandt Merll-Reif, hvor vi havde booket et værelse.

Merll-Reif viste sig at være en gammel, godt brugt kro, og at have meget, meget små værelser. Vi fik værelse nr. 13, og håbede inderligt, at der ikke var nogen symbolik i det. Hotellet havde meget venlig betjening og en flot spiserestaurant med et godt menukort. Dagens tilbud var stegt and, men med omkring 30 grader udenfor, stod and nu ikke højst på vores liste, så vi valgte en lettere ret og dejlig vin - og så blev dagen evalueret ,og vi undrede os over, at kilometertælleren stod på 70 km. ,når vi havde regnet med blot at cykle 50.

Hotel Merll-Reif i Merzig- en varm oplevelse

8.juni.

Det blev en meget varm nat i det meget lille værelse, så vi tog den med ro om morgenen  og var på "hesten" kl. 9,30. Termometeret viste 31 grader, dagens etape var ca. 50 km, og vi var fast besluttede på ikke at gentage gårsdagens mange fejlkørsler.

Turen gik langs flodbredden hele vejen til Saarbrucken, så vi kunne i al magelighed studere livet på og ved floden. På floden en jævn trafik af flodpramme og fritidssejlads, og ved floden lystfiskerne  på deres specielle fiskestole, og med ikke een men mange fiskestænger sat op rundt omkring sig.

Lystfiskere langs Saar.

Omkring Saarlouis begyndt morgenmaden at blive gammel, så vi cyklede af ruten for at finde et sted at spise. Vi fandt en campingplads, der dog ikke havde mad og kun een cola, som vi delte. Tilbage på ruten fandt vi et samlingssted for cyklister og en cafe`, som kun havde æbletærte, så det blev frokosten denne dag - man kan blive nøjsom.

Omkring 10 km. fra Saarbrucken kørte vi igennem Volklingen. Et nedlagt jern- og stålværk, som er en del af verdenskulturarven og meget velbevaret. Det var ret imponerende at køre forbi de kæmpemæssige ovne, maskiner og rørledninger, som engang havde givet tusinder af familier mad på bordet. 

Jern- og stålværket i Volklingen- en del af verdenskulturarven.

Vi drak en kop kaffe, kiggede på bykort og lagde en plan for at finde det hotel vi havde booket - og denne gang gik det som fod i hose, og allerede kl. 15 havde vi tilbagelagt 53 km. og stod foran hotel Madeleine i Saarbrucken.

Hotellet var en del af "Bike and Bed" kæden, så der var fine muligheder for både mennesker og cykler, og begge kom i stald. Cyklerne fik lov at hvile, men vi begav os ud i den overophedede by for at lege turister.

Efter et forgæves forsøg på at komme ind i den store Johanneskirke, som vi boede overfor, opgav vi videre forsøg og nøjedes med at betragte bylivet fra en stol under en svalende parasol på det store St Joanner Markt - det var simpelthen for varmt.

Vi havde kun fået det ene stykke æbletærte hele dagen, så det var tid til at finde mad, og det gjorde vi på en hyggelig italiensk restaurant lige ved døren til vores hotel. Vi fik dejlig mad og sød betjening, der gerne ville sludre med os, jeg væltede kaffe på dugen og Per fik en meget sød likør til kaffen, og så gik vi i seng - men det gjorde resten af Saarbrucken IKKE, så vi var nødt til at lukke vinduet og fik en lang nat i sauna og uden megen søvn.

9.juni.

Vækkeuret var stillet til 6,30, men vi var begge vågne længe før, så det var bare med at komme af sted. Der var stadig 33 grader udenfor, og vi havde 70 km. foran os.

Det var en fantastisk morgen, ikke en vind rørte sig og flodens vand lå spejlblankt. Langs flodbredden vraltede andemor med sin ællinger, og et sted havde en flok hvide køer funder ud i det svalende flodvand. Og mens livet vågnede på vandet og på landet, cyklede vi godt til, og hurtigt nærmede vi os Sarreguimines, som er grænseby mellem Tyskland og Frankrig. Der var ingen naturlig markering af , hvor grænsen gik, så vi måtte standse en ældre mand for at spørge, om vi befandt os i Frankrig eller Tyskland. Han kunne fortælle, at vi var vel ankommet til Frankrig, og desuden kunne han fortælle rigtig meget om sin slægt, der var mikset af fransk og tysk, men det havde vi ikke tid til at høre til ende, så vi valgte at sige pænt farvel og tak

Så er der morgenbad.

Vi havde besluttet, at vi efter 20 km. ville gøre det første holdt og få noget at spise eller drikke, og vi havde udpeget en by, Zettings, som skulle være vores første stop. Men her var ikke skyggen af hverken vådt eller tørt. En flink dame oplyste os om, at vi ville finde, hvad vi søgte efter nogle få kilometer. Vi fandt også en cafe, der var ved at åbne, og som kunne servere en iskold cola, men mad kunne vi ikke få.

