Fra Bolzano til Venedig

Udsigt til landskabet omkring Brennerpasset.

Tirsdag den 18/5 2010 tog vi nattoget fra Odense, skiftede næste morgen i Munchen, havde en smuk togtur over Brennerpasst og ankom planmæssigt til Bolzano onsdag den 19/5 først på eftermiddagen.

Herfra skulle vores cykeltur udgå og mange timers forberedelse stå deres prøve.

Vi havde bestilt værelse for 2 nætter på hotel Regina, som lå lige overfor banegården, så det var nemt.

Efter et bad og lidt udpakning, tog vi hul på Bolzano, som er en meget hyggelig og charmerende by med masser af atmosfære.

Vi blev fanget ind af skøn jazz musik i en snæver gyde hos en syngende cafe-ejer, og her fik vi dejlig bruchetta og et fantastisk lækkert glas hvidvin. Lige hvad vi trængte til.

Tog et lille hvil og spiste på torvet overfor kirken, nød bylivet og maden, betalte en lidt pebret regning og sov i 10 timer.

Charmerende Bolzano. Marked i indre by hver dag.

Bolzano er omgivet af mange smukke cykelstier.

Torsdag den 20/5.

Dette var så dagen, hvor vi skulle have vores cykler og hilse på Gennaro, som vi efterhånden havde korresponderet en del med.

Aftalen var, at han skulle komme kl. 11,00, så vi havde god tid og gik op for at se på kirken og overværede en gudstjeneste.

Vi vendte tilbage til vores hotel kun for at få at vide, at Gennaro havde ringet og forklaret, at han var en time forsinket – tja, vi er jo i Italien !

Vi pakkede lidt til vores første prøve-cykeltur og gik over i nærmeste park for at fordrive ventetiden. Da vi kom tilbage, fik vi at vide, at Gennaro igen havde ringet og meddelt, at han var yderligere en halv time forsinket. Damen i receptionen sagde, at hun havde skældt ham ud, og at vi var meget vrede.

Vrede var nu så meget sagt, men vi var begyndt at blive lidt irriterede.

Nå, men endelig kom han fuld af undskyldninger og store armbevægelser.

På bagsædet af en lille bitte bil lå vores cykler i flere dele. Han fik dem hurtigt samlet, og forklarede, at hans bil til cykeltransport var gået i stykker, så han havde været nødt til at bruge denne lille udgave.

Ved første øjekast var cyklerne OK, men jeg opdagede snart, at min mere var skabt til en pygmæ end en stor, moden dansk kvinde. Styret sad alt for lavt, men det kunne ikke komme længere op, forklarede Gennaro.

Vi fik sadlen sat op ( det hjalp jo ikke på problemet med styret, der blot kom til at sidde endnu lavere), fik udleveret reserveslanger, pumpe, lappegrej og forskelligt værktøj – og væk var han.

Efter en prøvetur var det helt klart, at der skulle gøres noget ved det cykelstyr, så vi spurgte nogle skolebørn, hvor der lå en cykelsmed. De forklarede beredvilligt, hvordan vi fandt en, og så kastede vi os ud i Bolzanos hektiske bytrafik.

Bytrafikken var nok det, der havde bekymret os mest, men det viste sig faktisk, at det ikke var så svært og farligt, som vi havde frygtet.

Der var utrolig mange cyklister i byen, og da der også mange steder var gode cykelstier, gik det ret nemt. I Italien – opdagede vi efterhånden – blander fodgængere og cyklister sig ofte på fortovene, så hvis trafikken er lidt for intens, kan man, uden at blive skældt ud, søge op på fortovene.

Nogle meget flinke mekanikere løftede styret i løbet af få øjeblikke (det kunne godt løftes ) ganske vist ikke så meget men nok til, at jeg nu havde en bedre fornemmelse.

Og så prøvekørte vi ellers Bolzanos udbyggede net af cykelstier igennem smukke grønne rekreative områder. Overalt var der en massiv cykeltrafik, så jeg havde nok at gøre med at huske mig selv på, at jeg ikke havde fodbremser, og at jeg havde en højere midterstang, end jeg er vant til.

Da vi kom tilbage efter mange kilometres cykeltur, ville Per lige prøve om pumpen duede, og så fandt vi ud af, hvorfor min cykle var så tunge at flytte, der var næsten ingen luft i dækkene ! Men hvad værre var, pumpen passede ikke til ventilerne, så det var tilbage til de flinke mennesker på cykelværkstedet, og så skal jeg ellers love for, at forskellen var til at tage at føle på.

Godt at vi havde afsat en dag til at prøvekøre cyklerne.

Endnu et dejligt glas vin og en bruchetta hos vores syngende cafe-vært, en pizza på torvet, og så hjem og få hvilet ud til morgendagens første rigtige cykledag.

Fredag den 21/5.

Lidt skyet og lidt blæsende fra morgenstunden, men vi trøstede os med, at det som regel blev bedre op ad dagen.

Alt vores medbragte elektronik var blevet opladet i løbet af natten, og da vi ville indstille kameraet på dato osv. opdagede vi, at der var sort skærm. Så skulle da også!!

Tidspunktet for et kamera-sammenbrud var meget dårligt valgt.

