Fra Venedig til Rovinj

Villa Crispis have.

Dette år havde vi planlagt at starte cykelturen i Venedig, cykle langs Adriaterhavets kyst til Triest, følge Istriens kyststrækning gennem Slovenien og Kroatien, og derfra returnere fra Pula til Venedig med færge.

Da ingen af os på forhånd havde kendskab til Slovenien og Kroatien, krævede det mange timers forberedelse ved computeren. Vi bestilte kort, og vi kontaktede atter Rentalbikeitaly og ejeren Gennaro, for leje af cykler.

Til den første del af turen i Italien kunne vi bruge lidt fra de cykelkort, vi havde fra sidste års tur, den sidste etape til Trieste ”googlede” vi os frem til, og på Omnimap fandt vi så sandelig et cykelkort fra Trieste til det sydlige Istrien – Radatlas Istrien - lige hvad vi havde brug for.

Vi fandt forholdsvis billige flybilletter fra København via Amsterdam, og vi bookede overnatning til turens første etaper – og så var vi ellers klar til at tage af sted.

Mandag den 23/5 2011

Vi havde booked de første to overnatninger i B & B Villa Crispi i Mestre, så ved ankomsten til Marco Polo lufthavn, var det blot at finde en taxa og komme af sted.

Der er jo ikke meget, der er billigt, især ikke taxaer, og Per diskuterede en del med taxachaufføren om, hvorvidt det virkelig kunne passe, at den tur skulle koste 30 Euro.

Det skulle den altså, så Per mulede lidt, men blev kendeligt oplivet, da vi trådte ind ad gitterlågen til Villa Crispi.

Midt i hektiske Mestres centrum, i en sidegade, i en have som fik skygge af et 100 år gammelt Cedertræ, lå en smuk ligeså gammel villa og ventede på os.

Desværre var der ikke andre, der ventede på os, men en seddel i døren fortalte, at vi kunne ringe på et bestemt tlf. nr., hvis døren var låst – og det var den jo, så det gjorde vi, og fik oplyst, at der i løbet af 5. min, ville komme én, der kunne låse os ind.

Det måtte vist være italienske 5 min., for efter en lille halv time, og lidt utålmodighed fra vores side, kom der endelig en ung fyr, som viste sig at være sønnen i et familieforetagende, der ejede ikke mindre end 4 hoteller/B & B.

Vi blev installeret i et dejligt, smukt møbleret værelse, som var behageligt svalt i modsætning til udenfor, hvor det var lummert og mindst 30 grader.

Sønnen var meget imødekommende, og da han hørte om vores cykelplaner og om, at vi ikke hjemmefra havde kunnet finde de færgetider, vi ville få brug for, når vi efter endt tur skulle tilbage fra Kroatien til Venedig, gik han straks i gang med computeren. Efter nogen søgning fandt han noget, der lignede færgetider fra Porec og fra Rovinj.

Der var også en færge fra Pula, men ikke den dag, vi havde brug for, så allerede her besluttede vi, at Pula måtte vi undvære, hvis vi skulle tilbage til tiden.

Sønnen gav os et kort over Mestres centrum, forklarede hvor der var gode restauranter, og hvor vi kunne finde bussen til og fra Venedig – og med kortet i hånden vandrede vi ud i varmen for at finde – i nævnte rækkefølge – et glas koldt hvidvin, mad, mere vin – og frem for alt masser af vand – og efter kort tid sad vi på Piazza Ferretto og nød livet og den varme lune aftenluft.

Tirsdag den 24/5.

10 min. før klokken slog 10 dukkede Gennaro op med vore cykler, han strålede op kap med den varme morgensol og fortalte, at han havde investeret i helt splinternye cykler til os. Han var synligt stolt over at præsentere os for to flotte, hvide lyn, som han så også efterfølgende mente, at vi måske, hvis vi da selv syntes, kunne betale lidt ekstra for. Og det mente vi nok var helt fair, så han fik ca. 100 kr. oveni hver cykels pris, hvorpå cykellejen beløb sig til små 1400 kr. pr. cykel i 13 dage. Det var faktisk en ganske rimelig pris, når man tænker på, at cyklerne både blev leveret og afhentet ved døren.

Gennaro og Per beundrer de nye cykler, der de næste 14 dage skal bære os gennem tre lande.

Gennaro fandt lappegrej og værktøj frem til os, men da Per spurgte efter en ret vigtig ingrediens – nemlig cykelpumpen – så ups!

Gennaro forsøgte at overbevise os om, at den faktisk ikke var så nødvendig, for vi ville komme forbi adskillige cykelværksteder på vores færd, men den købte vi ikke, og da det også viste sig, at bagagebæreren på den ene cykel ikke passede til vore cykeltasker, var der ingen anden udvej end at hente en pumpe og finde en anden bagagebærer. Så Gennaro fik en halv time til at hente det manglende, og Per fik en halv time til at montere holderen til min fortaske  - og de overholdt begge tiden, så vi kunne begynde at lære de cykler at kende, som de næste 14 dage skulle bære os sikkert fra land til land.

Prøvetur over Piazza Ferretto i Mestre – en plads, der om aftenen myldrer af liv.

Vores plan var, at vi den næste dag ville sejle med færge fra Venedigs havn –Tronchetto - over til Lido San Nicolo og videre med en anden færge til Punta Sabbione, for derefter at cykle de ca. 45 km. til Caorle, hvor vi havde bookede en overnatning.

Så dagens opgave var derfor at finde ud af dels nogle færgetider, som kun kunne læses på et opslag i billethuset ved havnen, hvorfra færgen gik, og dels hvordan vi kunne finde vej til og over Ponto della Liberta`, den bro, der forbinder Mestre med Venedig – en lille,,,,, men god dagsopgave – mente vi, men vi skulle komme til at revidere den antagelse !

Uklogt valgte vi i første omgang at cykle efter intuitionen og ikke efter cyklekortets anvisning, og endte i et sandt inferno af trafik på en jernbanebro, hvor vi bogstaveligt talt måtte vende cyklerne i luften, for at komme i sikkerhed. Efter flere forsøg, som hver gang endte med motorvejslignende trafik, gav vi op og besluttede på stedet, at droppe de planlagte færgeture og tage en længere og – troede vi – mere sikker cykletur ud af Mester den følgende dag.

Efter lidt mad og en god pause, prøvede vi endnu en gang – og denne gang efter cykelbogens anvisning – at finde vejen til og over broen. Vi fulgte cykelkortet til punkt og prikke og blev ledt stille og roligt ad cykelstier og hele cykelgader mod vores mål. Ved banegården i Mester kom vi lidt i tvivl og spurgte en flink mand om vej.  Vi valgte uheldigvis at tro mere på manden end cykelbogen og vores egen mavefornemmelse og endte igen ved den famøse jernbanebro, hvor vi tidligere på dagen havde måttet give cyklerne en lufttur – altså hvornår lærer vi det.

Nå, men så var det også slut med at afprøve muligheder for at slippe over broen. Den kommende dags etape var vedtaget, så nu skulle vi blot have lidt vand og frugt til ”madpakken” og så skulle vi slappe af.