I Saaralbe VILLE  vi have noget at spise, men fandt atter kun cafe med drikkevarer. Et ægtepar, der sad ved eet af bordene, oplyste os om, at bageren rundt om hjørnet solgte sandwich, og at vi blot kunne hente og spise på cafeen. Nå, men bageren havde godt nok udsolgt at sine sandwich, så vi tog til takke men et par små, kolde pizzaer - mad er mad trods alt. Vi bestilte kolde vand, og cafedamen kom endda med kniv og gaffel til maden, vi fik en lille sludder med parret ved nabobordet, og sådan fik vi "brændstof" til den næste etape.

Efter Saaralbe kørte vi på en sti lige mellem kanal og flod, den var lidt ensformig, men det gik hurtigt. Den første del af Saarfloden, var helt klart den smukkeste, men på denne del af turen kom vi til gengæld tæt på livet på vandet og ikke mindst slusetrafikken, var spændende at iagttage.

Hvor går grænsen mon?

Det var ved at blive rigtig varmt, så vi var glade, da vi fik Mittersheim i sigte og fandt vores hotel L`Escale, som lå lige ved siden af en stor badesø.

Hotellet havde vi ikke ventet meget af, og det levede helt op til vore forventninger. Magen til rodebutik - og endda en noget snusket rodebutik - men det var det eneste på de kanter, så vi sagde pyt og kastede bagagen fra os, for at tage en forhåbentlig svalende svømmetur i søvandet.

Søvand er søvand, men det var trods alt forfriskende ovenpå svedige 70 km. Tilbage på hotellet ville vi have noget at spise - men nej, der var middagslukket, så mens jeg forsøgte at skrive dagbog i det 30 grader varme værelse, kørte Per efter forsyninger og vendte hjem med to dejlige , sprøde sandwich.

 Hotellet havde faktisk netop denne dag den ugentlige lukkedag, fortalte datteren til den noget mavesure vært os, vi var de eneste gæster, og hvis vi ville have aftensmad, måtte vi indfinde os kl. 19 - hverken før eller senere - basta ! Hvem kan tænke på at spise, når temperaturen stadig ligger et godt stykke over de 30, men der var ingen vej udenom, så vi enedes om en salat og lidt ost. Osten var i orden, men salaten var nærmest uspiselig fordi den var fyldt med fedt, stegt flæsk og crutoner, der sejlede i olie. Vi undskyldte os med , at det var for varmt til at være sultne, spiste lidt ost , drak lidt vin og gik op til endnu en nat i sauna.

10.juni.

Atter en næsten uudholdelig varm nat - jeg svedte - Per sov - sådan er vi så forskellige.

Vi tog afsked med vores mavesure vært og kørte af sted i 31 graders varme kl. 8,30. Dagens etape var ikke mere end 35 km. og lidt op ad dagen kom et tyndt skydække, så det var til at hold

Hotel LÈscale- en noget roder affære.

De første 14 km. til Rhodes gik igen på den ret ensformige kanalvej. Vi kunne begge mærke gårsdagens lange etape i benene, så vi kørte af sted i et roligt tempo og satte næsen op efter kaffe i Rhodes. Dagens etape var ikke lang, og vi var lidt usikre på, hvornår vi kunne komme ind på det chateau, hvor vi havde bestilt værelse, så vi havde ikke travlt. Det var der tilsyneladende heller ikke nogen i Rhodes, der havde, for der var faktisk ikke en sjæl at se, og der var i hvert fald heller ikke udsigt til at finde et kaffested. Vi satsede på næste by, Friburg, - nix ,nå, men så den næste da - nix - men så  Assenoncourt da, den sidste før chateauet , men nej ligeså død som alle de andre , og dog -  der var faktisk en hund, der vågnede op og sagde et vov lige da vi kørte ud af byen.

Bortset fra vores kaffetørst og nu også tiltagende sult og undren over, at det var umuligt at finde en cafe endsige et menneske i nogen af de små byer, vi kørte igennem, nød vi meget at have sluppet den ensformige kanalvej og komme ud på bondelandet og de større vidder - og bakker, for dem var der en del af, dog ikke noget at regne i forhold til dem, vi skulle møde senere.

Allerede sidst på formiddagen ankom vi til Chateau D´Alteville,  en stor rektangulær hovedbygning med et virvar af sidebygninger , som ved første indtryk  så lidt ramponeret - i hvert fald meget  brugt - ud.  Vi ringede på døren og blev mødt af en meget smilende mørklødet pige, som jeg desværre ikke kan huske navnet på. Hun fortalte, at hun stod for værelser, passede familiens børn og gik til hånde med forskelligt husarbejde. Hun var fra Madagaskar , var 20 år og da hendes mor ikke ville vide af hende, var hun draget ud i verden for at tjene penge til sin søster og sig selv. Hvordan hun var havnet i Frankrig, fik vi ikke at vide, men hun undrede sig ligesom os over, at der ikke fandtes cafeer i nærheden , så hun tilbød straks at lave lidt kaffe og lidt mad til os, og mens vi besigtigede gemakkerne, tryllede hun kaffe, spejlæg, bacon, ost og brød frem - et herremåltid.