Efter nogen skummen og utallige afprøvninger måtte vi indse, at der ikke kom nogen billeder i kassen fra den første cykeldag. Meget ærgerligt. Vi aftalte, at når vi nåede Trento, måtte vi se at få problemet løst.

Efter et solidt morgenbord og lidt bøvl med at få anbragt cykeltaskerne, kom vi af sted på turens første etape kl. 8,45.

Forude ventede 70 km. til Trento på cykelsti langs Adige floden.

En af de små byer ved Adige floden.

Dagen i forvejen havde vi sikret os, at vi kunne finde vejen ud af byen, så vi kastede os ud i Bolzanos hektiske morgentrafik. Vi fandt uden de store problemer cykelstien, og så var det bare derudaf.
De første 4-5 km. var trafikken på cykelstien næsten ligeså overvældende som biltrafikken, så det var med at holde tungen lige i munden og huske hvor bremserne sad. Vi så faktisk afslutningen på et cyklistsammenstød, så helt ufarligt var det ikke.
Efter ca. en halv times kørsel kom vi ud i åbent land, og hvilket skue. På vores venstre side tårnede Dolomitterne sig op. For foden af bjergene lå utallige vingårde og vinmarker afvekslende med frugtplantager så langt øjet rakte. Og på den anden side havde vi Adigeflodens rivende vande.
En frodighed uden sidestykke.
Trafikken på cykelstien var nu mere moderat, og biltrafikkens larm var væk, så nu akkompagnerede fuglefløjt og frøernes kvækken i vandhullerne de smukke billeder for vore øjne.
Som dagen skred frem blev det varmere og varmere, vi havde en blid vind lige i ryggen, så det gik for fulde høvl derudaf.
Efter et par timers kørsel satte vi os på en bænk og spiste den bolle, vi helt legalt havde fået med fra hotellets morgenbord.
Jeg havde et eller andet sted læst, at der lige ved cykelstien skulle befinde sig en cafe` for cyklister, og da vi efter endnu en times kørsel passerede en restaurant, lige hvor vi skulle krydse floden, mente vi, at det måtte være der, vi kunne få noget koldt at drikke. Men det var vist ikke et sted, hvor cyklister var særlig velsete, for ingen tog notits af os. Vi trampede ind i køkkenet og fik forklaret, at vi var tørstige, og endelig forbarmede de sig over os.
Da vi skulle af sted, og jeg ville sætte min taske fast på bagagebæreren, røg hele bagagebæreren af !!
Heldigvis havde vi, blandt andet værktøj, fået udleveret en lille nøgle som lige passede til at skrue bagagebæreren fast med, så efter lidt bøvl fik vi den skruet forsvarlig fast igen.
Godt at vi lige havde fået den lille nøgle ?

Kortlæsning er en vigtig diciplin

Floden skulle krydses flere gange, men skiltningen var god, og vores kort var nemt at aflæse ( i hvert fald på denne strækning), så allerede ved 14 tiden nærmede vi os Trento.
Inde i byen spurgte vi om vej til Via A. Schmid, hvor vores reserverede B & B lå.
Den flinke mand, vi havde spurgt, hoppede straks i sin bil og førte os lige til vores bestemmelsessted. Det havde nok kostet os en del tid at finde, så vi var ham meget taknemmelige.

Vi kørte ned ad Via A. Schmid og fandt hurtigt Casa Pompermeier – et pænt to etagers hus i et ellers ikke særligt tiltrækkende kvarter.
Imidlertid var vi ved at gå godt og grundigt sukkerkolde, så vi ville hurtigst muligt finde en cafe og få noget at spise og drikke.
Det var nu ikke så nemt, for umiddelbart var her ikke mange cafeer. Da vi stod rådvilde ved et vejkryds, spurgte vi en dame i en bil, hun forklarede, hvor der lå et pizzaria og spurgte i samme åndedrag, om vi havde brug for B & B.

Da vi forklarede, at vi allerede havde booket hos Casa Pompermeir, sagde hun, det er hos mig, det er mig, der er Lucia. Et sjovt sammentræf.
Det viste sig imidlertid, at pizzariaet havde middagslukket, så Lucia tilbød at lave mad til os, hvilket vi med kyshånd tog imod.

Vi tog med hende hjem og fik anvist et dejligt værelse med bad og fin lille have, som vi kunne disponere over. 10 minutter sagde hun, og så stod der kaffe, brød, pølse, skinke, ost, frugt og hjemmebagt kage. Oh hvilken jubel.
Da vi afregnede med hende næste dag og ville betale for måltidet, nægtede hun at modtage noget og sagde, at det bare var en glæde for hende at kunne hjælpe os.

Lucia var vældig sød og ligefrem. Hun ville gerne snakke, men forstod også at lade os være i fred. Det er en kunst for en B & B værtinde.
Lucia hjalp os med at finde bussen til Trentos centrum, fortalte os, hvor vi skulle købe billet til bussen, hvor vi skulle stå af og på, og så tog vi på sightseeing i Trento.

