Mallorca

Mandag den 13.maj.

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da vi landede i Mallorcas lufthavn præcis kl. 9,30 mandag morgen den 13. maj, og det første vi foretog os, efter at være ankommet til hotel Balear i Ca`n Pastilla, var at skifte det danske varme forårstøj ud med sommershorts og bare arme. Hvis vi ikke havde vidst bedre, lovede det  godt for de kommende dages cykeltur.

Men desværre havde vi hjemmefra kigget dybt og grundigt på vejrudsigten, og  vi havde for længst set, at der var forandringer på vej, så vi skyndte os at nyde i hvert fald de første dages sommervejr.

Og så gjaldt det vores først og allervigtigste mission: Cyklerne.

Hjemmefra havde vi korresponderet med en cykeludlejning( veskarentabike@gmail.com) , der lå  i Ca`n Pastilla tæt på vores hotel, vi havde efter foto udvalgt vore cykler, havde bedt om at de stod klar med bagagebærer, cykelcomputer osv. når vi hentede dem ved middagstid - men gjorde de det ? Nix

De cykler vi blev præsenteret for, var absolut ikke dem, vi havde set foto af, den ene manglede bagagebærer ,cykelcomputer var en by i Rusland, og de så i det hele taget lidt medtagne ud. Vi har jo efterhånden erfaring med det at leje cykler, og vi havde afsat god tid til prøvekørsel, så vi aftalte, at vi lejede dem for denne ene dag, og tog en cykeltur langs det 14 km. lange strandcirkus - for cirkus er det virkelig. Hoteller, barer, restauranter, badedyr og postkort. Men stranden var flot og vandet blåt og tiltrækkende

Cyklerne prøvekøres.

Nå, men nu var det cyklerne, det drejede sig om. De var lidt slidte, men egentlig var de overraskende behagelige at sidde på, havde en tilpas størrelse, det virkede som om gearene var i orden, og de løb let, så efter 10-15 km. besluttede vi os for, at det nok kunne lade sig gøre, at cykle øen rundt på dem - og så blev Ullas fordæk helt fladt.

Tilbage til cykelhandleren, ny slange i Ullas fordæk og montering af holder til fortaske, bagagebærer på Pers cykel og aftale om, at cykeludlejeren ville indkøbe en cykelcomputer, der kunne monteres næste morgen tidlig - og så var cyklerne vores for de næste 10 dage.

Og så var det ellers tid til at få den første tortilla, et bad i det friske vand og en lille afslapningstime i det varme sand . Efter lidt udpakning og et bad på hotellet, var det tid til et glas hvidvin på det hyggelige torv overfor og en dejlig middag med havudsigt i den nedgående sol - og så brugte vi ellers aftenens sidste halve time på  - for anden gang den dag - at lede efter vores hotel i de kringlede gader.

Tirsdag den 14. maj

Hotellets morgenbuffet var god og rigelig, solen skinnede fra en skyfri himmel og cykeludlejeren modtog os med  mange undskyldninger og store armbevægelser, da vi kom for at få monteret cykelcomputer. Da vi havde forladt ham dagen før, havde han nemlig fundet vores mail-veksling frem , og så var det gået op for ham, at han havde taget fejl af datoerne, hvorfor han ikke havde været parat med de cykler, vi havde udvalgt hjemmefra, dem havde han imidlertid netop fået ind ad døren - helt splinternye var de - men vi valgte at beholde dem, vi nu havde prøvekørt og fundet os helt godt tilrette med. Cykeludlejeren blev tilgivet, Pers cykelcomputer blev påmonteret, og vi betalte for leje af to cykler i 10 dage = 76 euro ialt. Det må siges at være uhørt billigt. I Italien var vi vant til at betale tre gange så meget. Cykelcomputeren fik vi oveni købet med som kompensation for cykeludlejerens fejltagelse.

Vi tog afsked med cykeludlejeren , der ønskede os en god tur ,idet både han og vi troede, at vi først skulle ses om 10 dage - men helt så lang tid gik der nu ikke!

Denne dag skulle bruges på sightseeing, så vi havde bestemt at tage en tur til Palma, se lidt på byen  og finde en markeret cykelrute rundt om hele den gamle bymidte - så vi kørte af sted mens byen og turisterne begyndte at vågne, og morgensolen varmede den kølige morgenluft .

Kystvejen mod Palma.

Det var en fantastisk smuk og varieret cykelsti, der føret os 10 km. igennem forstæderne, forbi elegante hoteller, langs rekreative områder for vandrere, løbere , cyklister og somme steder for morgenbadende, og hele tiden langs kysten med  havet til den ene side og blikket mod La Seu Katedralens  spir foran os. Det gjaldt om at holde tungen lige i munden og cyklen lige på sporet, for cykelstien var også træningsområde for cykelryttere, der indimellem kom tordnende i store flokke.

Cykelruten rundt om den gamle bymidte var helt fantastisk. Mens vi cyklede fredeligt på beskyttede stier,  kunne vi iagttage det myldrende byliv i små gader, langs store boulevarder og på charmerende pladser og torve. På Place Espania  ,med myldrende folkeliv og springvand, fik vi formiddagens kolde cola og et hvil, hvorefter vi fortsatte - efter en mindre forkertkørsel - mod La Seu Katedralen, som vi havde tænkt os at aflægge et besøg.