Vi fik vores værelse - et fint gemak med store skabe, bløde senge med en masse puder og en dejlig udsigt over haven og tilstødende marker med græssende kvæg. Dagen var stadig ung, så vi satte bagagen fra os og begav os ud for at se på omegnen, og især havde vi kig på en halvø, Tarquimpol, som rakte et stykke ud i den nærliggende sø. Der var nu ikke meget at se - kun enkelte huse og bondegårde, så vi vendte næsen mod den nærmeste større by, Dieuze, som viste sig endelig at være en rigtig by med butikker, cafeer og mennesker og endda en rigtig storkerede med en rigtig levende stork og to unger. Det var helt befriende at opdage, at der trods alt var liv i området.

En rigtig levende stork med 2 unger.

Vel tilbage tog vi bad og begyndte at lede efter hotel i Metz, hvor vi regnede med at ville blive to dage. Mens vi forsøgte at få vores Ipad til at fungere, faldt vi i snak med et yngre , engelsk par, der var på vej hjem efter 3 uger på motorcykel igennem Italien. Samtalen faldt ganske ubesværet, og da vi vidste, at vi også skulle spise sammen om aftenen, lovede det godt for en hyggelig aften.

Ved 18 tiden bankede vores pige fra Madagaskar på døren og inviterede os til at møde ejeren mr. David til en drink i een af stuerne kl. 19,30 sammen med husets øvrige gæster. Vi takkede ja, og mødte en venlig, smilende mr. David, som havde lavet små canapeer og skænkede en dejlig cremant  og viste sig som den fødte gentleman og vært, der meget belevent og med ægte interesse konverserede sine gæster, og sørgede for, at alle var med. Foruden os var der det engelske par, en belgisk dame, Suzanne, som var amatørornitolog og hvert år tilbragte nogle dage på chateauet, en dame fra Canada ,bekendt af familien, og så mr. David selv.

Snakken gik lystigt på engelsk og fransk og da kl. blev 20,00 bekendtgjorde mr. David, at middagen var serveret, og selskabet bevægede sig til spisesalen, hvor alle fik anvist plads rundt om det store, dækkede bord i midten af rummet.

"Den røde stue" hvor vi mødte Mr. David og chateauets andre gæster

Mr. David havde selv, sammen med den canadiske bekendt, lavet hele menuen, der bestod af chevre chaux, fisk med ris og svampe, oste og en dessert, dertil dejlig hvid og rødvin og en livlig og særdeles underholdende snak rundt om bordet.

Efter den fuldendte middag var der kaffe og smagsprøver på hjemmelavede  blommesnapse i salonen - og atter en munter og livlig snak rundt om bordet.

En helt igennem fantastisk aften, og sengetiden blev en del senere end den plejede. 

Chateau D`Alteville.

11.juni.

Efter dejlig morgenmad og igen en hyggelig snak med Mr. David og det engelske par, afregnede vi, tog afsked med kindkys og var i sadlen kl. 8,00.

Vi vidste, at det ville blive en særdeles varm dag med mange bakker, men heldigvis vidste vi ikke hvor mange og hvor lange, så vi drog frejdigt af sted igennem det smukkeste bondeland med småbyer som perler på en snor. Landskabet bølgede op og ned, der var meget at se på hele tiden, så det gik rask derudaf. I Vic-sur-Seille, som var den eneste lidt større by på vores vej, gjorde vi holdt, fik kaffe, cola og købte en quice til turen - og herefter begyndte de små bakker at blive væsentligt højere og længere, og da det tilmed var hamrende varmt, måtte vi flere gange af cyklen for at trække op, selv om det var næsten ligeså anstrengende som at cykle. Så kan man mærke, at man lever !

Vores bestemmelsessted var Delme, hvor vi havde bestilt et værelse på hotel " Les 12 Borne". På Chateauet havde vi ved middagsbordet den foregående aften drøftet  hvad "Borne" mon betød. Den belgiske dame mente, at det havde noget med Napoleon at gøre, mens vores vært troede, at det var en eller anden form for sten, som markerede en afstand, og han fik ret, opdagede vi, da vi ankom først på eftermiddagen. Udenfor hoveddøren stod en gammel sten, som efter hvad de fortalte på hotellet, havde markeret afstanden mellem nogle bestemte byer engang i hestevognenes tid. Så fik vi det opklaret.