Vores første mål var en fotohandler, for noget skulle der gøres med kameraet. Vi var godt ærgerlige over, at vi ikke kunne tage billeder af den første flotte dag.
Efter lidt søgning fandt vi en fotohandler, der kunne give os en god og en dårlig meddelelse. Den dårlige var, at displayet på kameraet var gået i stykker, den gode var, at det godt kunne tage billeder alligevel, vi kunne blot ikke se billederne på displayet. Se det var jo alt i alt ikke så dårligt.
Vi fik spagetti og dejlig jazzmusik til kaffen og avecen. Duer om ørerne, et lille springvand og 25 grader. Kunne ikke blive meget bedre

Cykelsti langs floden

Lørdag den 22/5.

Kilometertælleren stod på 71 km, strålende sol og næsen mod Gardasøen. Der ventede os ca. 50 km. incl. en bjergetape.
Vi skulle stadig følge Adigefloden et stykke til Rovereto, og derefter skulle vi køre efter den beskrivelse, Joachim havde sendt til os.

Under forberedelserne til turen, var vi kommet i kontakt med en fyr, som bor ved Gardasøen og arrangerer cykelture deromkring. Vi havde haft en meget udbytterig brevveksling, og han havde givet os mange tip til vores tur
Vi kørte af sted med den sikre overbevisning, at dette skulle blive endnu en dejlig cykeldag.
Efter en times tid nåede vi Rovereto, vi var blevet kaffe, vand og toilettrængende, så vi fandt en lille cafe, fik vores behov tilfredsstillet.
Landskabet var fortsat særdeles smukt, de hvidklædte tinder anedes stadig i det fjerne og vin-og æbleplantager afløste hinanden

Kaffe, hvil og ruten studeres

Ved Mori kom turens første stigning, så nu fik gearene lov til at stå deres prøve.
Joachim havde skrevet, at vi skulle køre over et pas – San Giovanni – på 280 meter, og i vores naivitet troede vi, at dette var passet, så vi sagde: Nåh, ikke andet – tja!

Vi kørte igennem Mori by – og så kom opstigningen til passet. Foran næsen havde vi pludselig et skilt, der fortalte, at der nu kom en stigning på 10% !!! Tak skæbne- det så næsten lodret ud.
Jeg samlede alle mine kræfter og begyndte opstigningen, Per ville tage et billede af skiltet og mig, men nåede ikke at få mig med, så travlt havde jeg med at få det overstået, så skiltet måtte tale sig eget sprog.
Jeg oksede opad – 1. klinge og 1. gear – og da jeg omsider øjnede toppen, blev jeg mødt af en flok unge cykelryttere, der spontant brød ud i klapsalver, da de så en gammel kone med fuld oppakning komme sejlende op.

Med Dolomitterne i baggrunden

Vinmarkerne på skråningerne

Da vi kom til Nago, var vi lige ved at havne i den frygtede trafikfælde.
Vi var vist kommet lidt på afveje, og for at finde vores rute igen, var vi nødt til at krydse en særdeles trafikeret vej. Det var endda meget svært at finde et hul i trafikken, og vi havde endnu ikke lært, at cyklister faktisk godt kan tillade sig at standse trafikken ved at signalere med både cykel og armene, at man behøver at komme over. Nå, et hul kom der dog omsider, og vi reddede skindet og fandt turen mod Torbole, som Joachim havde beskrevet – og pludselig åbnede landskabet sig, og vi fik den flotteste udsigt over Gardasøen nedenunder os.

Nedenunder os ja, for ned gik det, endda meget stejlt, så det tog lidt tid at få fingrene rettet ud efter det hårde greb om håndbremserne.

Da vi kom ned til Torbole by, der ligger lige ud til søen, kørte vi lige ind i den første den bedste cafe og bestilte en lækker omelet og iskold cola. Vi havde ikke fået mad med til turen, så det var på høje tid. I hvert fald jeg har det med pludselig at gå total sukkerkold.

Vi var blevet frarådet at cykle det første stykke af kysten langs Gardasøen, så fra Torbole cyklede vi 4 km. langs vandet til Riva del Garda, hvor vi skulle finde en båd, der kunne sejle os til Malcesine, hvor vi havde bestemt os for at gøre holdt for natten.

Efter en flot sejltur i stride faldvinde fra de høje bjerge, der omkranser den nordlige del af Gardasøen, anløb færgen Malcesine – oh ha, oh ha – vi var bestemt ikke de eneste, der havde fundet den by på kortet.

Her var et mylder af turister. Vi fik en kop kaffe og studerede menneskevrimmelen, og spurgte så om vej til turistkontoret for at høre, om de kunne finde et hotel til os – og det kunne de. Lidt udenfor byen og alle turisterne blev vi trætte og forvarmede indlogeret i hotel Internationales anneksbygning, fik et lille, men fint værelse og kunne puste ud. Det havde været en lang og varm dag. Per hentede hvidvin, vand og snaks, og så sad vi på altanen og kiggede lige op på Monte Baldo og på svævebanen, mens vi fordøjede turen og dampede af.

Hotellet havde én menu, som vi gladelig kastede os over, den var rigelig, ikke så interessant, men så kostede den til gengæld kun 10 euro pr. person.
Da vi havde spist, plantede vi os på hotellets terrasse, hvor vi fik kaffe og en flot solnedgang.Vi havde kørt ca. 50 km.

Udsigt over Torbole i den nordlige ende af Gardasøen

Det første stykke af Gardasøen foregik med båd

Søndag den 23/5.