Ca. 200 meter fra vores hus glemte jeg, at jeg ikke – som på min egen cykel hjemme - havde fodbremser og tog en ordentlig lufttur for at undgå at støde ind i en bil. Heldigvis havde jeg ikke særlig megen fart på, og jeg nåede at dreje mig rundt i luften, så jeg landede pænt på ryggen med alle fire ”ben” lige i vejret. Jeg fik en opsang af de to personer i bilen, ridsede hænderne lidt, slog den ene fod med en hævet fod til følge, men jeg brækkede ikke noget og slog ikke hovedet – så heldet følger de tossede og dem, der ikke huske på, at der er forskel på fodbremser og håndbremser.

En ret intens dag, må man sige. Men den sluttede med en skøn middag i et Osteria, som sønnen fra Villa Crispi havde anbefalet os. Det var en sand oplevelse for smagsløgene. Først en fantastisk skinke som tjeneren holdt et helt foredrag om, og dernæst en lækker hjemmelavet pasta med chili, hele hvidløg og forskellige urter.

Om natten fik vi i tilgift bulder,tordenbrag og regn !

Onsdag den 25/5.

Også denne morgen var fuld af sol og lummer varme, det havde nattens torden og regn ikke renset ud i, så vi rustede os til en lang, hed cykeldag.

Husets søde datter serverede morgenmad for os og ønskede os en rigtig god tur, og vi tog afsked uden at vide, at vi ca. halvanden time senere atter skulle befinde os i Villa Crispis have !!.

Vi havde gransket kortet nøje for at finde ud af Mestre, vi vidste, at vores eneste mulighed ( hvis vi da ikke skulle lægge mindst 70-80 km. til dagens etape) var at cykle ud forbi lufthavnen. Vi havde ganske vist indstillet os på, at der kunne være pænt med trafik, men vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, hvilket inferno vi havnede i. Ligegyldig hvor mange tilløb vi tog, og ligegyldig hvor mange alternativer vi forsøgte, endte vi ved den samme firesporede motorvej, hvor morgentrafikken hastede af sted i en lang slange. Det var vel ikke i egentlig forstand en motorvej, så hvis vi havde haft mod til det, var det ikke direkte forbudt at køre der, men det var i hvert fald at cykle med hovedet under armen – og modet havde vi heller ikke, så efter nogen skumlen og snak frem og tilbage, endte vi med at ringe til vores livline ;Gennaro.

Og derfor var det så, at vi halvanden time senere atter sad i Villa Crispis have og ventede på, at Gennaro, det søde væsen, skulle komme med en cykelanhænger og køre os sikkert ud på den anden side af lufthavnen.

Et par kilometer efter Mestres byskilt blev vi sat af, betalte Gennaro 30 euro, og stiftede for første gang bekendtskab med hovedvej SS14, som var den vej, vi med få undtagelse nær, skulle følge helt til Trieste.

Ja, hvad skal man sige – det var i hvert fald ikke en motorvej – for der var kun to spor og ingen autoværn i midten, men det var til gengæld heller ingen cykelrabat langs vejsiden, og trafikken var særdeles heftig, så man kan ikke sige, at det var et glædeligt førstehåndsindtryk vi fik af vor følgesvend SS14.

Efter en time uden en eneste skyggefuld plet og med bilerne susende om ørerne, sagde vi for en stund farvel til SS14 og drejede af mod Jesolo og ind på den nærmeste cafe til en kæmpe, iskold cola og masser af papirservietter til at fjerne den værste sved.

Dagens mål var Caorle, hvor vi havde bestilt hotel for natten, og vi havde besluttet, at vi ville køre så meget som muligt langs havet, så efter Jesolo drejede vi – efter lidt søgning frem og tilbage – ned mod Lidoen, hvor vi blev mødt af kilometer efter kilometer af solparasoller og brede strande med kridhvidt sand. Der skulle ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan der ville se ud i højsæsonen, men heldigvis for os, var turisterne endnu ikke begyndt at invadere strandene, så de fleste steder var her ganske fredeligt.

Vejen langs kysten vekslede mellem cykelsti og mere trafikerede veje, men intet kom op i nærheden af SS14, så vi skød en pæn fart og nød at der var så meget at kigge på undervejs. I Cortellazzo skulle vi slå en sløjfe ind i landet og krydse en bro over floden Piave, og her holdt vi vores først hvil med bananer og æbler under nogle skyggefulde træer – men vi havde efterhånden været i gang i mange timer, så da vi kom til Porto S. Margherita, dumpede vi udmattede ind på en cafe, hvor vi holdt en længere pause med sandwich, vand og kaffe. Vi kom i snak med indehaveren, der kunne fortælle, at han plejede at have mange danskere på besøg i sæsonen, og han kunne også forberede os på, at for at komme til Caorle, skulle vi sejle med en lille færge over floden Livenzas udmunding.

Så prøvede vi også det – omtrent som en tur med Stigefærgen i Odense.

Mens vi venter på at blive færget over på den anden side til Caorle.

Og så var vi ellers fremme i Caorle og hotel Astoria, som viste sig at være en perle lige ned til den skønne, lokkende strand. Klokken nærmede sig efterhånden 18, og jeg var så træt, at jeg næsten ikke orkede at tage badetøj på, men heldigvis fik Per overtalt mig. Det kvikkede gevaldigt, og efter et hvil i én af de mange liggestole og et hurtigt bad på værelset, var vi klar til belønningen ovenpå dagens udfordringer: et dejligt glas koldt hvidvin.

Caorle er en turistby, som var ved at vågne efter vinterens slummer, så der var mange restauranter at vælge imellem, men som sædvanlig på turistede steder også mange ”madfælder” at dumpe ned i, så vi brugte lidt tid til at sondere terrænet, og vi var heldige at finde et endda rigtig godt spisested, hvor vi fik en skøn crostini og dejlige fiskenipperier – og så var det ellers godnat – morgendagen stod på mange kilometer, varme, en del trafik og et gensyn med SS14.

Desværre virkede cykelcomputeren heller ikke dette år, selv om vi havde understreget overfor Gennaro, at den skulle være i orden, men vi regnede os frem til, at dagens etape havde været på ca. 70km.

Torsdag den 26/5.
Vi sprang svømmeturen over, selv om det var fristende, for vi var meget opsat på at komme tidligt af sted. Dagens etape var lang, og det var stadig meget varmt.

Efter et par gode råd fra værtsparret om, hvordan vi skulle slippe ud af Caorle, var vi klar til afgang ved 8 tiden.

Vi fulgte de gode råd og svang os let og elegant gennem Caorles morgentrafik. Ved byens udkørsel skulle vi krydse en lille bro, for derefter at befinde os på en stille landevej – vi krydsede også en bro – den var nu ikke så lille endda, og så stod vi med næsen mod en alt andet end stille landevej.

Det er utroligt med os, når der er to muligheder, vælger vi altid den forkerte !

Nå, men vi fandt den rigtige bro, og snoede os langs Livenza flodens bredder gennem de italienske bondeland, og beundrede de obligatoriske køkkenhavers frodighed.