Flod og kanaler i Palmas gamle bymidte.

Tilbage på strandpromenaden kom vi gennem et lokalt fødevaremarked  med alverdens spanske lækkerier, og meget belejligt mærkede vi, at morgenmaden var mange timer gammel . Det var jo meget velvalgt - og vi valgte også vel, da vi stoppede ved en af de mange boder, der solgte lækre tapasbidder.

Nedenfor trappen til  La Seu Katedralen og kongepaladset Almidaina, var et stort symfoniorkester med hvide skjorter og dirigent i gang med en smuk udendørs koncert. Vi sluttede os til den store flok af andægtigt lyttende, og stod der med vores cykler og lod os betage.

Koncert nedenfor katedralen.

Imidlertid var vi blevet opmærksomme på, at i hvert fald jeg ikke var passende klædt til at komme ind i katedralen, der var for meget bar hud på mig, og jeg havde ikke noget at dække mig med, så vi udsatte besøget og nøjedes med at beundre  Almudaina paladsen og Katedralen, der knejsede højt over Park de la Mar.

Tidligere lå katedralen og  kongepaladset lige ud til havet, men en opfyldning af området nedenfor, har i sin tid givet plads til et stort rekreativt område, Park de la Mar, med sø, springvand, cafeer , gadesælgere , artister, et stort Miro relief og et myldrende folkeliv.

Efter kaffe og et hvil i parken kastede vi os atter ud på cykelstien hjemad mod Càn Pastilla. Det var begyndt at blæse ret kraftigt, cykelstien gik op og ned - og lige midt i en "op" sprang min kæde af med stort rabalder. Kæden var fuldstændig viklet ud og ind i de forskellige tandhjul, så kalorius måtte om på hovedet, og så gik Per ellers i gang. Det er godt, man har en handy-man med sig. Cyklen blev cykelklar igen efter en rum tid, og Per blev sort over det hele.

Og det er så her gensynet med vores cykeludlejer kommer ind.  Hjemme igen satte vi direkte kursen mod  ham, og han virkede egentlig ikke specielt overrasket over at se os igen  men forstod sagens alvor og gik i gang med den helt store justering af kæde og gear - og så tog vi atter afsked og fik besked om, at vi blot skulle ringe, hvis der blev problemer....

Vi sluttede af med lidt at spise og et ophold på stranden, som vejrforandringen satte en stopper for. Det blev overskyet og  mærkbart køligere, og aftensmåltidet blev indtaget indendørs  med en god ulden trøje på.

Så var der afgang.

Onsdag, den 15. maj.
Vi afregnede på hotellet og indehaveren slog beredvilligt op i avisen, for at  give os en frisk vejrmelding. Det var svært for ham at skjule panderynkerne, da han hørte, at vi ville cykle nordpå og overnatte i Sencelles. Han foreslog os, at vi blev på sydkysten, men vi sagde tappert, at en smule regn og blæst bestemt ikke skræmte sådan et par nordboere, som os.

Og så var der afgang.

De første ca. 10 km. gik langs strandpromenaden. Det var lettere overskyet og vindstille, så mens cyklerne næsten kørte sig selv, kunne vi sidde og nyde synet af enkelte modige morgenbadere,  lystfiskere med snøren i vandet, søvnige turister i gang med at vågne op over morgenkaffen på cafeerne og morgenløbere og cykelryttere på morgentræning - og så var vi pludselig i SÀrenal, hvor vi skulle dreje fra kysten og ind i landet - eller man skal vel rettelig sige OP i landet , for opad gik det. Nu var det slut med at lade cyklen rulle af sig selv, men da bakken samtidig var ensrettet, og vi havde næsen  imod kørselsretningen, var vi "nødt" til at trække til toppen af bakken, og således oppe fandt vi den beskrevne cykelsti, der ville føre os til en stille landevej parallelt med motorvejen mod Llucmajor, som var dagens første pejlemærke.

Efter nogle kilometer - hele tiden med let stigning - fandt vi et sted at købe vand, og vi fandt også vores regnfrakker frem, for de små stænk ,vi havde mærket, var efterhånden blevet til tungere dråber. Både cykeltaskerne og vi fik regnfrakker på, og vi cyklede videre med lidt snak om, hvornår vi mon skulle krydse motorvejen for at komme til Llucmajor - og så pludselig midt i en rundkørsel med en lille palmelund på midten, åbnede himlens sluser sig og regnen faldt i kaskader. Vi kiggede os febrilsk omkring, og det eneste, der kunne minde om læskur, var de brede palmeblade på rundkørslens midte, og her stod vi så og krøb sammen under et stort palmeblad lige midt i rundkørslen med biltrafikken snurrende rundt om os som karrusselvinger.

Sparsomt læ for monsunen.

Da regnen efter ca. et kvarter begyndt at stilne lidt af, besluttede vi at køre over den nærliggende motorvejsbro og nærme os Llucmajor. På en tankstation søgte vi læ og fik ejeren til at udpege på kortet, hvor  nøjagtig vi befandt os.

Da vi nåede Llucmajor, var regnen efterhånden holdt op, vi var blevet både cola og toilettrængende, så vi fandt en lokal bar, der havde begge dele.