Vi var trætte, vi var svedige, så mens værelset blev gjort klart til os, fik vi en kold cola i hotellets have og  tog en rundtur i byen. Det var hurtigt overstået. Her var simpelthen intet, der kunne tiltrække to nysgerrige turisters opmærksomhed, så vi tog bad og slappede af, indtil det var tid til et glas hvidvin og hotellets "dagens ret", der bestod af "tag-selv" kylling med ris og salat - og så go`nat.

La Douzieme Borne i Delme.

12.juni.

Denne dag etape ville blive lang, så vi var tidligt oppe og af sted allerede kl. 7,30. Det var med at komme af sted, før det var alt for varmt, for vi vidste, at der ville blive megen op-kørsel, og især vidste vi, at vi skulle starte med at køre en lang tur op ad den nedkørsel, vi havde glædet os over at køre ned ad dagen i forvejen.

Først til Lemoncourt, derefter til Craincourt og så Foville - og det gik opad og opad. Cykelbogen havde ganske vist angivet, at der ville blive mange" op-ture",  men at der var så mange, overraskede os, så da vi nærmede os Louvigny, som vi anså for at være en større by, stod der kaffe og pause malet i panden på os.

Men fandt vi det - nix - og den dame, vi forhørte os hos, var endda så ivrig, at hun blandede sig i vores rute og gav os nogle forkerte anvisninger, så vi måtte tage byen rundt flere gange, før vi fandt ud på ruten igen.

I den næste by fandt vi en bænk, hvor vi delte den sidste fersken, en småkage og vand, og så var det igen op og op til Marieulles, hvor vi næsten kørte ind i en cafe med borde og parasoller. Vi ville helst have en salat, brød og frisk vand, men nej. Vi kunne få dagens menu og ikke andet. Menuen bestod af en platte med lidt pate` og grønsager, det var såmænd udmærket, men da næste ret viste sig at være tykke skiver ko-tunge i en blålilla sovs, gav vi op. Jeg tror helt sikkert, at det var en yndet lokalret, for vi kunne se, at de lokale spiste med stort velbehag, men her kunne vi simpelthen ikke være med, så vi afregnede og drog videre med endnu  en oplevelse i bagagen.

Det gik videre opad og kun opad, vandet i vores taske var på kogepunktet og det samme var vi, men det var en meget smuk natur, og fordi vi kørte opad, havde vi de mest fantastiske udsiger ud over landskabet. Ved Fey vendte verden omsider, og det begyndte at gå nedad mod  Corny-Sur-Moselle ved Moselfloden. I et forsøg på at undgå at køre på en grusvej, kom vi helt galt af sporet og kørte rundt i byen flere gange, før vi med hjælp fandt den rigtige retning igen. Der skal ikke meget til, før man bliver retningsforvirret.

Kogt kotunge i blålilla sovs - så er man ikke sulten mere.

Nu var det så blot at følge en sti langs Mosel de sidste 12-14 km. til Metz, og med vores stedsans skulle det vel blive en smal sag, mente vi.

Det første stykke gik glat, fin sti, dejlig natur. Men så holdt asfalten op og blev til grusvej med huller så store, at vi næsten følte det som om vi kørte på en pukkelpiste, og den blev tilmed  smallere og smallere, så

vi begyndte at ane uråd. Stien mundede  ud i en åben plads, hvor en mand sad mageligt tilbagelænet i en liggestol. Vi  grundede over ruten og endte med at spørge manden i liggestolen, men han tog slet ikke vores pine særligt alvorligt, han slog blot ud med armen og sagde: "Bare kør , det er jo Frankrig det hele" - og det hjalp jo ikke meget

Vi fortsatte ad stien på den anden side af pladsen, og en ung fyr bekræftede os i, at vi var på rette vej, men da stien blev smallere og smallere og til sidst kun var en lille bitte spor med høj bevoksning  på begge sider, gav vi op, og da vi tilmed hørte motorvejsstøj og opdagede, at vi skulle have haft motorvejen på den anden side af os, var vi klar over, at den var helt gal. Vi var faktisk på vej ud i et delta i Moselfloden. 

Ja, ja, hvis det hele går glat, er der jo ikke så meget at mindes  senere !

Nu er vi virkelg blevet helt væk...

Vi fandt ruten, og vi fandt vores hotel, Alerion, og vi fik et skønt, skønt hjørneværelse med en lille balkon lige overfor den smukke, gamle banegårdsbygning. Hotellet lå ganske vist på 1. sal, så vi skulle slæbe cyklerne op ad en masse trapper, men så var de også gemt godt af vejen i de to dage, vi havde bestemt at ville tilbringe i Metz. Vi havde kørt 74 km. , kilometertælleren stod på 374 km. , og vi havde været på cyklen i 9 timer, så vi var møre.

Heldigvis var der en restaurant lige nedenfor vores hotel, så da det blev tid til mad , behøvede vi ikke bevæge os langt væk fra den seng, der ventede os i vores dejlige værelse

13.juni.