Hold da op. Gardasøen er nok lidt for spektakulær og overbefolket for os. Nu var det ganske vist også søndag, men vi var lidt overraskede over, at der var så mange mennesker så forholdsvis tidligt på sæsonen.
Nå men vi havde bestemt os for, at tage endnu en overnatning et eller andet sted langs søen. Denne dag skulle være kort, så vi også kunne få hvilet benene lidt. 

Joachim havde fortalt, at man godt kunne cykle langs Gardasøen, men man skulle være forberedt på, at der var en del trafik. Efter hans råd startede vi forholdsvis tidligt, og med en god vind i ryggen gik det hurtigt nedad mod Bardolino, som vi havde udset os, som vores næste stop. En forholdsvis kort tur på ca. 35 km.
Det der med trafikken, var bestemt ikke overdrevet, så det var begrænset, hvor meget vi kunne sidde og se os omkring. Det var med at holde øje med vejen og bilerne, så vi var glade, da vi nåede Bardolino allerede ved 11,30 tiden.

Undervejs kørte vi indenom Torri del Benaco, en hyggelig lille by med snævre gyder – og masser af turister. Ved Garda fandt vi den cykelsti, som Joachim havde anbefalet, men kors i hytten – hele cykelstien mellem Garda og Bardolino var proppet med vandrende og cyklende, så vi følte, vi var kørt lige ind på Marcuspladsen.

Bardolino var ikke bedre, så det første indtryk var ikke så positivt, men efter lidt søgning, fandt vi hotel Vittoria lidt i udkanten af mylderet. 70 euro for et dobbeltværelse med altan, så det var perfekt.
Vi kastede bagagen fra os, fandt vores håndklæder og badetøj, for nu skulle Gardasøen afprøves.

Vi slog et smut indenom et par af de små, fredelige byer

Hvis man tror, at Gardasøens bredder er hvide sandstrande, skal man hurtigt revidere sin opfattelse. Smalle strimler med småsten og enkelte steder lidt græs at ligge på, var hvad vi fandt, og det endda klods op ad en tæt befolket vandre- og cykelsti. Ikke særligt charmerende – nå, men vandet skulle prøves, så Per kastede sig ud i en hurtig dukkert, jeg var mere forsigtig, og fik kun lige dyppet lidt af kroppen, for helt ærlig – det så ikke friskt og tiltalende ud. Der var faktisk heller ingen, der badede, det var jo stadig lidt vel tidligt på sæsonen.

Men det var varmt – hamrende varmt, så efter kort tid gav vi op, og bestemte os for at cykle lidt den ene vej og lidt den anden vej, for at se på folkelivet og byen, fik en panini og lidt cola, og så var det slut med Gardasøen.

Vi købte lidt hvidvin til altanen, og så vendte vi næsen mod hotellet, hvor vi satte os halvvejs inde i værelsets skygge med dørene åbne og betragtede byens tage.

Der var så mange mennesker i byen, det var næsten ikke til at komme frem og tilbage, men vi fandt da et sted at spise, og da vi senere drak kaffe, spurgte vi, om der virkelig altid var så mange mennesker her, og fik så forklaringen. Der var vinfestival.

Vi havde set og undret os over, at mange mennesker gik rundt med en lille lyserød pose om halsen, nu fandt vi ud af, at posen indeholdt et vinglas. Det måtte jo så have noget at gøre med vinfestivalen - men hvad - blev vi ikke helt klar over.

Da vi var ved at gå til ro, bragede der pludseligt et gigantisk fyrværkeri over byen. Vi overværede sceneriet fra altanen, så det må jo siges, at være en flot finale for vores besøg ved Gardasøen.

Middagsstemning i lille by.

Mandag den 24/5.

Dagen bød på strålende sol og et herligt morgenmåltid. Vi var tidligt oppe, for vi vidste, at dagens etape startede med en ordentlig opstigning, så det var med at komme af sted, før det blev alt for varmt.

Foran os ventede ca. 50 km. og et stop i Verona, hvor vi heldigvis havde booket hotel.

Hotel Vittoria, hvor vi boede, lå faktisk lige op ad vejen mod Cavaion, den rute som Joachim havde anbefalet. Som der stod i hans mail: ”Det går opad, men det er klart den letteste af de veje, der fører ind i landet, og så får I en smuk udsigt.”

Det gik opad, og det var lille klinge og helt ned i 1. gear, men så var det heller ikke værre og snart nåede vi Cavaion, hvor vi skulle køre nedad mod elektricitetskanalen – Canale Biffis – og finde cykelstien mod Bussolongo.

Vi fandt den, men den var spærret pga. vejarbejde, stod der.!!

Da vi havde gumlet lidt på den, så vi en cyklist komme imod os på den ”spærrede” cykelsti, vi spurgte, og han forsikrede os om, at vi sagtens kunne køre igennem.

Vi maste cyklerne udenom afspærringen, og så gik det af sted på helt nyasfalteret sti helt til Bussolongo.

Og Joachim havde ikke overdrevet. Det var en fantastisk smuk tur. Vi kørte lidt højt, så vi havde udsigt over et frodigt landskab, hvor vingårde og vinmarker, pinjer og cypresser blev indrammet af bjergene til den ene side og Adigefloden til den anden.