Indtil Llucmajor havde vi ganske vist kørt på en meget lidt trafikeret vej, men lige klods op ad motorvejen med den bilstøj der medfølger, så det var den rene fryd at finde den smalle landevej, der skulle lede os videre mod  det næste pejlemærke, Algaida.

Nu kom vi rigtig ud i det Mallorcinske bondeland. Mens halsen var ved at dreje sig af led for at få det hele med, fløj vi forbi små gårdbrug omgivet af frodige køkkenhaver, hvor høns og kalkuner spankulerede frit omkring, forbi vinmarker, olivenlunde, kornmarker omkranset af flotte kampestens gærder og blomstrende grøftekanter. En fantastisk vej der var så smal, at kun een bil kunne passere ad gangen, og kun hvis cyklister som os trådte helt ud i rabatten - hvilket betød , at vi næsten havde det hele for os selv.

Kortet studeres igen og igen og igen...

Finca Son Jordi

Da vi kom til Algaida forlod vi cykleruten og kørte ind i byen for at finde noget at spise, og så lærte vi noget om siesta i Spanien. Her bliver den  taget alvorlig. Ikke så meget som en søvnig kat var at se, kun tilskoddede huse og larmende stilhed .

I udkanten af byen fandt vi en lille købmandshandel, der minsandten havde trodset siestaen. Det var ikke meget, han kunne byde på, men en vacumpakket citronkage kunne altid for en stund stoppe den rumlende fornemmelse i maven, så det blev dagens frokost - vi kunne jo altid få noget ordentligt at spise, når vi nåede vores bestemmelsessted - troede vi da !

Finca Son Jordi

Således mættet med  citronkage og vand  studerede vi  kortet, spurgte en forbipasserende, og fandt igen ind på cykelruten, som faktisk er en national rute og derfor ret godt skiltet. Efter igen at have tilbagelagt en del kilometer, nærmede vi os vores bestemmelsessted, skulle dreje fra cykelruten og følge en befærdet vej til Rupert,  hvor vi havde bestilt en overnatning på Son Jorda, en stor finca  som i hvert fald på hjemmesiden så fantastisk spændende ud.

Afgang fra Son Jorda.

Vi fandt vores landlige og rustikke idyl som stemte godt overens med de fotos,  vi havde lades os besnære af. Betagende bygninger, små frodige gårdhaver imellem udbygningerne, en gårdsplads indbydende møbleret med kurvemøbler, og en pool omkranset af solsenge, der bare signalerede " kom og læg dig".

Vi blev modtaget af en meget venlig dame, der viste os,  hvor cyklerne kunne overnatte, og hvor vi skulle overnatte - og begge dele var fuldt tilfredsstillende, men hvad der var mindre tilfredsstillende var, at der ikke var åbent i restauranten før til aftensmaden - kl. 20 - og kl. var kun 16 og i vores maver lå blot et enkelt stykke luftigt citronkage. Men, forklarede den venlige dame, hvis vi cyklede 5 km længere, ville vi finde en lille by , hvor der vist nok var en cafe, så vi satte bagagen fra os og kastede os atter i sadlen, for mad skulle der til.

Vi fandt dog aldrig en cafe og blev enige om, at det sidste lille stykke kage måtte række til vi kunne få mad. Ved tilbagekomsten var den første venlige dame blevet skiftet ud med en anden venlig dame, der fortalte, at hun hed Margerita og var klar til at opfylde vore ønsker. Nå, mad kunne hun dog ikke skaffe, men kaffe kunne hun servere, så vi fik kaffe og delte det sidste stykke kage, mens der blev skrevet dagbog og tjekket mails på den medbragte iPad.

Vi forsøgte at indtage før-middag hvidvinen udendørs, men det blev for koldt, så vi rykkede ind i den højloftede og næsten ligeså kolde opholdsstue, hvor vi med længsel ventede på mad - og endelig kom Margrita og proklamerede, at kokken var klar, og vi kunne gå til bords.

Vi blev ledt ind i en kæmpe spisestue , hvor de højryggede stole  var iklædt overdådige hvide gevandter med store røde sløjfer bag på ryglænet, og bordene stod tæt med ankellange hvide og røde duge. Jeg ved ikke , hvad man skal kalde den stil, men kønt var det nu ikke, og da vi stadig var de absolut eneste gæster på stedet, følte vi os næsten kongelige, da Margerita begyndte at pusle om os. Hun fortalte, at vi først skulle have en salat, dernæst laks og sluttelig  pannecotta. Det lød lovende, og blev også et godt og rigeligt måltid, så sulten var i hvert fald stillet, da vi tørnede i seng efter en spændende dag fuld af oplevelser

Torsdag den 16. maj.
En overdådig morgenbuffet ventede på os - og mængden var virkelig overdådig i betragtning af, at vi stadig var de eneste på stedet.

Godt fyldt op af frugt, æg , pølse, lækre oste og meget andet, fik vi en sludder med vært og ejer , der pludselig befandt sig bag skranken i hallen. Han fortalte, at han selv var glad cykelmotionist og beklagede, at  vejret ikke var på vores side. Da vi sagde, at det da så helt rimeligt ud, viste hans ansigtsudtryk, at han vidste mere om vejrudsigten end han lige havde lyst til at delagtiggøre os i - og godt det samme - for vi var meget optimistiske, da vi tog afsked med denne fantastiske finca.