I dag skulle cyklerne hvile, og vi skulle på sightseeing, men først havde vi lige noget, som skulle klares.

Både vores cykelbog og de omtaler af ruten, vi havde læst på nettet, anbefalede, at man droppede cykelturen fra Metz til Thionville, og i stedet tog det lokale tog. Der var egentlig ingen forklaring på de anbefalinger, men måske var det et mindre charmerende område med megen industri, og det var i hvert fald  ret kuperet , kunne vi se i vores cykelbog, så vi fulgte anbefalingerne og begav os til banegården for at finde togtider , købe billet og studere lokaliteterne .

Banegårdspladsen med Hotel Alerion i baggrunden. Vi bor lige på hjørnet.

Banegården var stor, og i første omgang forekom det os ikke helt enkelt at finde, hvad vi søgte , men vi fik fat i en endda særdeles hjælpsom medarbejder, der "tog os i hånden" og  sørgede for, at vi fik de rette afgangstider og de rette billetter, og omhyggeligt forklarede os, hvordan vi kom op på perronen og fik cyklerne med toget - og så gjaldt det Metz og i første omgang det spektakulære Pompidou-center, som lå lige bag banegården. Centret skal ikke forveksles med det af samme navn i Paris, men det er et fantastisk bygningsværk til moderne kunst, med en tagkonstruktion, som Gaudi ikke kunne have gjort meget bedre.

Pompidou-centret i Metz.

Vi boede faktisk lige i centrum af den gamle bydel, så vi fortsatte ud i det myldrende byliv. Metz er en by på ca. 300,000 indbyggere og i ældre tider residensby for biskoppen, så der var et utal af gotiske kirker, historiske bygningsværker og barokke pladser. Det var umuligt at overkomme det hele, så vi valgte Saint-Etienne katedralen, med sine imponerende mosaikruder, besøgte  hallerne, hvor vi købte en quiche til frokosten, vandrede langs Moselfloden, og dumpede ned på adskillige cafeer for at bruge øjnene og hvile benene.

Tilbage på hotellet kiggede vi på de næste dages overnatninger. Vi skulle finde logi mellem Thionville og Luxembourg, og vi skulle også finde et hotel for 2 dage i Luxembourg - og det er jo ikke så vanskeligt med en Ipad, så begge dele blev hurtigt klaret, og så var vi klat til tredje halvleg - vin og mad i nævnte rækkefølge. Vores hotel havde anbefalet en restaurant, der hed Romarin, hvor man skulle spise rigtig godt, og det var ingen overdrivelse, maden, en chevre chaux og en kålrulle med fyld, var særdeles lækkert, så det blev atter en god aften.

Cykler stuves i toget

14.juni.

Vi havde valgt at tage toget kl. 10,20, så der var masser af tid, og vi havde jo undersøgt det hele dagen i forvejen, så der var næææsten ingen panik med at få cyklerne med elevator op til perronen og derefter ind i toget. I hver togvogn var et indhak til cykler, så der var fin plads ,selvom vi ikke var de eneste, der skulle have cykler med . Hvis man ikke havde bagage på cyklen, kunne  man tilmed hænge den op i et stativ på væggen, det var ret snildt, og så kostede det ingenting. Det kunne cykellandet Danmark godt tage ved lære af.

Turen var kort, så allerede en halv time senere var vi i Thionville og kunne begynde en behagelig cykeltur langs Mosel . Vejret havde skiftet betydeligt, det var overskyet, lidt blæsende og køligt , men egentlig ret behageligt cykelvejr, så vi nød den rolige, flade sti tæt langs flodbredden. Efter 10 km. stødte vi på et kaffested, så det benyttede vi os af, mens vi med dystre miner betragtede en stor, kulsort skyformation, der nærmede sig os og vore cykler. Indtil nu havde vi faktisk kun set blå himmel, så det var helt mærkeligt, at det pludselig blev mørkt og truende omkring os. Vi begyndte at tale om regntøj, men før vi fik gjort noget ved det, klarede det op, og vi kunne fortsætte vores rolige ridt langs floden, hvor der hele tiden var meget at se på

Spændende at iagttage aktiviteterne ved sluserne.

Ved en sluseport gjorde vi et længere holdt og fulgte en kæmpe flodpram helt igennem slusen. Det er et imponerende system. Prammen sejler ind i kammeret, portene lukkes, vandet fylder langsomt kammeret op, og prammen kan atter sejle videre.

Der var efterhånden gået en del timer, og  morgenmaden var for længst brugt op, så vi begyndte vores evindelige søgning efter et spisested, hvilket faktisk efterhånden var den vanskeligste del af denne tur.