Smukt, fredeligt og langt fra trafik og SS14.

Osteria Al Porto – en skøn oplevelse.

I en lille by – Ca Cottoni – krydsede vi floden, kørte et lille stykke den modsatte vej, drejede væk fra floden og satte næsen mod det næste pejlemærke Lugugnana.

Vejen var stille, støvet og ret øde – og så pludselig – in the mittle of nowhere - og netop som vi var begyndt at dehydrere - var der en lille cafe med iskolde colaer og et tiltrængt pedallokum.

Som dagen skred frem blev det varmere og varmere, og da vi nåede Latisana, tog vi en længere pause for at få lidt mad og samle kræfter og courage til det uundgåelige gensyn med SS14, der skulle lede os de sidste 30-35 km. til Cervignano del Friuli, hvor vi havde booked overnatning.

SS14 var som forventet: bagende sol og tæt trafik.

Heldigvis gik turen gennem mange småbyer, så der var masser for øjet og mulighed for kaffepauser. Vi kørte igennem et rigtig vindistrikt, og langs vejen skiltedes med vin til købs eller smagning, men da begge dele var uforeneligt med en cykel, måtte vi nøjes med at kigge og glæde os til vores egen vinsmagning, når vi engang nåede frem – og det gjorde vi lige pludselig. Da klokken var godt 15 passerede vi Cervignanos byskilt, og sørme om ikke vi kørte lige hen til vores Osteria, hvor vi skulle både spise og sove. Der var imidlertid middagslukket, men vi fik ringet til værten, og kl. 16 var vi klar til at kigge lidt på den by, vi var havnet i.

Det var en hyggelig lille by med et stort torv som centrum for byens liv – og ellers ikke mere at byde på ifølge vært og værtinde på Osteriaet, men vi fandt det meget fredfyldt ovenpå SS14`s karruseltur.

Vi fik et dejligt værelse, bad med massage i bruseren, og en dejlig lille gårdhave til fri afbenyttelse og dagbogsskrivning.

Værtsparret var meget imødekommende og interesserede i at tale med os. Vi blev budt på hvidvin, og ejeren fortalte, at han havde sejlet med Vikingbådene og var kommet til England, hvor han havde fundet sin kone, som han nu drev Osteriaet sammen med. Vi valgte at spise på stedet, og da vi beklagede os over, at der næsten aldrig fulgte grønsager med til retterne på det italienske spisekort, sørgede værtinden for, at der kom en ordentlig tallerken oliestegte gulerødder, auberginer, squash, kartofler m.m. på bordet til os. Vi var de eneste, der spiste på stedet, så der var tid til at pusle om os og småsnakke med os, hvilket de gjorde i rigeligt mål. Det blev en rigtig hyggelig aften.

Ovenpå ca. 65 km. og en begivenhedsrig dag, var der ingen problemer med at finde i seng.

Farvel til Cervignano del Friuli med kurs mod Trieste.

Fredag den 27/5.

Om trafikken var blevet lidt mindre hektisk, eller vi blot var ved at vænne os til den, er svært at sige, men morgenmødet med SS14 virkede knap så voldsomt som de foregående dage. Mange steder var der endda afstribning til cyklister, så det gik med pæn fart mod det næste mål – Trieste.

Per havde gransket kortet og fundet en smutvej , som kunne give os en 10-15 km. pause fra SS14, og den tog vi med det resultat, at vi blev ledt igennem hele Malfacones myldrende morgentrafik – tja!

Og så begyndte bjergene – i første omgang gik det i rask tempo i højt gear nedad og nedad. Hvor der er en ”nedad” er der efterfølgende altid en ”opad”, men den havde vi til gode til næste dag, så vi nød at kunne lade cyklen løbe af sig selv, og gav os god tid til at nyde det flotte landskab, købe kirsebær ved en vejbod og drikke kaffe på en cafe med udsigt over havet og kysten. Og da klokken lige havde passeret 13, kørte vi ind i Trieste.

Nedad mod Trieste.

Udsigt over Adriaterhavet.

Vi havde hjemmefra booket værelse på Hotel Centrale, der som navnet antyder, skulle ligge centralt i byen, men da Trieste jo ikke ligefrem er en lille landsby, tog det nogen tid og nogen køren frem og tilbage, før vi fandt frem.

Måske skulle man hoppe i vandet...

Hotel Centrale havde til huse på 2. sal i en stor bygning lige overfor en kirke, og der var absolut ingen steder at stille cyklerne. Vi forsøgte at stille dem ind i opgangen lige indenfor hoveddøren, men en venlig men bestemt dame beordrede os væk, da håndværkere var ved at renovere bygningen, sagde hun. Vi så nu ingen håndværkere, så da det blev aften, satte vi dem nu ind alligevel, og lænkede dem til et nedløbsrør. Det ville være rigtig træls at miste cyklerne, så vi tog absolut ingen chancer.

Vel ankommet til Trieste med Piazza d`Italia i baggrunden.

Trieste er en rigtig flot by, med masser af store, gamle palæer og pladser – især Piazza d`Italia var imponerende, og så er Trieste berømt for sine mange cafeer. I Italien er det ikke svært at finde en cafe, når man har brug for den, men i Trieste ligger de næsten som perler på snor.

Hele dagen havde det været betænkeligt lummert, og da vi gik ud for at spise, var horisonten dækket af kulsorte skyer og det begyndte at smådryppe lidt, så vi fik brug for de paraplyer, vi egentlig ville have smidt i skraldespanden, da vi forlod Kastrup.

Vi nåede at spise i nogenlunde tørvejr, men da vi lige var faldet i søvn, tog det rigtig til at regne, og vi fik lov at opleve et rigtig sydlandsk tordenvejr.
Dagens etape var ikke så lang – ca. 45 km.

Lørdag den 28/5.
Det er godt, man ikke på forhånd ved, hvad dagen vil byde på, når man står op om morgenen – hvis vi havde kendt denne dags forløb, havde vi måske trukket dynen op over hovedet igen.

Efter en gang sød italiensk morgenmad med croissanter og kage, steg vi ud i den godt rensede morgenluft. Det var blevet en del køligere, og det var vi ikke kede af, for denne dag ville byde på ligeså megen opkørsel, som vi havde kørt nedad dagen før.

Vejen ud af Trieste var grundigt forberedt hjemmefra, så det gik uden problemer, ruten gik gennem en ældre, charmerende bydel med smalle og stejle gader – så stejle, at vi måtte trække mange steder. Trieste er i sandhed en stor by, så det tog henimod et par timer, før vi kunne passere Triestes byskilt og køre i retning af Muggia, som var den sidste by før grænsen til Slovenien.

Hvor vi i om morgenen havde været rigtig glade for, at nattens uvejr havde renset luften, begyndte vi nu at blive en smule bekymrede for den tiltagende blæst og de truende, sorte skyer, der nærmede sig i horisonten. Det lovede ikke så godt for dagen cykelvejr.