Enkelte nysgerrige grise har overlevet grisefesternes tid.

Med udgangspunkt i den lille by Rubert, hvor vi havde overnattet, satte vi nu kursen mod Sencelles. Ruten fulgte atter de smalle asfalterede landevej, som vi omtrent havde for os selv. Langs vejsiderne fulgte kilometervis af kampestensindhegninger - i sig selv fantastiske bygningsværker  - hvor nogle bar præg af at  stenene var mere eller mindre tilfældigt anbragt, mens andre var lagt i kunstfærdige mønstre.

Det blæste en frisk modvind, som i første omgang så ud til at jage de truende skyer væk. Så det var vi helt godt tilfredse med. I løbet af en lille timestid havde vi lagt Sencelles bag os og satte kursen mod Inca.

Vi var nu i vinland med små og store vinmarker på begge sider. Flere steder bekendtgjorde skiltningen, at man kunne både smage og købe egnens produkter, men det er jo ikke lige foreneligt med en cykeltur, så vi kørte tappert forbi og koncentrerede os om vejens talrige op og ned stigninger.

Efter at have krydset hovedvejen mellem Palma og Alcudia, skulle vi køre under en tunnel og straks derefter finde en afkørsel til venstre. Vi standsede en flink vinbonde, der på sit bedste Mallorcinske forklarede med fagter, hvordan vi skulle komme mod Inca. MEN vi blev mere overbeviste af en flok cykelryttere og fik en lang omvej på en befædet vej ind mod Inca i stedet. Så kan vi lære det - kan vi !

Nu begyndte de mørke skyer at blive mere og mere truende, så vi gav os selv og vore tasker regntøj på, og netop som vi var kommet ind midt i Inca, faldt skyerne ned om ørerne på os med et mægtigt plask.

Vi søgte ly på en cafe, hvor vi drak kaffe og tilbragte de næste halvanden time med at studere regnens hærgen.  Det lignede heldagsregn, så vi begyndte at overveje, om vi enten skulle finde logi for natten i Inca eller finde en taxa, der kunne køre os det sidste stykke til Alcudia, hvor vi havde booked overnatning for de næste to nætter - men så begyndte det at klare op, og vi valgte at fortsætte. Man er vel ikke nogen tøsedreng !

Udsigt til regn, regn, regn...

Fra Inca skulle vi videre mod Selva, og da en skiltning fortalte, at der på hovedvejen blot var sølle 3 km., valgte vi hovedvejen frem  for cykelruten, der var noget længere. Nogle af Mallorcas nyere hovedveje har brede cykelrabatter, og denne var een af dem, så snart havde vi Selvas bemærkelsesværdige brunstenshuse  og majestætiske kirke foran os.

Næste pejlemærke var byen Campagnet, som vi nåede meget hurtigt ,samtidig med  at det igen begyndte at smådryppe. På torvet i Campagnet valgte vi derfor at søge læ og få noget mad, og efter en tortilla og lidt cola, gik det igen videre de sidste 25 km. mod Alcudia.

Vi havde indtil Campagnet kørt opad det meste af vejen, og nu begyndte det virkelig at gå nedad og nedad i susende fart, så vi fik hurtigt "ædt" nogle kilometer, men det var samtidig tænderklaprende koldt bare at sidde og lade cyklen gøre arbejdet . Temperaturen var vel på dette tidspunkt ikke mere en 14 grader.

Vi kom ind på en hovedvej, som vi skulle følge 2 km. indtil en sidevej skulle føre os lige til havet - og så gik det ellers opad igen - endda meget opad - så vi til sidst måtte af og trække. Efter endnu en km. stødte vi pludselig på et lille vandløb med en smal stenbelagt gangsti over, og på den anden side af vandløbet holdt asfalten op. Nå- da !!

Vadested.

Mens vi stod og funderede over det, kom en flok cykelryttere, der var stedkendte og kunne berolige os med, at vi var på rette vej. Ved et T kryds kort efter vandløbet sagde cykelbogen, at vi skulle til højre, mens cykelrytterne sagde, at til venstre var mod Alcudia, så vi tyggede lidt på det og valgte at følge cykelrytterne - og hvad vi gjorde galt må stå hen i det uvisse, for pludselig  befandt vi os på een af den slags befærdede veje vi ikke bryder os om med ringe plads til cykler - Nå men Alcudia var i sigte, så efter et par trafikerede rundkørsler, stod vi ved Alcudias byskilt og kunne starte søgningen efter "Carlos V", hvor vi havde booked overnatning. Vi spurgte en ung fyr, der hurtigt ledte os gennem byens gågade og ud på den anden side til vores bestemmelsessted.

I cafeen i stueetagen fik vi nøglen og et sted til cyklerne, og så tog vi alle vore pakkenilliker med elevatoren op til en  overraskelse af en lejlighed, der kunne rumme en stor familie uden besvær. Stort soveværelse, stor opholdsstue, veludstyret køkken, og grovkøkken og fint badeværelse - alt det for den nette sum af 240 kr. pr. nat. Og nede i cafeen kunne man tilmed købe morgenmad til 3,50 euro pr. person - utroligt.