I Sireck-les-bains , en lille hyggelig by lige ved floden, fandt vi mod sædvane hurtigt en indbydende restaurant, men da vi stillede cyklerne, tog hjelmen af og lod vores forpjuskede hårpragt komme til syne, kiggede tjeneren misbilligende på os og måtte spørge sin chef, om han måtte lukke os ind. Det måtte han sådan set godt, men vi skulle tage hele menuen ( og til en klækkelig pris) så vi smækkede atter hjelmen på og fortsatte vores søgning efter et mere ydmygt sted. Vi fandt en bager, købte to croissanter og to colaer, fandt en bænk ved floden - mere ydmygt kunne det næsten ikke blive.

Indtil nu havde vi kørt i Frankrig, men lige før Perl, hvor vi havde booket logi, var vi atter i en lille bid af Tyskland. På den ene side af floden lå Frankrig, og på vores side af floden var det Tyskland - pudsigt. Et skilt bekendtgjorde også ,at vi befandt os i "Dreilander" området , hvor Luxembourg, Tyskland og Frankrig mødes.

I Perl havde vi bestil værelse på Central Hotel Greiveldinger, der lå på Bergstrase , og gadenavnet  var ingen overdrivelse, så vi var både varme og svedige, da vi fik anvist et dejligt værelse, og kunne sætte cyklerne i stald efter en fredelig tur på 35 km. plus en togtur. Da vi evaluerede dagen, og jeg sagde : "I dag har vi slet ikke kørt forkert", opfattede Per det som om jeg sagde :" I dag har vi slet ikke hørt fra Gert" ! Det fik vi meget grin ud af, og det blev herefter en fast vending på resten af turen.

Sireck-les-Bains en hyggelig lille by ved Mosel.

Selve Perl by bød ikke på megen underholdning, så vi tog en lur før middagen, der denne gang  bød på kalvesnitzel med "dreng", som brødrene Price kalder ansjosen på toppen. Og så skulle der lægges planer for den videre færd. Vi havde fået lidt respekt for stigningerne, og da etapen mellem Luxembourg og Echternach  næsten udelukkende gik opad, besluttede vi at dele den over og tage en ekstra overnatning i Junglinster. Det var ikke nogen stor by, men der var et hotel - lidt til den pebrede side- men det bookede vi, så vi var sikre på ikke at blive slidt helt ned.

15.juni.

Tidligt op, strålende sol men køligt, så vi fik atter brug for lidt overtøj.

Foran os havde vi mange stigninger, men vi startede med en dejlig lang nedtur fra Bergstrase, som vi havde slidt os opad dagen i forvejen. De første 8 km. gik strygende på cykelsti  langs floden gennem Schengen og ind i Luxembourg. Ved Remich var det slut med at følge Mosel ,og bogen advarede os om en særdeles konditionskrævende opstigning - og det blev det - trække, trække, jakken af, sved på panden - og så blot for at finde ud af, at vi var kommet alt, alt for langt, så tilbage igen, heldigvis nedad, og ind på den rette rute mod næste by, Ellange.

Det gik jævnt opad, men det var meget smukt med vinmarker så langt øjet rakte og med et vidt udsyn over landskabet  nedenfor os. Det gik op og op  med små afslappende nedkørsler indimellem, det var støn og støn og sved på panden, og pludselig var vi alligevel nået til næste by, Dalheim, hvor vi begyndte at håbe på cafemulighed. Det var der dog ikke, men i næste by havde vi heldet med os og fik en tiltrængt sandwich og mod på den næste opstigning mod Hassel, som også blev klaret med støn og gisp - og så kom belønningen - en dejlig lang nedkørsel i et blidt fald mod Alzingen, som er en forstad til Luxembourg.

Fra Alzingen begyndte cykelstien igen at slå følge med en flod, denne gang floden Alzette, som gennemløber Luxembourg, så det var blot at holde sig til den på den sidste strækning ind mod byen. Mens vi holdt en lille vandpause, kom vi i snak med en omtrent jævnaldrende kvinde, der kom fra Grenoble, cyklede alene og havde både telt og kogegrej med sig - se det var sejt - vi følte os som de rene salon-cyklister.

Hotel Greiveldinger på Bergstrase i Perl.

Vi havde lagt en plan for, hvordan vi kunne " angribe" Luxembourg og finde vores hotel, så vi holdt godt øje med broerne, fandt den rette og var snart inde i bytrafikken. I stedet for at følge vores plan, spurgte vi om vej til banegården, som vores hotel skulle ligge i nærheden af, og fik anvisning på en genvej med en elevator op over en bro og ned med elevator på den anden. Det var såmænd også fint nok, hvis ikke elevatoren på den anden side havde været i uorden, så vi stedet måtte afmontere bagagen og slæbe cyklerne ned ad en masse trapper ! Morale - hold dig til det, du har planlagt.