Fra Bussolongo skulle vi finde en vej til højre og en bro over floden til en lille by – Arce`- men det missede vi, og da vi opdagede, at solen stod forkert i forhold til vores rute, måtte vi spørge først en afrikaner og så en Italiensk cykelrytter, før vi fandt sporet igen – ikke helt, som Joachim havde beskrevet, men godt nok til, at vi vidste, hvor vi var, og det er jo en god ting !

Fra Arce`skulle vi mod Prescantina, hvor vi igen tog en forkert vej – og så var det tid til kaffe, vand og hvil. Det var på høje tid.

Fra Prescantina til Settimo og derfra til Chievo, hvor vi igen var lidt desorienterede – og pludselig var vi inde på kortbogens rute, som vi valgte at følge – ja og pludselig passerede vi Veronas byskilt.

Vi fulgte cykelstien helt ind i byen, konsulterede vores by-kort, spurgte lidt om vej, og så var vi ved vores hotel – Novo Hotel Rossi- kl. knap 14,00.

Vi blev installeret, tog et hurtigt bad, og så var det ud at se på byen.

Vi boede et godt stykke udenfor centrum, så det var atter en varm spadseretur ind til bymidten, og da vi stod overfor Veronas berømte Arena og skulle forevige øjeblikket – hvad lå så hjemme på hotelværelset. #¤XQ&#” Kameraet !!!

Vi købte et engangs kamera, og så begyndte roen atter at sænke sig over os.

Vi købte billet til Arenaen – fik pensionistrabat – billetdamen ville end ikke se dokumentation for vores alder - hvor fornærmende

At overvære en opera i den arena en sommeraften, må være en fantastisk – og meget varm – oplevelse. Der var fuld aktivitet, kulisser og lydmænd blandede sig med hinanden, det var lige før sæsonstart.

Vi fulgte strømmen hen til Julies balcon, hvor kærestepar fra alle verdenshjørner sætter sedler med den elskedes navn i portåbningen, og hvor folk står i kø for at kunne lade sig forevige på balconen. Huset skulle efter sigende have tilhørt Julies families slægt, så Romeo har måske stået dernede i gården og håbet på at få et glimt af sin uopnåelige elskede.

 Vi vandrede rundt i de maleriske gader med fantastiske bygningsværker, fik lidt mad og kaffe, og vendte næsen mod hotellet.

Vi orkede ikke at gå ind i byen igen, så vi havde besluttet at finde en restaurant nær vores hotel, men det var der ikke. Receptionisten forstod vores problem og tilbød straks at bestille en pizza til os. Hotellet havde en baggård med et par borde og stole, og her satte vi os i den særdeles lune aften med vores bragte pizza og en flaske vin.

Hvad man dog kan opleve på blot én dag.

En af de talrige broer man krydser over Adige floden.

Tirsdag den 25/5

Vi troede, at denne dag skulle blive en afslappende smuttur på 40-45 km. til Brendola – men vi blev klogere – meget klogere.

Vi startede kl. 8,30 om morgenen og fandt først hotel igen ved 18,30 tiden – 10 timer på cyklen.

Storbyerne havde været vores største bekymring, så vi havde forberedt udkørselen fra Verona særdeles grundigt og havde tegnet ruten ind på bykortet, så der ikke var noget at tage fejl af – og det gjorde vi heller ikke. Trods den intensive morgentrafik fandt vi hurtigt og smertefrit ud af byen, og snart passerede vi Veronas byskilt.

Da vi stod et øjeblik og funderede over, hvilken af to mulige veje kortet viste os, kom en mand forbi på cykel. Han råbte og gestikulerede, at vi skulle følge vejen til højre. Første fejl !

Lettelse over at være sluppet ud af Veronas hektiske morgentrafik

Vi talte om den flinke og hjælpsomme mand, mens vi langsomt og uden at vide det fjernede os mere og mere fra ruten.

Da vi havde cyklet nogen tid, begyndte vi at ane uråd og stoppede en ældre mand på cykel. Han forklarede (tror vi nok, for han talte kun Italiensk) at han ikke havde sine briller med, så han kunne ikke læse bynavnet på kortet, men fortalte os med store armbevægelser, at vi skulle vende tilbage til en lille by, vi netop havde passeret og der finde nogen, der kunne hjælpe os. Vi fulgte hans råd og fandt to fyre, der

arbejdede på en kirkegård. Den ene talte lidt tysk, og han forklarede os, hvordan vi fandt tilbage til den mistede rute.

Vi havde været helt på afveje.

Vi fulgte hans anvisning, men efter nogle kilometer delte vejen sig – så nu var vi faktisk lige vidt. Kortet kunne ikke hjælpe os.

Vi råbte to unge cykelryttere an, og efter en kort samtale sagde de: ”Følg efter os”. Og så gik det ellers over stok og sten – og op ad bakke. Vi halsede efter de to cykelryttere, der skød en god fart på deres letvægtscykler uden oppakning. Efter ca. 5 km. stoppede de i Nuove, som var den by vi ledte efter. Vi takkede mange gange, de ønskede os en god tur og forsvandt, og vi segnede om i skyggen under et træ og tømte vore vandflasker.

Så er vi ude på landet igen.

Ved byen – Campotello – skulle vi dreje skarpt til venstre. Det kunne vi finde, så vi jublede igen derudaf, for vi følte, at nu var vi rigtig på rette vej – men, men !