Klokken var efterhånden blevet 18,30, vi havde været på cyklerne siden 9,30, så vi var ved at være godt stegte. I mellemtiden var solen brudt igennem, så vi fik et hurtigt bad og sad så og lunede os i den nedgående sol sammen med et velfortjent glas hvidvin.

Da solen var væk, var det igen koldt, så vi sad inde og fik stegte sardiner, skinke og melon og skønt brød med aioli - og så i seng.  - Kilometertælleren stod på 145 km.

Endelig fremme.

Fredag den 17. maj.

Vågnede op i vores luksuslejlighed til både sol og truende skyer over bjergene. Og det var netop bjergene og byen Pollenca, vi havde i sinde at besøge på vores "overliggerdag".

Nå men skyerne  afskrækkede nu ikke, så vi kastede os på cyklen - denne dag uden bagage, og det kunne mærkes - og fandt cykelbogens anvisning på en stille og fredfyldt vej til Pollenca. Nu går det jo ikke altid som præsten prædiker, og det gjorde det heller ikke med den stille og fredfyldte vej. På et tidspunkt skulle den slutte og blive afløst af endnu en stille vej - men den vej eksisterede ikke/var blevet nedlagt/slettet af landkortet - eller hvad, så det var igen ud på en større og mere trafikeret hovedvej - der dog viste sig at være aldeles cyklist venlig, og således nåede vi Pollenca.

Pollenca er en meget hyggelig by med alt for turister, og så er den bekendt for at have en trappegade bestående af 365 trappetrin op til et lille kapel på toppen. Trapperne holdt vi os fra, men vi daskede lidt rundt på torvet og i de små gader bagved, fik en kop kaffe på een af torvets mange cafeer, og besluttede så at vende næsen mod kysten, hvor solen stadig skinnede, mens det var blevet koldere og mere blæsende, hvor vi befandt os.

Mod Pollenca.

Vi havde fantaseret os til en halv badedag med liggestol, men da vi ankom til Port Alcudias 10 km. lange feriecirkus, var det tydelig for enhver, at dette ikke blev en badedag. Der var nogle få standhaftige, der lå i sandet og endda badede, men resten - os selv inclusive - rykkede i læ på cafeerne langs stranden. Vi tog en tur langs havnepromenaden, besøgte turistkontoret og fandt den direkte vej til Alcudia by, som ligger et par kilometer fra havnen og strandene - og godt for det. Mens Port Alcudia virkelig er en turistfælde af rang, ligger selve byen hyggelig bag sine tykke bymure langt mere upåvirket af den store turiststrøm.

Vi slentrede lidt rundt i byen , tog bad, kiggede på ruten til næste dag ,og allermest kiggede vi på vejrudsigten, der bestemt ikke så lovende ud. Kort og godt : Blæst og regn.

Nå, men det har jo før kunnet ændre sig, så fulde af fortrøstning sluttede vi dagen med pasta og lidt salat og faldt i søvn, mens regnen piskede og blæsten ruskede i palmetoppene - hmmm...

Lørdag den 18. maj.
Vi havde begge været vågne mange gange i løbet af natten og lyttet til uvejret , og da vi stod op, var vi næsten sikre på at skulle blive en dag mere. Men efter morgenmaden begyndte det at klare op, og så tog vi en rask beslutning, pakkede cyklerne i en fart og var på vejen kl. 9,45 med Portocristo som endemål.  Dagens etape var lang - ca. 70 km. - så vi havde rigtignok regnet med at være af sted et par timer før, men vi satsede på at det nok skulle gå - eller finde en anden overnatning  på vejen.

Fra Alcudia kørte vi langs kysten på en lang lige vej bag om alle feriehotellerne.  Ca. 5 km. udenfor byen skulle vi dreje af mod S´Albufera, et stort natur - og fuglereservat, man kunne krydse med cykel . Ved indgangen spurgte vi en guide om vej, glemte at lytte efter og måtte tilbage for at spørge een gang mere, før vi fandt den rigtige sti - for sti var det og endda een af de værste. Det havde jo regnet kraftigt, så der var store plørede vandfyldte huller og masser af grus og skærver, så vi bumpede af sted på den smalle sti mellem høje sivskove til begge, akkompagneret af et utal af fuglestemmer og omgivet at tusinder af små irriterende insekter, som satte sig overalt .

`Albufera`s insektfyldte sump.

Og så var porten til friheden låst med en stor hængelås !

Etapen gennem naturreservatet var på blot 2-3 km. ,men den føltes endeløs, og da jeg midtvejs opdagede, at mit fordæk var fladt, var den festlighed til at overskue. Nå men enden nåede vi da omsider kun for at opdage, at porten vi skulle ud af var lukket med et jerngitter og låst forsvarligt med en stor hængelås - sådan ! Så slipper fuglene da ikke ud !! Heldigvis fandt vi ved siden af lågen en smal åbning i en mur, så det var af med al bagagen, knibe cyklerne igennem åbningen og påmontering af bagagen på den anden side. Og så var det også frem med nødudstyret og pumpen, så dækket kunne pustes op til vi nåede Sa Pobla, som var vores næste pejlemærke.

Efter ispose til knæene og mad til maven begyndte solen atter at skinne...

I Sa Pobla fandt vi en garage, hvor vi fik ordentlig luft i dækket og krydsede fingre for, at det var manglende luft og ikke en regulær punktering, der havde gjort dækket fladt.