Nå, men vel nede stod vi på banegårdspladsen, og så var det en smal sag at finde Rue Strasbourg og hotel Carlton, hvor vi havde booket for 2 nætter. Da vi stod ved skranken, og det gik op for hotelejeren, at vi havde cykler med, blev han lidt forkert i ansigtet. Hans første reaktion var :"Ingen cykler"!!  men efter lidt betænkningstid fik han alligevel medlidenhed med os og fandt en løsning i en ejendom på den anden side af gaden. Cyklerne blev hængt op i et stativ i et lånt cykelrum, og vi kunne omsider  installere os i et dejligt værelse med en lille fransk altan, hvorfra vi kunne følge med i gadelivet.

Og så var det ud at se på bylivet. Vi boede i et lidt råt yderkvarter, men efterhånden som vi nærmede os bymidten, forandrede indtrykket sig. Flotte bygningsværker, storladne pladser, hyggelige gyder og et mylder af forskellige folkeslag. Vi daskede lidt rundt  ad travle gågader og over torve tæt besat med restauranter og cafeer, og fik os et godt overblik over byens midte. Heldigvis for vores trætte ben, var der gode restauranter i nærheden af vores hotel , og således rundede vi endnu en begivenhedsrig dag af med dejlig salat  på "Place de Paris".

Her mødtes de tre lande: Tyskland, Frankrig og Luxembourg.

Smukt for øjet og ro for sjælen

16.juni.

Høj sol fra morgenstunde og et godt morgenmåltid er to gode faktorer, der giver lyst til at kaste sig over sightseeing, og det var netop, hvad denne dag var afsat til. Ingen af os har været i Luxembourg før, jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os, men vi blev  meget overraskede. Det er en rigtig spændende og meget smuk by, der faktisk befinder sig i tre niveauer. Nederst Grund, som er det ældste Luxembourg, derfra kan man enten gå stejlt op eller tage en byelevator til det mellemste plan, hvor den pulserende bymidte befinder sig , og øverst , i det område , der hedder Kirchberg,  befinder sig alle de store banker og kontorer og den del af EU administrationen, som Luxembourg også huser. Det blev en rigtig spændende dag med mange indtryk.

Vi startede i Grund, gik rundt om den gamle forsvarsmur og ned til floden, derefter beså vi Boch og Casamatterne, det kæmpestore underjordiske fæstningsværk i flere etager. Efter lidt frokost besluttede vi at tage en byrundfart med bus, og det var en rigtig god beslutning, for dermed fik vi også et indtryk af Luxembourgs  tredje niveau ,det kolossale, strømlinede Kirchberg, så vidt forskelligt fra de mondæne, gamle  huse og paladser  i byens midte. En spændende tur. Og så var der ellers ikke energi til andet end lidt mad og drikke på " vores " Place de Paris.

Luxembourg - en metropol i tre etager.

17juni.

Nu havde vi jo valgt at korte ruten af, så vi havde blot sølle 30 km. foran os. Det var ikke meget, men til gengæld vidst vi, at det ville gå opad det meste af tiden.

Kl. 8 var vi i sadlen og fandt let og elegant ud af byen og ned på cykelstien langs floden, og her var det med at holde tungen lige i munden og øjnene på stilke. Man skulle ikke tro det muligt, når vi kørte langs en flod, men der var faktisk mange chancer/farer for at finde i et forkert spor. Vi klarede ærterne og " havde slet ikke hørt fra Gert", da vi efter halvanden time stod for foden af Rue de Kirchberg, som vores cykelbog havde givet en tyr, tyk pil , hvilket betyder stejlt opad. Men om det nu var fordi, vi var begyndt at komme i "opad" træning ,eller det var fordi temperaturen var væsentlig lavere end de foregående dage, det gik faktisk let og uden alt for megen støn ( det er nu kun mig ,der stønner, Per regner det for bagateller) - ( siger han) og snart kunne vi dreje fra den befærdede vej og ind på en rolig cykelsti, der førte os med en mere fredelig stigning til næste by, Senningerberg, hvor der heller ikke var nogen Cafe.

Farvel Luxembourg - et behageligt møde.

Vi kørte videre gennem en tæt skov, og pludselig i en lille lysning med et par huse lå der sørme en cafe, der havde både kaffe, tærte og toilet - sådan. Videre mod Gonderange, og kort derefter  en afvisning mod vores bestemmelsessted, Junglinster, som lå lidt udenfor cykelruten. Det var gået meget lettere end forventet, vi kunne såmænd godt have taget de sidste 25 km. til Echternach, hvilket egentlig var vores plan, men det var der ikke noget at gøre ved nu, hotellet var betalt, så det skulle bruges - og , viste det sig, det var vel turens flotteste værelse, eller nærmere en lille top moderne lejlighed med køkken og stort, smart badeværelse. Til gengæld var der - ud over kirken - intet , der kunne fange vores interesse i  Junglinster, så efter en rundtur i byen og et kig på kirken, tog vi en pizza på den nærmeste og eneste restaurant.

Lille vinslot ved Mosel.