Den tiltagende vind var heldigvis mest i ryggen på os, så inden længe kørte vi gennem den hyggelige lille by, Muggia, og så passerede vi grænsen, hvor der ikke var én eneste Slovener til at byde os velkommen.

Mod Slovenien – et lille ophold i den charmerende by Muggia.

Vi kørte atter på hovedvej med pæn trafik, og vi begyndte at føle, at vi også kørte om kap med et truende uvejr. Netop da vi havde passeret Ankarahs byskilt, begyndte det at regne, og i samme øjeblik fik vi øje på en ”rednings-cafe”.

En hyggelig slovensk cafeejer tog imod os, beklagede det dårlige vejr, og sagde, at han havde haft en samtale med de højere magter, og der var blevet lovet opklaring senere på dagen. Men hans himmelske kontakter var vist ikke helt i orden, for dette var kun starten, hvad vi heldigvis ikke vidste endnu.

Han – cafeejeren – kunne mere end at tale med de højere magter, han kunne også synge: ”Vi er røde, vi er hvide” og sige ”Danish Dynamite”.

Vi fik kaffe og en anbefalet slovensk kage specialitet, og da det efterhånden stilnede lidt af, fortsatte vi mod næste pejlemærke, Koper.

Den mennesketomme grænse til Slovenien.

Udenfor Ankarah viste cykelkortet en genvej over et havneområde, og det havde vi besluttet at tage for at slippe lidt for trafikken – men ak og ve – Et større vejomlægningsarbejde gjorde, at den stille vej mod Koper var spærret og var blevet til, hvad vi i starten troede var en motorvejsbro. Vi kørte lidt søgende rundt, og en mand pegede på broen og sagde, at der skulle vi cykle for at komme videre.

Vi rystede lidt på hovedet af den besked – cykle på en motorvej – aldrig.

Ved nærmere eftersyn viste det sig imidlertid, at det ikke var en helt almindelig motorvej. Manden havde ret, der var faktisk cykelsti i den ene side. Og så begyndte vi at køre over broen netop som himlens sluser virkelig åbnede sig – og her var absolut ingen ”redningscafe”.

Der var ikke andet at gøre, end at lade stå til og blive våd – så det gjorde vi så.

På den anden side af broen stoppede cykelstien brat i en masse vejarbejde, og på den anden side af en rundkørsel lå intet mindre end en cafe.

Regnen havde også bragt kulde med sig, nu var vi efterhånden både våde og frysende, så vi fandt trøjer frem og sad lidt i tørvejr med en kop kaffe.

Vi spurgte om vej til Izola, og da det stilnede lidt af, fortsatte vi ufortrødent.

I tørvejr for en stund.

Fra Koper mod Izola, var der heldigvis en cykelsti langs vandet, så vi slap for trafikken for en stund.

I Izola kom én af turens rigtig stejle stigninger. Vi asede opad i laveste gear, og det gik, selv om de cykler vi havde ikke var så godt og lavt gearede, som vi kunne ønske.

Vel oppe på toppen skulle vi holde øje med en vej, der skulle føre os opad, opad, opad men med væsentlig mindre trafik. Det forekom enkelt, men var det ikke umiddelbart, så efter lidt tøven frem og tilbage, spurgte vi en ung fyr, der kunne berette om en tunnel, der ville føre os direkte til Portoroz og Piran undenom bjergene. Fint tænkte vi – men fandt vi tunnelen – nix – så vi bed tænderne sammen og kørte opad og opad i en uendelighed, og på toppen, med en cafe i sigte, holdt det op med at regne stille.

Regntøj til cykler og mennesker

Udsigt over Pirans tage.

Efter endnu lidt cola og kaffe, besluttede vi at tage de sidste kilometer i stiv arm, for nu var vi ved at være kolde og våde ind til skindet.

Dyngvåde og tænderklaprende nåede vi Piran og fandt Hotel Piran, hvor vi havde booked to nætter. En venlig receptionist tog imod os og vore cykler, så begge dele hurtigt kunne komme i tørvejr, og havde det været så varmt, som de første dage, havde vi kastet os lige lukt i bølgerne, men nu stod den i stedet på et langt varmt bad under bruseren og tørt tøj. Vi fordelte det våde tøj og sandaler til tørring.

I mellemtiden holdt regnen op og solen brød frem ligeså hurtigt, som den var forsvundet om morgenen, så dagen endte med, at vi sad på én af strandpromenadens mange restauranter og spiste og lunede os i varmen fra den nedgående sol.

Turens mest våde etape på ca. 55 km.

Søndag den 29/5.

Og så vågnede vi atter op til strålende sol og skøn, skøn morgenbuffet.

Hjemmefra havde vi talt om, at denne dag skulle bruges på en tur ind i landet, men ved nærmere eftertanke droppede vi ideen, vi var lidt møre, kroppen trængte til hvile. Vi tog i stedet en tur langs vandet til Portoroz, som var en stor ”turistfælde”, og vi priste os lykkelige for, at vi havde valgt at bo i Piran.

Efter et par timers cykeltur tog vi på sightseeing i Pirans pitoreske gamle bydel, hvor mange af gaderne ikke var mere end skulders bredde. På toppen, ved byens kirke, var en fantastisk udsigt over Pirans tage og havet i baggrunden.

Vi fik lidt kaffe på byens torv, og så bredte vi håndklæderne ud til bad, sol og afslapning.

Da vi kom op på hotellet, var et rejseselskab fra Gislev Rejser netop ved at blive indkvarteret, så pludselig var vi ikke langt hjemmefra.

Mandag den 30/5.

Så skete det, som åbenbart skal være et fast indslag på vore cykelture – kameraet var totalt dødt. Vi havde sat det til opladning natten over, men det virkede nærmest, som om det var blevet afladet i stedet. Altså måtte billeder af dagens etape gemmes i hovedet.

Gennem Pirans snævre gyder.

Det gik i rask tempo ud af Piran og ud af Slovenien, og snart var vi ved grænsen til Kroatien.

Kroatien er jo ikke medlem af EU – endnu da – så her blev passet bedre på grænsen, selv om grænsebetjentene tilsyneladende ikke betragtede to gamle cykelturister som særligt farlige for landets sikkerhed, for de ville hverken se det ene eller det andet, men til gengæld bød Kroatien os velkommen med en 5 kilometer lang opstigning. Her var smukt, her var frodigt, men her var også rigtig, rigtig varmt og pænt med trafik, så de sidste kilometer blev tilbagelagt til fods med mange småpauser, hvor der kunne findes lidt skygge.

Pustende og svedende nåede vi toppen og fandt en cafe med kold cola og et sted at veksle til kroatiske Kuna. Fra toppen gik cykelbogens rute langs hovedvejen til Umaq, men vi havde kigget en alternativ rute ud, som så ud til at være mindre trafikeret.

Nu viste det sig imidlertid, at cykelbogens rute var blevet lavet til motortrafikvej, så vores alternativ blev straks højaktuel – og det viste sig at være helt perfekt. For det første gik det pænt, jævnt nedad, og for det andet var der overhovedet ingen trafik.