Fra Sa Pobla skulle vi mod Muro og valgte at tage hovedvejen i stedet for cykelruten for at spare tid. Udenfor Muro kørte vi i retning Sineu et par km., hvorefter vi skulle finde en lille sidevej mod Sant Margalida. Landskabet  var ret kuperet, så det gik ganske langsomt opad, hvilket blev højlydt kommenteret af en flok cykelryttere på lette cykler uden bagage. Da Per resolut pegede på al vores bagage, lavede de bølger med armene og bøjede hovederne, hvilket vi tydede som noget i retning af " al respekt". Og tænk så stod de netop der, hvor vi skulle dreje. Tak for det . Hvis de ikke havde stået der, var vi helt sikkert kørt forbi den lille sidevej.

Efter nogle kilometer på en fredfyldt vej omgivet af kornmarker og blomstrende valmuer, var vi igen på hovedvejen, og vi besluttede, at der ville vi blive, selv om den hverken var særlig cykelvenlig og gav særlig megen læ for den stride modvind. Cykelbogens  anbefalede ruter er altid meget længere, og vi havde stadig ret lang igen.

Vi stred os af sted på en ret kedelig hovedvej, forbi Petra og til Manacor, hvor det var helt nødvendigt at få tanket op. Heldigvis fandt vi i udkanten af storbyen en lille nyåbnet cafe, der havde lige det vi behøvede, nemlig brød, skinke, cola og kaffe . Da vi havde fået sat os i cafeen, så jeg på mine knæ og opdagede, at de var helt hævede, hvorpå cafeens ejer, en sød yngre kvinde, beredvilligt kom med - ikke alene mad og drikke - men også et par poser med is til knæene.

Badehotel og alle trængsler er glemt.

Således vederkvæget både i maven og på de tykke knæ, fortsatte vi efter cafedamens anvisning mod Porto Cristo - den sidste etape på ca. 15 ret så kuperede kilometer. Det var et meget smukt landskab, og da det gik op og op og op, havde vi også rigtig tid til at nyde det - og pludselig  fik vi havet i sigte og kørte ad en meget stejl nedkørsel lige ind i Portocristo og ned til havnen og stranden. Lige overfor havn og strand lå det fineste badehotel, og her indlogerede vi os i et veludstyret værelse med balkon, garage til cyklerne, morgenmad og aftensmad  for 40 euro pr. næse pr. døgn - så her bestemte vi fluks, at vi ville blive to dage.

Og det fortrød vi ikke. Aftensmaden var en lækker buffet med alt godt, vinen var billig og god, og til kaffen og avecen bagefter var der levende musik for det modne publikum.

Hold da op en dag. Men vi nåede det.

Og strande lige på den anden side af gaden - kan ikke blive bedre.

Søndag den 19. maj.

Vågnede op til strålende sol og ligeså strålende morgenbuffet.

I dag skulle stranden nydes i fulde drag, men allerførst ville vi kigge lidt på dragegrotten Coves del Drac og tage en rundvisning - ja, egentlig har vi vist været der engang for mange år siden, men dagen i forvejen havde vi ikke haft tid til mange turistattraktioner, så nu skulle det være.

Det er jo nogle fantastiske huler, tænk hvad naturen er i stand til, når den får lov at passe sig selv, men den undersøiske optræden med gondoler og  kammermusik er lige i overkanten af, hvad vi finder  smagfuldt.

Og  så var der ellers dømt liggestol og parasol resten af eftermiddagen, og det var rigtig godt for både krop og sjæl. Det samme gjaldt  aftenens buffet og tilhørende vin - så det blev atter en god dag, hvor både ben og cykel  fik lov at hvile.

Mandag den 20. maj.

Atter en lang rejsedag med mange stigninger foran os, så vækkeuret var sat til 7,00 med afgang 8,30 - og så var det ellers lige på og hårdt. Da vi ankom til Portocristo, havde vi jo en fin, lang nedkørsel, så ud af byen gav selvfølgelig det modsatte - nemlig en ret stejl opstigning, som vi overgav os til og trak op ad det meste af vejen.

Efter et par kilometers hårdt slid opad, kom vi ind på en skøn, stille landevej - een af dem vi holder rigtig meget af - og fortsatte mellem mandel - og johannesbrødsplantager mod Son Marcia. Men opad og opad gik det stadig, det var en lidt hård nyser fra morgenstunden, og jeg måtte flere gang af og trække - igennem Son Marcia og videre mod Can Negre og stadig opad ,opad uden skånsel. Efter Can Negre blev vejbelægningen tilmed rigtig dårlig at køre på, og efter en megastejl stigning,  endte vi på hovedvejen, som vi efter planen skulle følge 6 km.

Vand, vand, vand.......

Her må Per se sig slået.

Efter de 6 km. i temmelig stærk trafik skulle vi holde godt øje med en sidevej og et stenbrud, for her skulle vi dreje ind og tage endnu nogle km. på en skovvej, der efter cykelbogens signaturer at dømme, ville blive en udfordring for både dæk og mennesker - og det var ingen overdrivelse. Det var vel det værste underlag vi nogensinde har cyklet på, og da det tilmed gik ret stejlt opad, måtte der atter trækkes. Heldigvis var det faktisk kortere ,end vi havde regnet os frem til, så pludselig var trængslerne slut ,og vi stod uskadte og med hel dæk  ved en asfaltvej mod Calonge

Smukt og fredeligt.