Vi var havnet på et lidt specielt hotel - et selvbetjeningshotel kan man vel sige.  Da vi bookede, fik vi en kode tilsendt,  så vi selv kunne lukke os ind, og vi så ikke en sjæl før morgenmaden. I stueetagen var der en gourmet restaurant, som imidlertid var ligeså ubemandet som hotellet, og det var vist godt nok for vores pengepung, da vi læste priserne i menukortet.

Det blev så også på den nærliggende - og eneste - restaurant vi fik vores aftensmåltid.

Vi havde tænkt, at den følgende dag også skulle være kort pga.  de mange opstigninger på første strækning,  men nu havde vi ombestemt os og mente, at vi sagtens kunne tage turens sidste etape på ca. 70 km. i een mundfuld, så vi gik tidligt i seng for at være klar til at nyde den sidste dag. Det var faktisk lidt trist, at vi var så nær turens afslutning, syntes vi begge.

18.juni.

Morgendis og kølig luft - men det tydede på en varm dag - så vi var tidligt oppe. Dejlig morgenmad i den stilfulde gourmet restaurant og så af sted kl. 7,30.

Vi startede med en ordentlig gang op ad bakke, for at finde tilbage på den cykelrute, vi havde forladt dagen i forvejen. Vi fandt cykelruten, men kun for et lille stykke, hvorefter den var sløjfet pga. motorvejsbyggeri , så vi måtte ud på hovedvejen indtil den næste by, Beidweiler. Herefter  gik jævnt opad på en smal cykelvej, men  ved næste by, Rippig, var der sat bom over vejen . Det kunne jo kun betyde, at vejen  var spærret, men som de indfødte  jyder vi er, tænkte vi : Kan det nu også passe ? Og så fortsatte vi trods advarslen - men det skulle vi selvfølgelig ikke have gjort. Efter et par kilometer fandt vi ud af, hvorfor spærringen var sat op. Vejen var ved at blive lagt om og asfaltbelægningen skrællet af, så den næste timestid  skrumplede vi af sted over huller og store skærver ! Hvorfor lærer vi det aldrig !

Da vi omsider kom til den næste by, mødte vi på ny en bom, og så kan det nok være, vi havde lært lektien, vi skulle ikke lege skærveknuser een gang mere, så vi fandt landevejen til Consdorf - og her kom så også belønningen for at have kørt opad og opad i flere timer. Ikke alene kørte vi nu gennem et meget smukt urskovslignende skovstykke med  kløfter og tunneller, men det gik også nedad i et blidt fald, så på flere kilometer rørte vi nærmeste ikke pedalerne, og i løbet af ingen tid, var vi i Echternach, og kørte lige ind på torvet til den nærmeste cafe og en god kop kaffe. Og her sad vi så lidt og nød den gamle by med de smukke huse , som omkransede torvet. Vi havde gerne bytte Junglinster ud med Echternach for en overnatning, men sådan var det nu ikke blevet.

Der er også idyl langs Sauerfloden.

Nu kan vi endelig se, at vi krydser en grænse.

I Echternach fandt vi Sauerfloden, som vi skulle følge indtil den smeltede sammen med Mosel. Vi  befandt os stadig i Luxembourg på vores side, mens den anden side af floden blev til Tyskland. Vi trampede op ad turens sidste stigning, nød en blid nedkørsel og glædede os over, at den sidste del blot var ligeud. Efter Wasserbillig  kørte vi forbi et hus med et stort tysk flag på husmuren, og så ledes blev vi opmærksomme på, at vi nu var ankommet til Tyskland igen. Vi blev også opmærksomme på den svage rumlen fra maveregionerne, så det var tid til en pause og lidt mad, og begge dele fandt vi i den lille by Igel. Byen er kendt for sin 23 meter høje obelisk, den såkaldte Igeler Søjle, der har sin helt egen historie.  Desværre var obelisken under renovering og dækket til fra top til tå, men vi spiste på "Søjlekroen" så det smagte da altid lidt af fisk.

Tilbage på Kaiser Wilhelm broen og Trier igen efter 14 uforglemmelige dage.

Fra Igel tog det ikke lang tid at tilbagelægge de sidste 14 km. langs Mosel tilbage til Trier, og snart kørte vi atter over Kaiser Wilhelm broen og befandt os på kendte stier.

Casa Ciara tog vel imod os. Vi pakkede lidt ud og pakkede lidt sammen, Per satte cyklerne på bilen, vi vaskede os, og så var det tid til den sidste tur ind bag Porta Nigras tykke mure for at finde mad og drikke. Og mens vi nød en snitzel og lidt skøn Moselvin, evaluerede vi turen og var enige om, at det havde været en fantastisk tur. Næsten 600 km. havde vi tilbagelagt, vejret havde været perfekt, ingen uheld hverken for mennesker eller cykler, og vi havde "ikke hørt ret meget fra Gert".

Vi begyndte allerede at spekulere på, hvor næste års cykeltur skulle gå hen.

Til toppen