Vi kørte gennem et smukt landskab, med vinmarker og veltrimmede køkkenhaver ved hvert eneste hus, det var lutter frodighed – og vupti – var vi i Umaq.

Cykelruten fra Umaq til Novigrad, hvor vi agtede at overnatte, foreslog tre små afstikkere til kysten, og vi tog dem alle tre. Det forlængede turen, men det var vederkvægende at komme ud til kysten, til sommerhusområder og småbyer langt fra den ret intense trafik på hovedvejen.

Ved den sidste afstikker var det tid til cola og kaffe, og her forsøgte vi atter at lade kameraet op – men forgæves.

Resten af turen til Novigrad var meget smuk, det gik op og ned ad bakker med vinmarker så langt øjet rakte, og vi begræd atter det svigtende kamera.

Først på eftermiddagen entrede vi Novigrad, og kørte direkte til havnen, for at finde et sted at spise og orientere os lidt. Per købte et par badesko, og vi spurgte om vej til en fotohandler og et turistkontor. Fotohandleren havde middagslukket, og på turistkontoret forhørte vi os om færgemuligheder fra Porec eller Rovinj.

Det viste sig ikke at være så enkelt endda.

Fejlagtig havde vi troet, at der var en helt almindelig færgerute mellem Istrien og Venedig, men det gik nu op for os, at det udelukkende drejede sig om en hurtigrute, hvor turister fra forskellige byer på Istrien, kunne købe sig til en dagstur til Venedig. Altså måtte vi investere i en returbillet til Venedig, for enkeltbilletter fandtes ikke. Et andet spørgsmål var cyklerne. Hurtigruten var ikke indrettet til at tage cykler med, men den venlige mand på turistkontoret ringede lidt frem og tilbage, og så var den også klaret. Et tredje spørgsmål var datoen. Vi havde planlagt at returnere til Venedig lørdag den 4.juni og undersøgte mulighederne med afgang fra Pula og fra Rovinj. Fra Pula var der først afgang den kommende uge, så det var udelukket, og fra Rovinj måtte vi tage til takke med fredag den 3. juni, da der ikke var forbindelse lørdag den 4. – ja det går ikke altid som præsten prædiker !

Nå. Men nu var billetterne så i hus, og de var dyre ( ca. 400 kr. pr. næse) så dem skulle vi passe godt på.

Ja, og så var der lige et hotel eller lignende. Den flinke mand foreslog os et stort hotelkompleks ved kysten med pool, wellnes osv. til den beskedne sum af 60 euro pr. person, og han undrede sig såre over, at vi fandt det en kende for pebret.

Vi spurgte os for, kørte lidt rundt og fandt så til sidst et fantastisk B&B hotel lige ved den gamle bymur i en frodig og veltrimmet have – 70 euro for to personer. Det var mere spiseligt for os..

Det var et helt vidunderligt sted. Gennem et hul i den gamle bymur kom vi direkte ned til havet og svømmemulighed, som vi straks benyttede os af. Det var tydeligt både i byen og ved strandpromenaden, at turistsæsonen ikke var i gang endnu, vi havde bogstaveligt talt det hele for os selv.

Efter en hurtig afvaskning delte vi to glas hvidvin, og mens jeg skrev dagbog, begav Per sig til fotohandleren, der viste sig ikke at kunne hjælpe os. Det var smadderærgerligt, at vi ikke kunne få nogle af de skønne motiver i kassen.

Vi besluttede os for at spise middag på vores hotel i den hyggelige atriumgård og valgte den store fiskemenu. Det blev lidt dyrere end vi var vandt til, men det smagte herligt med alt hvad havet kunne byde på af skaldyr og fisk og en supersød betjening.

Tirsdag den 31/5.

Afgang fra Novigrad kl. 8,30.

Vi skulle krydse Mirna flodens munding og var forberedte på, at det herefter ville gå kraftigt opad. Den første etape var ikke så anstrengende, herefter kom et lige stykke med bro over floden, og så skal jeg ellers lige love for, at den rigtig stejle opstigning begyndte. Den klarede jeg ikke, så vi måtte igen kapitulere og trække det sidste stykke op til den lille by, Tar, hvor vi gjorde holdt ved kirken under et skyggefuldt træ.

Det irriterede mig, at jeg måtte af og trække flere gange, så vi prøvede at bytte cykler og fandt ud af, at min cykel var en del tungere at træde rundt end Pers, så vi besluttede herefter at bytte cykler, hver gang det gik opad.

Fra Tar havde vi planlagt at fravige cykelbogens anbefalinger og finde en – troede vi – mere fredelig og spændende vej til kysten.

Så vi begav os af sted. Det gik nedad i susende fart, og vi havde netop talt om, at vi så sandelig håbede, at det var den rigtige vej, vi var på, for ellers skulle vi hele vejen op igen – da vejen endte brat og blev til en smal grussti gennem noget skov eller plantage. Udfordre skæbnen med fare for punktering ville vi ikke, så der var kun en udvej, nemlig opad igen, men denne gang huskede vi at bytte cykler, så det gik – også for mig – og så stod vi igen ved den trafikerede hovedvej, hvor vi de næste 4-5 km. kørte om kap med bilerne, indtil vi fandt en sidevej, som kunne bruges.

Efter endnu 4-5 km. nærmede vi os Porec og kom ind i byen fra kystsiden. At Porec vel nok er Istriens mest kendt freieby, lod sig ikke fornægte. De sidste kilometer til byen kørte vi spidsrod mellem campingpladser, hoteller, feriehytter, postkort - og badedyrssælgere, isbutikker, cafeer og meget mere, som lokker turister til.  Førstehåndsindtrykket var lidt blandet og lidt for turistet for os, men byen var unægtelig charmerende med smalle marmorstensbelagte gader i den gamle bydel og store, gamle venetianske palæer langs havnefronten.

Vores værtinde i Novigrad havde givet os adressen på en fotohandler i Porec, så mens vi kastede den obligatoriske cola i os, spurgte vi om vej til vores – håbede vi – redningsmand.

Det var nu ikke en mand, men et par søde og venlige damer, der desværre måtte beklage, at de ikke kunne stille noget op med vores stendøde kamera – men de kunne da sælge os et nyt, der ikke var særlig dyrt – tja – ca. 1000 kr. blev det til, men vi ville altså have billeder i kassen af den sidste del af turen, så vi måtte atter sande, at når blot det KUN var pengepungen, der blev ramt, gik det nok.

Vi besluttede os for en lille pink sag, som straks blev sat til opladning for at blive afhentet senere på dagen.

Fra fotohandleren gik det direkte til turistkontoret, der hjalp os med at finde B&B til 36 euro lidt i udkanten af byen med blot 5 min. til vandet. Det var ok for os, og det viste sig at være et fint værelse med egen balkon og en sød værtinde, der bød os på kaffe og koldt vand.

Strandpromenade i Porec.

Vi cyklede atter til byen, fik en sandwich, hentede kameraet og satte næsen mod de snævre gader for at besigtige den berømte Euphrasius-basilika. Basilikaen fra 500 tallet er et af de bedst bevarede byzantinske bygningsværker i Europa, og kom midt i 90èrne på Unescos liste over bevaringsværdig verdenskulturarv, så her oplevede vi historiens vingesus.