Vi kørte, var i tvivl, kørte, var i tvivl – og diskuterede ret kraftigt, for vi var ved at være trætte af ikke at kunne finde ud af den møj-rute, og efter en del kilometers kørsel stod vi pludselig igen ved Campotello på det selvsamme sted, hvor vi var drejet af for omkring en time siden.  #¤XZQC¤.

Under forberedelserne til vores cykeltur, havde vi læst en beretning fra to englænderes cykeltur i Italien, og havde moret os over en beskrivelse af, hvordan de forlod deres hotel, kørte 10 km. og pludselig stod foran hotellet igen - og nu havde vi gjort det samme.

Nå, et eller andet sted måtte fejlen jo ligge, så vi begyndte at køre den samme rute én gang til. Halvvejs havde der været en jernport til noget, der lignede en fabrik, det så ud som om ruten gik den vej, men det kunne vi ikke få til at stemme. Men ved anden gennemkørsel, hvor jeg stod og skummede i skyggen af et træ, kørte Per igennem jernporten og lidt på den anden side – og så viste det sig, at det selvfølgelig alligevel var vores vej – tja.

Og så jublede vi igen.

Nu skulle vi altså være omhyggelige og følge ruten.

Ifølge kortet skulle vi nu cykle nogle kilometer langs en vej med lidt trafik, hvilket de røde …… i kortbogen angav.

Vi syntes godt nok, at den ”lidt trafik” var temmelig voldsom, men der var ligesom ikke andre muligheder, så vi cyklede af sted med 32 grader i stegende sol uden den mindste skygge og hvinende trafik om ørerne.

Lige før San Bonifacio var der pludselig en tankstation, og hvor der er en tankstation, er der som regel både vand og mad, og det var lige, hvad vi behøvede. Et par borde og stole i skyggen reddede os fra den totale kollaps.

En sød fyr på tanken kunne fortælle os, at vi overhovedet ikke befandt os på vores cykelrute, men derimod på en ret så befærdet vej, der gik direkte mellem Verona og Vicenza. Hvordan h….. kunne det være sket.

Han forklarede os, at vi skulle et par hundrede meter tilbage, finde en vej til højre mod Monteforte, så var vi på rette vej – jo, go`morgen !

I Monteforte spurget vi igen én af de lokale, og han remsede nogle bynavne op for os og gentog flere gange:” Somazzo-Sorio-Montebello – husk det nu”.

Jo, vi huskede det, men vi fandt det ikke, for endnu en gang, var vi på gale veje. Vores selvtillid var efterhånden ikke eksisterende

Vand !!!

Da vi kom til det, vi troede var Brendola, dagens endemål, viste det sig, at vi var i noget, der hed Meleo ca. 10. km. fra vores destination.

Endnu et venligt menneske forklarede vejen til vores by, og de sidste kilometer lavede vi overhovedet ingen fejl, så nu skulle vi bare finde byens hotel, og så kunne vi puste ud.

Jamen dog!

Den første, vi spurgte om vej til et hotel, rystede på hovedet og sagde, at der skam ikke var noget hotel i Brendola , men hvis vi kørte sådan ca: 10 min i vestlig retning, ville vi vist nok finde hotel, troede han da. Det lød dæleme ikke overbevisende, så vi spurgte en dame, der på sit bedste italiensk forklarede noget med en bro og motorvejen og et hotel, der hed Montagne – og så pegede hun også vestpå.

Vi var efterhånden tappet for alt krudt og kørte af sted som zombier mod broen over motorvejen, trafikken hvinede om ørerne på os, og pludselig stod vi med fronten mod motorvejens betalingssluse ????

Så var det ellers med at tage benene og cyklen på nakken og komme væk.

Vi befandt os i et inferno af trafik fra alle sider, en stor rundkørsel sørgede for hele tiden at pumpe biler til og fra den helle, vi havde reddet os ud på, og da vi endelig slap væk ved simpelthen at signalere til bilerne, at de skulle stoppe for os, var vi rystende nervevrag – og så fik vi øje på et hotelskilt. Det var dog ikke hotel Montagne, som damen havde omtalt, men det var os fløjtende ligegyldigt. Glade og fro henvendte vi os til receptionen ” OPTAGET”, men der var et andet hotel på den anden side af gaden, nyt håb ” OPTAGET”. Da var i hvert fald jeg ved at slippe taget.

Det sidste hotel kunne imidlertid henvise til et hotel Felix, det havde plads til os og det lå – VED MOTORVEJEN – som vi lige havde reddet os fra.

Der var ikke andet at gøre, tilbage til infernoet, ud mellem alle de larmende og stærkt kørende biler. Vi løb, nej nærmest sprang for livet over til den plet midt i virakken, hvor vores hotel Felix lå. Nu var vi reddet og totalt udmattede.

Efter at have læsset bagagen af, fik vi noget vand, masser af vand og et glas koldt hvidvin, og så begyndte vi at slappe af og kunne grine af dagens forløb.

Dette skulle have været en lille afslappende tur, så vi kunne være friske til næste dags bjergetape med ret lang og kraftig stigning !