Efter at have spurgt os for et par gange fandt vi Calonge, hvor vi også fandt en cafe`med  frisk kaffe og en kage, og det var tiltrængt.

Hvis vi herfra skulle følge cykelbogen, skulle vi igen ud i store stigninger, og dem syntes vi ærlig talt, vi havde fået nok af, så vi valgte i stedet at tage de næste 5 km. på  en tilsyneladende mere flad landevej mod Alqueria Blance. De fleste, der cykler langs Mallorcas østkyst, tager turen fra syd mod nord, og det er der helt afgjort en grund til, når man tænker på landskabets konturer. Det var vi ikke klar over, men det blev vi !

I Alqueria Blance fandt vi igen ind på cykelruten mod Cala Mondrago og derefter mod Santanyi - en virkelig smuk vej med kampestensomkransede fincaer til begge sider.

Santanyi viste sig at være en aldeles hyggelig lille by, som vi bestemt ikke var de eneste turister, der havde fundet frem til. Vi gjorde holdt og satte os og nød stemningen og en kold cola på torvet ved kirken. Cafe`ejeren tegnede og fortalte beredvilligt, hvordan vi kunne finde ud af byen igen mod Ses Salines, og så fortsatte vi ellers gennem et smukt valmuepyntet landskab  gennem Ses Salines og mod Sant Jordi  i pæn fart, for endelig kom her  belønningen efter mange timers slid opad - og kl. 16,30 nåede vi Sant Jordis bysklit.

Man kan ikke sige, at Sant Jordi er en hyggelig by. Det er helt tydeligt, at den er forholdsvis nybygget og anlagt af hensyn til turisterne og de gode strande, så hoteller og pensionater er det, der fanger øjet mest, når man kører igennem byen - men pyt, vi skulle jo bare finde en overnatning, og det var ikke svært. Vi kørte til havnen og fandt - ligesom i Portocristo - et hotel lige på den modsatte side. Vi fik værelse til både os og cyklerne , og det til os var endda fantastisk dejligt med god plads, skønt badeværelse  og en fin balkon, og også her kunne vi få helpension d.v.s. værelse, aftensmad og morgenmad for 32 euro pr. næse - jamen, det er jo helt fantastisk.

Vi havde atter haft en dagsmarch på omtrent 70 km., så vi pustede ud på en af havnens cafeèr , fik lidt velfortjent tortilla og et glas hvidvin, og begyndte at  se på kort og lægge planer for morgendagens etape.

Efter buffet og  kaffe med avec var det ikke svært at finde værelsets bløde madrasser, og det var bestemt heller ikke noget problem at falde i søvn.

Så fik vi endelig brug for værktøjet....

Tirsdag den 21. maj.

Overskyet morgen og regntung himmel. Ja, det var vi næsten vant til, så det afskrækkede ikke, men det gjorde, at vi havde lidt svært ved at beslutte, hvilken vej, vi skulle køre.

Hjemmefra havde jeg indtegnet en rute, der gik skiftevis langs kysten og ind i landet. Den var lidt længere end den mere direkte vej, men var forhåbentlig også lidt mere interessant. Vi valgte efter moden overvejelse at tage den rute, jeg havde indtegnet, så vi startede igen opad, opad mod Campos.

Efter 2 kilometer skulle vi dreje til venstre ned mod kysten igen, men fandt vi det rigtige sted - NEJ - og da vi havde cyklet langt mere end de foreskrevne 2 km. begyndte vi at ane uråd, så vi fandt det efterhånden godt slidte kort frem for at finde ud af, hvad vi NU havde gjort forkert. Det fandt vi dog aldrig ud af, men i stedet fandt Per en helt tredje cykelmulighed, som gik skråt op gennem landet til Llucmajor, som vi jo var kommet igennem på udturen.

Nå, så blev det alligevel ikke den rute, jeg faktisk havde brugt megen tid på at strikke sammen derhjemme ved skrivebordet - men jeg accepterede , dog ikke uden protest, og vi kørte 10 km. på en ganske vist smal og stille men også ret ensformig vej mod Llucmajor.

I Llucmajor bestemte vi at køre ind i centrum for at se lidt på den by, vi på udturen blot havde skyndt os igennem, og så begyndte det at smådryppe, og snart smådryppede det ikke mere. Taskerne og vi fik igen regnfrakker på, cyklerne blev parkeret op ad det nærmeste træ, og vi fandt den nærmeste cafe`, hvor vi kunne sidde i tørvejr  med kaffe og en meget lækker kage, og holde øje med cyklerne og regnvejret.

Efter nogen tid slap Pers tålmodighed op, hans vejrmelding sagde snarlig opklaring, så under mine lavmælte protester fortsatte v i - og det gjorde regnen så sandelig også.

Det var fælt, det var vådt, og det var koldt.

Heldigvis kendt vi nu ruten mod S Àrenal fra udturen . Vi skulle finde en bro over motorvejen og siden følge den lille vej parallelt med motorvejen, det var ganske let, så vi cyklede af sted i god fart og med et dampende, varmt bad indenfor rækkevidde , og så skete det - lige på det værst tænkelige sted i regn og blæst og uden læmulighed - Pers dæk var fladt - og det var ikke bare fladt, det var helt, helt , helt og aldeles fladt. Blot 10 km. fra vores endemål. Altså.