Vi dryssede lidt rundt i de snævre gader sammen med alle de andre turister, men støvet fra cykelturen og varmen i byen ledte os snart hen til cyklerne og Adriaterhavets klare vand.

Aftenens menu bød på: Skøn lokal skinke og melon, grillet kylling med svampe, 2 glas hvidvin, en halv karaffel rødvin, 2 x kaffe og cognac, vand i massevis i alt 230 kuna for to personer (1 kuna er lig med 1 dansk krone) så det kunne vist ikke gøres billigere.

Onsdag den 1/6.

Vores værelse var uden det sidste B – altså morgenmad - så vi besluttede at spise på den cafe`, hvor vi havde indtaget vores dejlige aftensmåltid.

Tjeneren havde lidt svært ved at forstå vores bestilling – vi ville såmænd blot have lidt almindelig morgenmad med brød, ost og marmelade – men efter en del snakken og gebærder endte det med, at Per sad med en stor tallerken fuld af marmeladebøtter og jeg en ligeså stor fyldt til randen med ost, nogle humpler hvidt brød fik vi også lokket ud af ham, og så var vi ellers klar til dagens etape.

Vi skulle rundt om Limski Kanalen til Rovinj, og cykelbogen havde advaret os om, at vi ville få mange, lange både op- og nedstigninger, så man kan ikke sige, at vi ikke var forberedte.

Udsigt over Limski Kanalen

Nogle kilometer udenfor Porec viste cykelbogen, at vi skulle cykle 6 km. på grusvej, og da vi stadigvæk ikke havde lyst til at udfordre dækkene, fandt vi heldigvis en fredelig og stille alternativ rute, for i en lille by, Flengi, at støde på hovedvejen igen – den hovedvej, som var den eneste vej rundt om Limski Kanalen og derfor særdeles trafikeret.

Og så kørte vi igen om kap med bilerne.

Cykelbogen gjorde opmærksom på et udsigtspunkt, hvor det var et must at stoppe og nyde panoramaet over kanalen, så vi gjorde holdt og blev lidt skuffede. Dels var pladsen fyldt med boder, der falbød egnens produkter (grappa, honning, olivenolie, lavendelposer ect.) og dels var det meste af udsigten spærret af meterhøj bevoksning. Vi tilkæmpede os en plads i et udsigtstårn, tog de obligatoriske billeder og forlod skyndsomt stedet igen.

Og her begyndte de landskabelige kurver.

I første omgang gik det rask – meget rask – nedad med et fald på 6% på en smal vej med bilerne susende om ørerne. Bestemt ikke lige vores kop the. Men ned kom vi da og kun for at finde et skilt, der bekendtgjorde, at de næste 5 km. ville byde på en 7% stigning.

Tja- hvad er værst ?

Vi tog en dyb indånding, en ordentlig slurk vand og begav os opad.

Med solen bagende i ansigtet og med en tungt læsset cykel, er det nok ikke nødvendigt at gøre opmærksom på, at det blev en sveddryppende affære, og efter et par kilometer måtte jeg kapitulere, og så gik det videre til fods. Det er skønt at være cykelturist !!

Lige da vi havde rundet toppen, gik vores rute væk fra hovedvejen og trafikken, hvilket vi havde vi set frem til, til gengæld skulle vi nu ud på 5 km. grusvej – nej ikke grus men skærver viste det sig – så vi bad til de højere magter om, at dækkene ville holde.

5 km. med 7 % stigning kræver et stort vanddepot

Det er ikke let at vælge den rigtige vej...

Vi hoppede og dansede over skærverne gennem et meget øde landskab afbrudt af få opdyrkede områder, enkelte køkkenhaver, olivenlunde og skov, og ikke en levende sjæl at se, og vi glædede os over, at solen netop her var gemt bag et tyndt skydække og at dækkene holdt.

Skærvevejen holdt en pause i en lille by, Rovinjsko Selo, det samme gjorde vi, og fik os en cola og rustede os til endnu en etape uden asfalt. Heldigvis viste det sig, at den sidste del var bedre end frygtet, skærverne var skiftet ud med almindelig mere ”dækvenlig” grus, og da vi, efter at have kørt opad og opad i en uendelighed, nu også begyndte så småt at køre nedad igen, gik det strygende gennem skov og olivenlunde mod kysten.

Hvor cykleruten igen mødte hovedvejen ved kysten, fik vi det første kig til vores næste og sidste mål på turen, Rovinj, der lå som en pyramide af tæt sammenbyggede huse med den store Skt. Euphemia-katedral som toppen af pyramiden.

Vi faldt i snak med et ungt par, som var i færd med at cykle den rute, som vi lige var kommet fra, og vi ønskede dem en rigtig god opstigning – dog ikke uden et lille, skævt smil.

Gennem Rovinj`s gamle bydel.

Rovinj i sigte

Ved indkørselen til Rovinj var det så absolut frokosttid, så vi fandt en cafe, fik en skøn omelet, en masse vand og et tiltrængt hvil, før vi fortsatte ind i byens smalle gader.

Akkurat som Porec var Rovinjs gader belagt med store marmorsten, som bestemt ikke var cykelvenlige, og da gaderne tilmed var særdeles smalle og stejle, hoppede vi snart af cyklerne og trak mellem gaveboder, souvenirbutikker og sommerturister, mens vi ledte efter et sted at overnatte. Midt i den smalleste gyde lå et ganske respektabelt hotel, som Per straks forhørte sig hos, men da prisen også var ganske respektabel – 70 euro pr. person pr. nat  takkede vi pænt nej og fortsatte vor søgning.

Ved havnen fandt vi et turistkontor, som kunne anvise os et værelse lidt i udkanten af det værste turistmylder. Der blev ringet til værtinden, der kom os i møde og viste os vej til huset.

Værtinden selv virkede lidt stram og forvirret, men måske var det kun sprogforbistringer. Husets beliggenhed og værelset var i orden, dog uden den altan vi havde ønsket, da tiden var moden til lidt tøjvask, men for 40 euro får man ikke alt. Så det blev altså vores bastion for de sidste to nætter i Kroatien.

Vi tog et bad og styrede lige mod den nærmeste restaurant, hvor værten, Mario, storsmilende trykkede hånd, som om vi var gamle bekendte og satte - ikke to glas som vi bestilte - men en halv karaffel hvidvin foran os. Vi fik det ”møjsommeligt” klemt ned, men da han efter betalingen bød os på en lille skarp på husets regning, måtte vi pænt takke nej.

Vores næste opgave var at finde Kompas, som vi havde købt vores båd-billet hos, for at høre, om :
1. Var det virkelig ikke muligt at returnere med båden til Venedig som vi oprindelig havde planlagt den 4. juni.
2. At få opklaret, hvor i Venedig båden ville lægge til kaj.

Vores reæselsenarie var, at båden skulle lægge til kaj ved Markuspladsen, hvor de fleste turistbåde sætter folk i land, og at vi i så fald skulle trække over broer og gennem samlle gyder i menneskemylderet ud genne Venedig.