Vi havde planlagt at bo i en by midt imellem Vicenza og Padova den næste dag, og fik den søde og hjælpsomme fyr i receptionen til at finde ud af, om der nu også var et hotel der, som havde plads til os. Vi ville ikke udsætte os for det samme som denne dag. Han undersøgte, der var et hotel, det havde fire dyre stjerner, vi sagde pyt – og så var der ikke plads.

I stedet besluttede vi nøjes med  bjeretapen til Vicenza, overnatte der og næste morgen måske tage toget et stykke og så cykle den sidste strækning til Mira, som var vores endestation. Vores hjælpsomme fyr fandt og bookede hotel i Vicenza, og så kunne vi få et bad, et par sandwich – det eneste man kunne få - og en flaske vin.

Damen i cafeen spurgte to gange om vi virkelig ville have hele flasken – jo, mon ikke vi ville – og så grinede vi og slappede af ovenpå en særdeles begivenhedsrig dag.

Kilometertælleren stod nu på 272 km.
I stedet for hyggelige 40 km. havde vi kørt 70, og så sov vi ellers i 10 timer !

Onsdag den 26/5.

Start kl. 9,00.

Regningen lød på 140 euro – så var det i hvert fald også betalt.

Vi slap over rundkørslen med livet i behold, og så kørte vi glade og fro – og unden tanke på gårdsdagens strabadser - tilbage mod Brendola by. Vores hotel-fyr havde lavet en fin tegning over, hvordan vi slap ud af byen og ud på ruten igen, den passede på en prik, så snart havde vi lagt Brendola bag os og begyndte på opstigningen.

Op, op, op og lidt ned, op, op, op og lidt ned, sådan gik det kilometer efter kilometer.

Lille klinge 1. gear, sved og støn men en fantastisk udsigt og næsten ingen trafik.

Selv om det var anstrengende, begyndte vi allerede at fortryde, at vi havde booket hotel i Vicenza, der var flere kilometer i vores ben, så da vi nærmede os byen, tog vi en rask beslutning : De sidste 45 km. til Padova kunne vi sagtens klare også !

Opad, opad mod Vicenza.

Da vi kom indenfor Vicenzas byskilt, dvælede vi lidt ved en udsigtsplads, hvor vi havde hele byen for vore fødder og blik, spurgte en cykelrytter om cykelvejen til Padova, og snart havde vi lagt bytrafikken bag os og havde taget hul på de næste 45 km.

Ved Montegaldelle gjorde vi holdt og drak to store glas iskold cola hver, fik lidt at spise og ringede til hotellet i Vicenza for at afbestille hotelværelset.

Mens vi sad og hvilede kom et yngre par, som også var på cykeltur med oppakning.

Vi mødte mange cykelturister på vores tur, men de fleste var på en færdigpakket rejse, kunne vi se, de havde alle et stativ med rutebeskrivelse på styret og ingen bagage – så når vi endelig mødte nogen, der som os slæbte hele udstyret med, faldt vi ofte i snak.

Dette par var fra Schweiz. De var startet i Kroatien og var nu på vej fra Mira og Padova, hvor vi agtede os hen. Vi snakkede lidt om det der med at finde vej, og det trøstede os lidt at høre, at de også havde besværligheder og mange forkertkørsler.

Da vi studerede kortet og næste etape, fandt vi ud af, at vi godt kunne korte ruten lidt, hvis vi tog en mere direkte vej end kortbogen beskrev. Men ideen var nu ikke så god, for den vej var ret så trafikeret. Der er selvfølgelig en ide i, at en cykelrute slår nogle flere sving, end man umiddelbart synes er hensigtsmæssigt – trafikken !

Men vi holdt ud. Nu var vi begyndt og kunne ikke uden en masse besvær finde tilbage til ruten.

Flot indkørsel til Vicenza.

På et sted mellem Saccolongo og Tencarola opdagede jeg til min skræk, at kortbogen havde forladt sin plads i min fortaske. Det var rigtig TRÆLS.

Jeg havde nogle kilometer forinden hørt en lyd og set noget hvidt flagre på asfalten, men havde slet ikke registreret det som noget, der tilhørte os.
Skumle, skumle….

Vand sammen med cykel-proffer

Per vendte resolut sin cykel og kørte tilbage for at lede efter den – og tænk – han fandt den. Den eneste side, som havde revet sig løs, var netop den side, vi aktuelt skulle bruge, men også den fandt han flagrende i grøften – fantastisk.

Vi var nu omsider på cykelruten igen og skulle efter angivelse køre nogle kilometer på en grussti. Vi fandt stien, men en dame, som Per konsulterede, frarådede os at køre i gruset og fortalte, at herfra, hvor vi stod, var der cykelsti lige til Padova.

Det passede rigtig nok, men da cyklende og gående ofte blander sig på storbyernes cykelstier, tog det ret lang tid at cykle de sidste få kilometer – og nu var vi igen løbet tør for vand og var i det hele taget ved at være godt mørbankede, og erfaringen havde lært os, at der var endnu en endda ikke så lille hurdle tilbage – nemlig hotel !

Lige inden for Padovas bymur kørte vi først lidt den ene vej og så lidt den anden vej og spurgte til sidst et ældre ægtepar om vej til centrum og turistinformationen. Turistinformationen fandt vi nu aldrig, men efter et par forsøg fandt vi et værelse på tredje sal med udsigt til byens tage. Hotellet hed ”Minon” og lå 25 meter fra byens fantastisk smukke torv.