Nå men der var ikke andet for end at finde nødhjælpskassen og se, hvad vores cykeludlejer havde givet os med. Hjulet af, dækket af, ny slange på - støn og suk og sorte fingre til os begge - men på kom det nye dæk. Hele processen havde ikke taget mere end en halv time. Koldt men godt klaret.

Men det var svært at pumpe luft i dækket med den lille medbragt pumpe, så ved næste tankstation  måtte vi ind og finde en ordentlig pumpe, som først efter adskillige forsøg  fyldte den nye slange med luft. Men nu var vi efterhånden så våde og kolde, at vi søgte ind på tanken, hvor man heldigvis kunne få både kaffe og en croissant at varme sig på. Vi blev der en halv times tid, men da det blev ved med at øse ned, besluttede vi til sidst at bide tænderne sammen og få de sidste tænderklaprende 10 km. overstået.

Vi havde ikke bestilt nogen overnatning til de sidste dage, så vi styrede lige mod "vores" hotel  Balear i Can Pastilla, hvor den unge fyr i receptionen straks genkendte os og fandt et værelse til os. Hurra!

Et varmt bad, tørt tøj og vi begyndte at føle os som mennesker igen. Det var jo sådan set afslutningen på Mallorca rundturen. Vi havde stadig een dag tilbage, og den skulle bruges på sightseeing i Palma og bl.a. katedralen, som vi ikke fik set i starten af ferien.

Det var tid til lidt status.

Vi havde indtil nu kørt 370 km., vi havde haft en gennemsnitsfart på 13,50 km. i timen, og den højeste hastighed havde været 36 km. i timen - hold da op, så er det gået stærkt ind imellem, ingen tvivl om at det må have været ned ad bakke.

Det var hamrende koldt, så det var på med både sokker, ulden trøje og jakke, før vi begav os -ømme og stive i kroppen - ud for at finde noget at spise, og ikke alene maden skulle være varm, det skulle lokalet også.

Vi fandt en indbydende lille restaurant , hvor der var behageligt varm, og hvor der var hvide duge på bordet  og en super sød betjening. Vi fik velsmagende hvidløgsbrød, grillede grønsager og kylling, og da vi ville slutte fornøjelsen af med kaffe og avec, kom ejeren og sagde, at det var hans omgang. Han - ejeren - havde faktisk boet en kort tid i Danmark, og brillierede ved at tale en smule dansk, og da der , mens vi drak kaffe, endda kom en musiker og underholdt på sit el-orgel, ville jubelen ingen ende tage.

Det var en rigtig god afslutning på en kold dag.

Onsdag den 22. maj.

Sidste dag. Det var overskyet og ikke særlig varmt. Ved gensynet med cyklerne, var Pers hjul  igen fladt, så han måtte en tur omkring cykeludlejerens værksted, før vi kunne tage på sightseeing. Det viste sig, at det faktisk ikke havde været nødvendigt at skifte slange dagen før, idet det var ventilen, der var noget møg - hvilket cykleudlejeren faktisk godt var klar over - så det...

Nå, men ikke hænge sig for meget i detaljer

Udsigt over Palmabugten.

Op på hesten og næsen mod Palma og katedralen. Vi kørte nu for anden gang de 10 km. ind til Palma langs vandet, og det blev det bestemt ikke ringere af. Det var en meget fin og afvekslende tur, som sagtens kunne gøres igen og igen.

Vi trak cyklerne igennem Park de Mar mellem gøglere, gadesælgere, artister og plattenslagere og op til foden af trappen til katedralen. Efter forgæves at have forsøgt at hægte cyklerne fast til et vejtræ, fandt vi faktisk ud af, at de jernstativer, der stod i nærheden, var beregnet til formålet , og det var jo snildt.

La Seu-katedralen var imponerende. Gaudi havde haft fingrene i indretningen og bl.a. konstrueret baldakinen over højalteret, men det mest betagende var næsten en nyere keramisk frise af en kendt Mallorcinsk kunstner, som jeg desværre har glemt navnet på.

Da vi kom ud fra katedralens tusmørke, var det klaret betydeligt op i vejret, så vi bestemte os for, at skulle der bades en sidste gang, skulle vi tage benene på nakken - og som tænkt så gjort. Vi cyklede hjemad, pakkede en taske til stranden og  kl. 13,30 brød solen igennem og gav os et par dejlige varme timer at slutte af med. Badet blev der dog desværre ikke, de foregående dages blæst havde samlet uigennemtrængelige dynger af tang i strandkanten, til gengæld fik Per benmassage af en sød kinesisk pige, og det var jo ikke så ringe endda.

Vi sluttede aftenen med endnu et dejligt måltid på restauranten med den "havldanske" ejer, som denne gang bød på et glas dejlig cava på husets regning - fint sted, det skal vi huske.

Da vi afregnede om aftenen på hotellet , var vores unge ven i receptionen ganske uforstående overfor vore hjemrejseplaner. "Hvorfor bliver I ikke, nu kommer det gode vejr", var han så venlig at meddele os..

Som om man ikke kan cykle Mallorca rundt i regn og blæst.

Til toppen