Til spørgsmål 1) var svaret nej, der var ingen forbindelse den 4.
Til spørgsmål 2) var svaret mere positivt. Båden ville lægge til kaj tæt på broen til Mestre, så vi ville undgå at samle opmærksomhed på Marcuspladsen med to tungtlæssede cykler.

Så vidt så godt var det tid til mad, og vi fandt en stor, velsmagende bøf af kroatisk højlandskvæg garneret med masser af friske grønsager og en lille en til halsen på husets regning, da vi betalte.

Vi drak kaffe og avec hos Mario. Da vi betalte, kom der igen en lille skarp på husets regning, men det var ligegodt i overkanten, selv for os.
De er skøre de kroatere!

Torsdag den 2/6.

Også dette værelse var uden morgenmad, så vi traskede ned til Mario, der dog ikke denne morgen var til stede for at trykke i hånd.

Før vi kunne begynde at lege turister, havde vi lige endnu en ting af praktisk art, vi skulle have klaret.

Vi havde på forhånd sikret os værelse i Villa Crispi i Mestre for de sidste to nætter, men da vi nu var nødt til at returnere en dag før beregnet, måtte vi ringe til Villa Crispi for at høre, om de havde plads til os ekstra dag – og hvis ikke, om de så kunne anvise os et andet lignende sted. Desværre var det nej til begge spørgsmål, og de kunne tilmed oplyse, at da Bienalen netop startede den weekend, var det på det nærmeste umuligt at opdrive hotel eller B&B i hele Mestre/Venedig.

Nå tak – det lød ikke særlig opmuntrende.

Men så er det jo godt at have en livline. Vi havde ganske vist brugt vores, da vi skulle starte turen og køres ud af Mestre, så hvis vi havde været deltager i ”Hvem vil være millionær” var den mulighed brugt op, men vi turde godt vove forsøget og ringe til Gennaro – og på under en time havde han, det søde væsen, skaffet os et værelse i Casa Laura i en anden del af Mestre.

Så var det også på plads, og så var det tid sightseeing.

For nogle hundrede år siden var Rovinj oprindelig en ø, senere blev den landfast med resten af kysten og siges i dag at være Istriens smukkeste by. Selve den gamle bydel ligger på det, der oprindelig var øen og husene er så sammenbyggede og sammenfiltrede, at det umuligt at se, hvor det ene begynder, og det andet ender. Gaderne er smalle med kun få solstrejf, overalt faldbyder lokale kunstnere deres malerier og kunsthåndværk, og i centrum af det hele troner den store Skt. Euphemia-katedral.

Alt dette og mere til brugte vi resten af formiddagen til at besigtige, og vi kunne kun glæde os over, at vi nu havde mulighed for at tage billeder af hele herligheden

Og så var det ellers tid til at få rørt cyklerne. Vi pakkede badetøj, kiggede lidt på kort og cyklede ud langs kysten uden mål og uden bagage. Det var en helt anden fornemmelse.

Da vi havde cyklet en rum tid, sluttede vores sti pludselig ved en brat klippevæg, hvor unge klatrere lavede halsbrækkende forsøg på at nå toppen, så vi vente om og fandt en cafe, som tilsyneladende var et yndet mål for både vandrere og cyklister, for her var stuvende fuldt. Efter lidt venten fik vi salat og brød – og cola.( Når vi kommer hjem, skal vi på colaafvænning.)

På hjemturen begyndte det at smådryppe lidt, men det blev heldigvis ikke til meget, så vi kastede os i Adriaterhavets bølger og vendte ikke næsen hjem, før klokken havde passeret 18.

Sidste aften i Kroatien stod på pakning, mad og tidligt til køjs, for vi skulle være klar til afgang næste morgen kl. 7.

Fredag 3/6.

Så var det farvel til Kroatien. Vi kunne bestemt godt have bruget en dag mere, men færgeselskabet havde bestemt noget andet.

Og igen i dag måtte vi sande, at det er godt, man ikke altid ved, hvilke genvordigheder dagen vil byde på, når man stiger ud af sengen om morgenen!!

Vi stod op kl. 6,30 og satte næsen mod hurtigfærgen, der på godt to timer skulle bringe os tilbage til Venedig. Da vi stod ved landgangen med to toplæssede cykler, kløede mandskabet sig lidt i nakken, det var tilsyneladende ikke hverdagskost for dem, men efter lidt snakken frem og tilbage, hjalp de os dog med at bugsere cyklerne op ad landgangsbroen og ud på et bagdæk, hvor de så kunne stå og gynge, mens vi andre tog plads i en kabine, der nærmest mindede i indretningen om en jumbojet.

Marcuspaldsen set fra søsiden.

Halsbrækkende manøvre på havnen i Venedig.

I en lille kiosk kunne vi købe et krus the og en croissant, og så var det ellers blot at læne sig tilbage og ”nyde” bølgegangen og lytte til en lang informationstale fra bådens guide om Venedigs seværdigheder.

Da vi nærmede os indsejlingen til Venedig, sagtnede båden heldigvis farten, og der blev åbnet til et soldæk, så folk kunne komme ud og få et billede af Marcuspladsen fra søsiden. Det var et storslået skue.

Vi ventede til allersidst med at gå fra borde, for vi skulle jo have cyklerne sikkert i land også – og man må sige, at det var med hiv og sving, at det lykkedes.

Mandskabet satte en landgangsbro op til bagdækket, så vi ikke skulle have cyklerne bugseret gennem hele skibet, og det var jo sådan set godt nok, men da de ikke gav sig tid til at folde broen helt ud, og da de ikke havde gennemskuet, at cykler med bagage ikke lige kan svinges i land, var de flere gange ved at kaste både sig selv og cyklerne i vandet. Det var et værre hurlumhej, som vi andre iagttog med undren og skræk for at miste hele molevitten.

På ”motorvejen” Ponte della Liberta`.

Med livet som indsats gennem mylderet af biler og busser fandt vi broen, Ponte della Liberta`, den eneste forbindelse mellem Venedig og fastlandet for både biler og cykler, så selv om den smalle sti, der var afsat til cyklister var afskærmet mod trafikken, føltes det alligevel, som om vi cyklede direkte på en motorvej.

Hvis man ellers kunne se bort fra motorstøjen, gik turen let og elegant, og efter 6 km. var vi på fastlandet igen. Her viste cykelbogen os, at vi skulle tage en kort afstikker til venstre, for at komme udenom trafikken, men der var blot den hage ved det, at der ikke var nogen afkørsel til venstre. Det kunne godt se ud som om, der havde været en sti, som i mellemtiden var blevet spærret af et højt trådhegn og umuligt både at åbne eller forcere.

Det er skønt at være cyklist!

På vores højre side havde vi nu to vognbaner med tæt modkørende trafik, og på vores venstre side var der blot et lille stykke rabat bag autoværnet, så nu var gode råd dyre.

Efter lidt funderen over situationen besluttede vi at forsøge at trække cyklerne bag autoværnet, idet vi mente, at det højst ville dreje sig om nogle få kilometer, før vi igen kunne komme væk fra trafikken.