En del af det flotte torv i Padova

Kilometertælleren stod nu på 336. Vi havde cyklet 64 km.

Efter et hurtigt bad var der dømt mad og drikke. Vi daskede lidt rundt for at finde et spisested og bemærkede, at der næsten udelukkende var unge mennesker på gaderne og cafeerne. Da vi fik en kop kaffe, kunne vi sidde og iagttage en uendelig strøm af gående og cyklende ungdom – vi følte os aldersmæssigt  ret alene, kunne ikke få øje på eet eneste menneske, der nærmede sig vores alder.

Vi var efterhånden blevet eet stort spørgsmålstegn, og da strømmen af ungdom pludselig begyndte at have én bestemt retning, fulgte vi strømmen og oplevede, at alle samledes på det store grønne areal midt på den store torveplads.

Vi spurgte et par unge fyre, hvad der skulle ske? ” Ingenting”, var svaret ”sådan er det bare hver onsdag og fredag” ???

Det varede mange timer før ungdommen fandt hjemover, så det havde vi fornøjelse af, da vores vindue vendte ud mod gade.

Vores store spørgsmål er stadig: Hvor var alle de ældre henne ?

Havde de gemt sig, fordi de vidste at de unge ville bemægtige sig byen – eller. Ja, det fik vi aldrig svar på. En mærkelig oplevelse.

Vi må besøge Padova engang – ikke for at få opklaret det spørgsmål – men for at opleve mere af byen og se på de mange imponerende bygninger og pladser.

Torsdag den 27/5.

Sidste etape .

En kort tur på 25-30 km. til Mira, som var vores endestation.

Vi havde ikke travlt, så vi ville rigtig nyde morgenmaden – men ak – nu var vi virkelig kommet til Italien. På alle de andre hoteller og selv B&B havde morgenbordet været overdådigt, men her var det en kop tynd the og én croissant – vil du ha` den med creme eller med syltetøj ? – og så var det overstået.

77 euro for værelse og to flasker vand var ret billigt, når beliggenheden tages i betragtning og i forhold til, hvad vi måtte af med på motorvejshotellet

På vej mod Mira. Det eneste stykke grusvej på turen.

Udturen fra Padova havde vi forberedt grundigt og tegnet ind på vores bykort, så det gik kvikt og uden problemer, selv om det var midt i morgenmylderet.

Hele turen gik langs Brentafloden, så det skulle egentlig gå ganske glat. Kortet viste, at vi skulle cykle lige klods op ad floden, men mange steder var floden skjult af byggeri, hvad der ikke fremgik af kortet, så dette blev heller ikke dagen uden omkørsler.

Mira – cykelturens endemål.

Vi talte med et tysk par, som sjovt nok kørte efter de samme cykelkort, og også de var stærkt i tvivl, så det hjalp lidt på selvtilliden

Da vi kom til Dolo, fik vi et par crostinier hver med skinke, noget koldt at drikke, og så var det ellers de sidste 6 km. mod Mira

Kaffepause.

Da vi kom til Mira spurgte vi straks om vej til Riviera S. Trentino , og fik at vide, at vi var på den rette vej. Da vi stod udenfor nr. 50 – Villa Olanda” - hvor vores bestilte B&B lå, var vi ved at miste underkæben. Vi stod overfor en stor jernport og inde bag porten lå en kæmpe villa – næsten et lille slot.

Ringede på dørklokken, portene åbnede sig som to kæmpe sluseporte, og vi kørte ind i en stor park, hvor en sød ung pige kom os i møde. Hun var datter af huset og viste os ned bag i parken, hvor vores lille hus lå. Stue med køkken, soveværelse, badeværelse, terasse – og hvad var det allerbedste – huset var fyldt op med mad, frugt, vand, juice, kaffe, the osv. alt hvad to sultne cykelturister havde brug for – her var underdejligt.

Klokken var 14,30, vi var tidligt fremme og skulle bare slappe af resten af eftermiddagen.

Vores dejlige B & B i Villa Olandas park.

Og så – netop i det øjeblik vi havde installeret os – trak skyerne op i horisonten og det begyndte at rumle i det fjerne. Et par dråber fik vi også, og vi blev næsten glade for udsigten til, at vi nu måske kunne få brug for det regntøj, som havde fulgt os 400 km. gennem Italien

Datteren i huset – jeg husker ikke hendes navn – fortalte, at Gennaro, som vi havde lejet cykler af, havde ringet for at høre, om vi var kommet i mål, og kort tid efter dukkede han selv op for at høre, om vi havde haft en god tur.

Han var en meget sød og  hyggelig fyr – og hjælpsom tillige – for han tilbød at køre os til lufthavnen om lørdagen, og han forsikrede os om, at denne gang skulle han nok være der til tiden.

Afslappende dage i Mira.

Den sidste dag tilbragte vi med kunst, kultur og folkeliv i Venedig. Denne dag tog vi dog bussen !

Og så var det ellers slut på en fantastisk, oplevelsesrig cykleferie

Canal Grande, Venedig

Cykelruten fra Bolzano til Mira med overnatning i Bolzano, Trento, Malcesine, Bardolino, Verona, Brendola, Padova og Mira

Til toppen