De første par hundrede meter gik det også så nogenlunde, selv om det var tungt at trække cykler med bagage i det høje græs, men så begyndte rabatten at snævres ind og tilmed skråne ned mod en smal grøft, og så blev det for meget. Resolut vendte Per begge cykler i luften – det havde han efterhånden træning i – og så vadede vi tilbage til udgangspunktet.

Nu kunne vi kun se én mulighed, nemlig at cykle tilbage over broen og forsøge at få cykler og os med det regionaltog, som vi vidste, gik mellem Venedig og Mestre, og da det var besluttet, tog vi så Ponte della Liberta`én gang til.

Vel ovre på den anden side fandt vi Piazza Roma, hvor busserne har deres holdeplads, og hvorfra al trafikken ind i selve Venedig udgår – og her et sted skulle så også banegården befinde sig.

Vi blev tiltalt at et amerikansk ægtepar, der ville vide, hvad vi skulle i Venedig med to højtlæssede cykler, og de kunne samtidig fortælle os, at vi skulle over på den anden side af Canale Grande for at finde toget. Altså masede vi cyklerne over én af Venedigs mange gangbroer. Det var en lidt pudsig fornemmelse at stå på toppen af Ponte della Costituzione med vore langturscykler, og kigge ned langs Canale Grandes tætpakkede husfacader, mens gondoler, vandtaxaer og vandbusser flød i en lind strøm under os.

Nå, men ovre på den anden side fandt vi toget, der gik straks efter, og så måtte vi atter mase cyklerne op ad de mange trapper til perronen, hvor vi atter måtte mase dem ind i en snæver kupe – og så gik toget, og vores lettelse var stor, sagen var klaret.

Toget gjorde holdt ved to stationer i Mestre, og da vi ikke vidste hvilken af dem, der var den bedste for os, tog vi den første – og det skulle selvfølgelig vise sig, at vi skulle have taget den sidste!!

Banegårde er ikke ligefrem skræddersyede til cykler, så her måtte vi igen først ned ad en masse trapper, igennem en lang tunnel og så atter op ad en masse trapper igen, før vi stod på gaden. Man får ikke alene gode benmuskler af at cykle.

Vi anede ikke, hvor vi var havnet, men vi fik standset nok en venlig mand og spurgt ham om vej til Piazza Rossarol, hvor vores B&B skulle ligge – og selvfølgelig kunne han hjælpe os, og denne gang var det oven i købet helt rigtigt – hurra!

Alle dagens strabadser havde vi klaret på en tynd kop the, en croissant og flere dunke vand, så vi skyndte os ind på den nærmeste cafe, for at få noget mad og et særdeles tiltrængt hvil, før vi begyndt søgningen efter Casa Laura, som skulle være vores logi for natten.

Cykler på broen over Canale Grande er ikke noget hverdagssyn.

Casa Laura – oh hvilken oase. Dejligt køligt værelse, en smuk tagterasse og i køleskabet masser af vand til fri afbenyttelse. Desværre forstod vores værtinde ikke engelsk, for vi ville så gerne have forklaret hende om alle vore genvordigheder, men vi måtte nøjes med at smile og nikke til hendes italienske pludren. Vi havde lige nået at spotte, at der på hjørnet neden under Casa Laura lå en skjøn lille cafe, så det var hurtigt ind under bruseren og ned til belønningen ovenpå en særdeles ophedet dag.

Lørdag den 4/6.

Hvis man absolut skal punktere, er det en rigtig god ide at gøre det et sted, hvor man kan stå i ro og mag og lappe – så det gjorde vi så.

Da vi nemlig om morgenen skulle pakke cyklerne, opdagede vi, at mit bagdæk var fladt som en pandekage. Vores værtinde stod hændervridende og iagttog Per, der første forsøgte at bruge Gennaros og siden vores egen skumsprøjte, uden andet resultat end skum over det hele.

Vi spurgte vores værtinde, om der var et cykelværksted i nærheden, men hun slog ud med hænderne og sagde, at det var lørdag og alt var lukket, så Per besluttede at lappe selv, én gang skulle jo være den første, og stedet var som bestilt til formålet.

Jeg satte mig i skyggen på den dejlige tagterasse for at skrive dagbog, og Per gik i gang med værktøjet.

Mens jeg sad og skrev, kom en ung fyr, som også boede på Casa laura, ud og hilste på mig, hvorpå han trak en stol hen og begyndte at konversere mig, mens han drak sin morgenkaffe. Han og hans kæreste kom fra Bulgarien og var kommet til Venedig for at danse tango. Om dagen fik de undervisning, og om aftenen dansede de til orkestermusik til den lyse morgen.

Der er mange måder at holde ferie på!

Vores værtinde ville gerne snakke med mig, men vi havde desværre kun få fælles gloser. Den unge fyr fra Bulgarien talte imidlertid spansk og lidt italiensk, så han blev hidkaldt som tolk, for det var tvingende nødvendigt for hende at forklare os, at hun var så ked af, at cyklen var punkteret på hendes ejendom, ja, hun følte sig næsten skyldig, og da Per efter en halv times arbejde var færdig, blev vi sendt af sted kram og kindkys – sådan.

Casa Laura`s fredfyldte oase.

Det var en smal sag at finde vejen igennem Mestre tilbage til Villa Crispi, og ved godt 12 tiden, fik vi afleveret vores bagage og begav os til bussen til Venedig for at se lidt på byen.

Søndag den 5/6.

Sidste dag. Valget stod nu mellem endnu en dag i Venedig eller en sidste cykeltur – og vi valgte det sidste. Vi kunne så godt tænke os at se, om vi kunne finde en rolig vej ud af Mestre og komme ud på landet – måske til Mira, hvor vi endte vores forrige cykeltur.

På banegården købte vi kort, som blev studeret grundigt, vi cirklede rundt i flere timer i Mestres udkant, men ligegyldig i hvilken retning vi forsøgte, endte det med at vi stod ved en stærkt befærdet vej – og et sted endda motorvej – og den slags havde vi efterhånden fået nok af, så besluttede vi, at det kunne være nok.

Vi købte en sandwich, som vi spiste i skyggen i Villa Crispis have – og så var årets cykeltur definitivt slut. Cyklerne blev afmonteret og diverse lappegrej pakket sammen til Gennaro, som hentede cyklerne som aftalt kl. 17,30.

Sidste dag, sidste tur rundt i Mestre.

Vi tog afsked med ”vore” cykler, som trofast havde båret os 5-600 km. gennem tre lande og aftalte med Gennaro, at han skulle køre os til lufthavnen den følgende dag.

Hele dagen havde været lummer og solen underligt stikkende, og da vi var på vej i seng, brød uvejret løs. Det tordnede og lynede i et væk, elektrisiteten forsvandt – og man kan roligt sige, at vores cykelferie sluttede med et ordentligt brag.

Den følgende formiddag hentede Gennaro og frue os og kørte os og vores godt brugte bagage til lufthavnen.

Sikken en ferie – det må gøres om !